Anna_Mejlhede_brevkasse
Annas Brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Jeg kan ikke følge med i hans tempo!

27. september 2022
Af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Han bliver irriteret over at vente på mig, mens jeg bliver irriteret over hans manglende tålmodighed." Læs denne uges brev til Anna Mejlhede.

Kære Anna

Min mand og jeg har været sammen i et langt liv, og nu er vi i 70’erne.

Jeg har altid haft lidt bøvl med mine ben og er begyndt at gå langsommere, imens han er rask til bens.

Den kombination skaber mange irritationer i løbet af en dag. Han bliver irriteret over at vente på mig, mens jeg bliver irriteret over hans manglende tålmodighed, når jeg nu ikke kan gå stærkere, end jeg gør.

Vi har førhen nydt at gå ture i naturen, f.eks. har vi skov i nærheden. Men nu ender de ture ofte i dårlig stemning, fordi han bliver træt at vente og høre på mit brok, mens jeg bliver træt af, at han ikke er mere tålmodig.

Det slutter tit af med, at han går i forvejen, demonstrativt, synes jeg, og så bliver jeg sur.

Vores kompromis er, at vi simpelthen ikke tager på så mange ture mere, men det er også et tab, synes jeg.

Hvordan kan vi finde den fælles rytme igen, trods mine benspænd?

Det bliver jo nok et problem, der blot bliver større med alderen.

Kh

Den langsomme kone

Kære langsomme kone

Ligegyldigt hvor mange år vi har haft sammen, bliver vi nok aldrig så synkrone, at vi uden et kny kan følges hånd i hånd igennem alt.

Vi kan hverken trylle eller forhekse hinanden ud af de vaner og skavanker, vi nu engang har fået igennem livet.

Men når nu jeres hyggelige ture ender i grøften hver gang, hvorfor så ikke lave noget andet sammen?

Noget, der ikke stiller krav til hverken tempo, ben eller tålmodighed. Du kan hverken kræve af din mand, at han aldrig må gå ture i eget tempo eller af dig selv, at du partout skal kunne følge med.

At du er langsommere til bens end ham, kan du jo ikke ændre på.

Jeg kender et par, hvor kvinden elsker at gå på fjeldvandring og i det hele taget være meget fysisk aktiv, når hun har fri.

Det kan hendes mand slet ikke være en del af. Dels har han en skade i sin ene fod, dels siger det ham absolut intet at gå og gå – bare for fornøjelsens skyld.

Til at begynde med var det tæt på at splitte dem ad hver eneste gang, de rigtigt skulle hygge sig sammen på en ferie.

Men så fandt de følgende løsning: Nok tager de stadigvæk samme sted hen, men de sørger altid for, at der er noget, de hver især kan foretage sig.

Også uden at den anden partout skal være en del af det. I stedet mødes de over deres aftener. For her udfoldes deres fællesskab.

De laver mad sammen eller går ud og spiser, og her udveksler de så dagens begivenheder, sådan som oplevelserne har taget sig ud fra hver deres ferievinkel.

Den løsning gør, at de i højere grad vender hjem til hverdagen med hinanden i hånden, frem for i hver deres ende af bussen …

Hvad med at lave en aftale om, at hvis I alligevel vælger en fælles tur af og til, så skal den tilpasses jer begge?

Til gengæld skal du lade din mand springe over stok og sten på egen hånd de øvrige gange.

Så slipper du også for at lægge øre til brok eller bebrejdelser, du alligevel ikke kan gøre det mindste ved.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.