Anna Mejlhede
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Skal jeg droppe min veninde?

28. december 2021
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Hun kan tale længe om sig selv, men når vi når til mig, kan hun finde på at gabe og virke uinteresseret." Læs denne uges brev til Anna.

Kære Anna

Jeg er en kvinde i slut-40’erne, der har både mand, børn og en god håndfuld tætte veninder. Veninderne betyder meget for mig, og jeg prioriterer dem.

Generelt har jeg rimelig nemt ved at få venner, men jeg kender selvfølgelig godt forskellen på venskab og godt bekendtskab.

En af de senest ”tilkomne” veninder er en tidligere løbemakker, som jeg har kendt i cirka ni år. Lad os kalde hende Rikke.

Hun er sød, har god selvironi, er alenemor, lidt yngre end mig, og vi taler fint og åbent sammen.

Men hun er nu igen arbejdsløs, og jeg har ikke set hende i flere måneder, da jeg kan mærke, at et eller andet i mig vægrer sig ved at kontakte hende.

Jeg har altid haft den ”veninderegel”, at jeg skal 1) glæde mig til en aftale med en veninde 2) gå glad og varm om hjertet derfra som udgangspunkt.

Ikke ensbetydende med, at der ikke er plads til dybe snakke og livets modgang, jeg skal bare føle, at vi begge har haft en dejlig tæt stund.

Men der er flere ting ved Rikke, der er begyndt at irritere mig, uden jeg præcis kan sætte en finger på det – her er noget: Hun kommer altid lidt for sent, hun kan sige, at hun ingen penge har, men når vi så skal bestille, vælger hun noget dyrt på menukortet, jeg måske noget billigere, alligevel forventer hun, at vi skal dele regningen.

Eller hun kan bede mig finde et billigt sted at spise, og når jeg så har brugt tid på det og nævner stedet, er hun nølende og foreslår selv et langt dyrere.

Hun kan tale længe om sig selv, men når vi “når til mig”, kan hun finde på at gabe og virke uinteresseret.

Da jeg for nogle måneder siden blev spurgt, om jeg kunne drikke kaffe snart, sagde jeg, at den måned ikke passede så godt, da jeg skulle rejse og havde megatravlt på arbejde, men at jeg var klar måneden efter.

Her fik jeg en meget passiv-aggressiv sms tilbage, hvor hun ved brug af emojis himlede over, at ”det dog var utroligt, hvor travlt jeg havde, og at vi da også bare kunne ses i januar til en gang salat”.

Den besked efterlod mig helt paf. Jeg kunne aldrig finde på at blive fornærmet på en veninde over at have for travlt til at ses, hvis hun tilmed foreslog et andet tidspunkt.

Så nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, vi har ikke haft kontakt siden, og jeg har ærligt talt heller ikke meget lyst.

Særligt heller ikke, da hun stadig er arbejdsløs, jeg har før oplevet, at det gør hende i virkelig dårligt, nærmest bittert humør, det har jeg fuld forståelse for, vi arbejder i samme branche, hvor jobbene ikke hænger på træerne, men det er jo ikke min skyld.

Hvad søren gør jeg? Vi har i snit nok set hinanden hver anden-tredje måned gennem årene, nu er der gået fire.

Kh

Måske-eksveninden

Kære måske eksveninde

Egentlig har du allerede sat fingeren dér, hvor det halter imellem dig og din veninde. For noget grundlæggende i samspillet mellem hendes personlighed og din skurrer i dig.

Derfor er det ikke nødvendigvis en falliterklæring, at du trækker dig.

Nogle venskaber er forankret i en lang fælles historie og kan, som ethvert andet kærlighedsforhold, forandre sig hen over årene.

De kan ovenikøbet virke rutineprægede eller kedelige i perioder, men det gør ikke noget, så længe den grundlæggende kærlighed, samhørighed og respekt er til stede

Andre venskaber er måske mere flygtige, fordi de er knyttet sammen med en særlig æra i vores liv.

Et ”almissevenskab” derimod, hvor vi kun hænger fast, fordi vi er bange for at såre den anden, hvis vi trækker os ud af relationen, er til gengæld både ydmygende og ikke til gavn for nogen.

Måske skulle du lade tiden gå og se, hvad der sker? Du behøver jo ikke ”slå op” med din veninde, hvis ikke hun selv går dig på klingen. Lige nu lyder det, som om hun også er i tænkeboks.

Tiden kan ikke alt, men indimellem kan det ske, at et visnet venskab rejser sig af asken, fordi noget vigtigt pludselig binder os sammen igen.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også