Brev til Anna Mejlhede: Kan de ikke bare lade mig rode i fred?

Hej Anna

Jeg er så træt af alle de velmenende mennesker i min vennekreds, der har åh-så-travlt med at være efter mig. De synes, jeg bor for grimt. Mest fordi jeg roder.

”Du er da ellers så ordentlig”, siger de og hentyder vist til mit udseende, påklædning og opførsel.

Jeg er en kvinde på 48 år, jeg har fast arbejde i plejesektoren, jeg er fraskilt på tredje år og glad for at være blevet alene. Men ja, jeg roder og går heller ikke specielt op i boligindretning.

Lad mig slå fast: Jeg har ikke et psykisk problem, selv om jeg ikke har et problem med, at der ligger tøj, bøger og alt muligt og flyder i mit hjem.

Jeg er ikke en af de der ”Ekstreme samlere”, man kan se tv-programmer om. Og det ved jeg også, at mine venner ved.

Alligevel bliver de ved med at hakke på mig og mit rod. Kunne du ikke give dem en opsang, Anna, som jeg kunne læse op for dem næste gang, vi ses? Eller ér det et problem at rode?

Kh

Camilla M.

Kære Camilla M.

Jeg synes, du skal spørge dine venner, om det reelt er en bekymring for dig, der ligger til grund for deres kritik af dit hjem. Mon ikke du i højere grad bare provokerer deres egne normer?

Rod er jo kun et problem, hvis du selv oplever det sådan.Igennem tiden har forskellige boligtrends og livsstilsfænomener herset rundt med os.

Allerværst er det næsten, at ”et ordentligt menneske” jævnligt er gjort synonymt med ”et ordensmenneske”. Men du kan godt hilse dine venner og sige, at dén sammenkædning ikke har nogen som helst saglig gang på jorden.

Siden jeg selv for næsten 20 år siden var med til at skrive bogen ”Kys dit Kaos”, har jeg været optaget af, hvorfor mennesker, som trives med rod, ofte mødes af fordomme og nedladende kommentarer.

I bladet Psykologi kunne man heldigvis (tilbage i 2008) læse psykolog Mette Holms faglige indspark til hele rod kontra orden debatten: ”Når det kommer til stykket, afhænger det af vores personlighed, om vi bliver lykkeligere af at rydde op og smide ud”, skrev hun og tilføjede:

”Vi har en tendens til, at jo mere vi kan udstråle kontrol, desto mere status har vi, og så glemmer vi at mærke efter – hvem er jeg?”

Jeg mødte engang en virksomhedsleder, som fortalte, at han en dag havde ryddet op på en kollegas kontor, fordi han syntes, at hun rodede for meget.

Derved ødelagde han sin kollegas arbejdsevne i flere uger, indrømmede han efterfølgende. For det var nu engang sådan, hun arbejdede bedst.

Rod på bordet er nemlig ikke altid rod i hovedet!Hvis nu der i stedet for rod var fuldstændig tomt og øde på det skrivebord.

Ville vi så stadig stå hårdnakket fast på, at det måtte være det endegyldige billede af, hvordan der ser ud i hjernen på bordets ejermand? Jeg tror det næppe…

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.