Brev til Anna Mejlhede: Skal jeg acceptere, at mine voksne børn ikke har tid?

Kære Anna,

Jeg er 65 år og har to søde voksne børn, og de har travlt med livet og karrieren og alle de udfordringer, der kommer indimellem.

Selv har jeg ikke travlt, jeg bor sammen med en sød mand (ikke deres far), jeg har et godt liv med mange fritidsinteresser, og selvfølgelig vil jeg gerne give en hånd med at passe mine dejlige børnebørn, som jeg elsker højt og gerne vil være sammen med.

Guderne skal vide, at jeg savnede dem under coronanedlukningen.

Og jeg er også glad for, at jeg kan hjælpe, så mine børn kan få hamsterhjulet til at dreje rundt med deres arbejde og udfordringer ved siden af.

Min datter står midt i en grum skilsmisse, og min søn står midt i en stor renovering af huset, så jeg ved, at de har deres at se til.

Når det er sagt, kan jeg godt nogle gange føle det, som om jeg kun kan bruges til at passe børnebørn og være praktisk gris, men at jeg ellers ikke er så interessant, for når jeg gerne vil snakke eller ses for at hygge, er der ikke rigtigt tid til det hos hverken min datter eller min søn.

Nogle gange ringer jeg for eksempel til min søn eller datter om aftenen (når de små sover), men ofte får jeg så bare en sms tilbage om, at de ikke har tid til at snakke, eller også tager de ikke telefonen (men jeg ved, at de kan se på telefonen, at det er mit nummer).

Det er sårende, selv om jeg godt ved, at de har travlt.

Jeg har talt lidt med min datter om det, og hun giver udtryk for, at hun rigtigt gerne vil ses mere, også bare hende og mig, hvor vi hygger os sammen, men vores aftaler ender alligevel altid ud i, at jeg skal passe børnebørnene, uden vi får snakket mere end tre sammenhængende sætninger.

Skal jeg bare indstille mig på, at det er sådan, det er nogle år, eller skal jeg insistere på, at vi også laver noget hyggeligt sammen, selv om jeg godt kan se, at mine børn er helt hvide i hovedet for at få det hele til at hænge sammen. Jeg savner dem, men de skulle jo også gerne savne mig.

Kærlig hilsen

En mor

Kære mor

Jeg tror, du skal indstille dig på, at det er sådan her, det vil være et godt stykke tid endnu. Til gengæld lyder det, som om du er helt på indersiden af dine voksne børns familieliv.

For du er i den grad en støtte for dem i det slid, det er, at få deres daglige kabaler til at gå op.

Du er dermed ikke bare en praktisk selvfølgelighed, men en livsredning!

Når det er sagt, så kan jeg sagtens følge dig i din længsel efter helt almindelig hyggetid med dine voksne børn. Men de stunder skal nok komme tilbage.

Jeg har selv lagt mærke til, at en del af mine egne venner, som er yngre end mig og har små børn, ikke har overskud til andet i deres fritid end at passe børn, tale om dem – og være trætte.

Og så kan man jo stå der med sin fireretters middag og hele verdenssituationen og pippe skuffet, når vennerne falder i søvn, mens de putter børn, og man selv sidder alene i stuen og visner over souffléen …

At være tæt på en børnefamilie kræver, at man sætter sine egne forventninger til, hvad hygge er, i baggrunden.

Jeg er af den faste overbevisning, at kærlighed, overbærenhed og omsorg mellem forældre og børn altid først og fremmest går den ene vej: Fra forældrene til børnene.

Selvfølgelig kan der være perioder i livet, hvor balancen tipper, for eksempel hvis vi som forældre bliver alvorligt syge.

Men udgangspunktet må altid være, at vi som forældre elsker først.

Vi kan ikke forvente – og slet ikke forlange – at vores børn elsker os lige så opslugende og betingelsesløst, som vi elsker dem.

Desværre sker der også det, at des mere hygge og nærvær vi forlanger af vores børn, des mindre får vi.

Nyd, at dine børn har så stor en tillid til dig, at de rent faktisk TØR bede dig om hjælp.

Også når de ved, at de ikke (lige nu i hvert fald) har overskud til at kvittere med noget af det, de godt ved, du savner.

Det er svært og skamfuldt at tage uden at give.

Du viser derfor din ubetingede kærlighed til dine voksne børn ved ikke at afsløre, at du føler dig afvist, selv når du har god grund til det.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.