Brev til Anna Mejlhede: Skal det koste blod, sved og tårer?

Hej Anna

Jeg er gift med en japansk mand, og vi har en datter på ti år. Hun går i japansk skole hver tirsdag tre timer efter sin normale skole.

Og hun hader nærmest sin japanske skole. Hver uge skal vi tage store konflikter omkring den. Hun græder ofte inden, hun vil ikke afsted, og hun er ligeglad med at lære japansk, og hun synes, at det er kedeligt.

Hun taler det flydende nu, men vi er bange for, at hun glemmer det. Vi holder foreløbigt fast, fordi vi vil gerne have, at hun forbinder sig med sine japanske rødder, og hvert år tager vi til Japan.

Tvivlen nager dog stadigvæk: Hvor langt skal man presse et barn på grund af gode intentioner?

Vi kender andre dansk-japanske voksne, der i den grad ærgrer sig over, at de ikke fik lært japansk som børn, fordi det er svært at tilegne sig sproget som voksen.

Og vi kender andre, der omvendt sætter stor pris på, hvis de har fået sproget med sig.

Så vi føler, at vi giver vores datter en gave, men er det egenligt også en gave, hvis vi presser den ned i halsen på hende, og hun mest af alt, har lyst til at flå den ud?

Vi synes som forældre grundlæggende, at det er et godt princip, at børn lærer at behovsudsætte og lærer, at der en belønning på længere sigt, selv om noget ikke føles videre behageligt her og nu.

Det er jo ikke kun i den her sag dilemmaet dukker op, det er jo også, hvis hun har meldt sig til en sport eller andet, hun lige pludselig ikke gider.

Det giver jo en stor tilfredsstillelse at fuldende det, man har meldt sig til og at opdage, at man i processen lærer at mestre ting, man ikke mestrede før (f.eks. at blive bedre til at svømme, eller hvad man nu har meldt sig til).

Men: Hvor meget skal man anerkende barnets følelser, og hvor meget må man presse på? Hvor meget må barnet selv bestemme, og hvor meget skal vi som forældre bestemme?

Skal vi sende hende i japansk skole på tirsdag, eller skal vi hive hende ud?

M.T.C.

Kære M.T.C

Har I spurgt jeres datter, hvad det konkret er ved de timer i den japanske skole, hun hader så inderligt?

Er det selve det at skulle forlænge skoledagen betragteligt én dag om ugen, eller er der noget omkring miljøet på skolen, hun mistrives ved?

Jeg er enig med jer i, at det vil være en gave for jeres datter at kunne flydende japansk, og at det netop er nu her, i hendes barndom, at de færdigheder skal udvikles.

At være forankret i to kulturer kan i den grad udvide vores horisont.

Men hvis sproget og kulturforståelsen er hovedårsagen til, at hun går på den japanske skole, findes der så andre måder, hvorpå I sammen med hende kan udvikle dette?

Nu er jeg jo ikke professionel pædagog, men i min optik går “behovsudsættelse” ud på at lære sine børn, at livet også rummer pligter, der af og til må overstås, førend vi kan gøre det, vi har mest lyst til.

Men disse pligter må bare ikke blive så tunge for børnene, at de segner under vægten.

Behovet for at føle sig tryg og anerkendt i sine behov, også dem der må udsættes lidt i en “større sags tjeneste”, må altid gå forud for en hvilken som helst færdighed, vi synes, vores børn skal mestre.

Du bruger eksemplet med at dygtiggøre sig i en sport, der kan være vigtig for et barns trivsel på længere sigt. Også selv om barnet ikke gider.

Men alt imens det er let at forklare et barn, hvorfor det er nødvendigt at kunne svømme, så kan jeres datter måske ikke gennemskue nødvendigheden af den japanske skole?

Ret beset kan hun jo dyrke den japanske kultur derhjemme sammen med sin far.

Gennem flere år underviste jeg i kristendom på Det Kongelige Teaters Balletskole. Børnene her har ofte en skoledag, der begynder kl. 8 og slutter klokken 18.

Jævnligt har jeg lagt ører til holdninger om, at det garanteret kun er forældrenes egne ambitioner, der pacer børn igennem et sådant skoleliv.

Men dén holder simpelthen ikke. At gennemføre noget så krævende som et balletskoleliv kan intet barn, som ikke vil det selv.

At brænde for noget, betyder dog ikke nødvendigvis, at man står syngende op hver eneste morgen, fuld af lyst til hver eneste lille del af dagens opgaver.

Men fornemmelsen af, at der på den anden side af også de ærgerlige pligter gemmer sig noget, vi rigtig gerne vil, eller forstår hvorfor vi skal, kan hjælpe os igennem.

Jeg synes, I skal lytte til jeres datter. Hvis hun går grædende over til den japanske skole hver eneste tirsdag, får hun så det ud af det, som I håber?

Hendes engagement kan naturligvis vokse sig modent ved, at I vælger for hende til en begyndelse. Men derfra skal hun selv kunne skimte, at det skolen giver hende, er sliddet værd.

Børns følelser skal altid anerkendes. Der er stor forskel på at glatte alt der krøller ud, så børnene derved aldrig lærer, at noget her i livet kræver hårdt arbejde – og så til at presse dem til noget, som kun vi voksne synes er vigtigt.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.