Brev til Anna Mejlhede: Jeg er gjort arveløs

Hej Anna

Jeg er frustreret over, at jeg lige er blevet gjort arveløs. (Skrevet med et glimt i øjet, da jeg godt vidste, at dette kunne blive tilfældet).

En faster til mig har i over 20 år sagt til mig, at jeg skulle arve. Testamente var oprettet, og faster og jeg har talt om bankkonti, fysiske ting osv.

Nu viser det sig, at det testamente er ophævet, og at et andet familiemedlem skal arve. Det er ganske fint. Det har jeg ingen problemer med. Men jeg er bitter, vred og meget, meget skuffet, fordi jeg føler mig forrådt.

Her gik jeg og troede, at jeg ville arve, men er pludselig reduceret til, at jeg er ikke-eksisterende, og dét er meget svært for mig at tackle.

Jeg har intet ønske om at se min faster mere. Jeg synes, det er utilgiveligt, det, hun har gjort. Det handler sådan set ikke om arven. Fred være med den. Den får mit familiemedlem glæde af. Og godt for vedkommende.

Jeg har humoristisk sans, og på en skala fra 1 til 10, synes jeg jo, at det her er morsomt til et 10-tal. Men det fratager mig ikke følelsen af svigt fra min fasters side.

Så hvad gør jeg, og hvordan tackler jeg min bitterhed og vrede?

VH

hende, der er gjort arveløs.

Kære arveløse

Selv om du har glimt i øjet, så er dét ikke ensbetydende med at kunne tage alting med et smil. Jeg er helt med på, at din forurettelse ikke handler om hverken mågestel, lænestole eller nipsgenstande.

Du føler dig simpelthen bare vraget af din faster.

Det er kluntet håndteret at slette dig af testamentet uden at forklare dig hvorfor. Men i stedet for at slå hånden af din faster, så tal med hende. Hun er jo ikke død endnu, og relationer er vigtigere end ting.

Der kan ske meget hen over 20 år, og måske handler det her slet ikke om dig. Kan det tænkes, at din faster har ændret holdning til arven, fordi den vil være af helt anderledes betydning for en anden i familien, end den er for dig?

Igennem tiden har jeg været vidne til mange kringlede familiekonstellationer. Også dem, hvor en kommende arv er blevet brugt til at manipulere og koste rundt med alle.

Særligt charmerende er det ikke, men måske er det heller ikke onde bagtanker, der er baggrunden for, at din faster har ændret kurs.

I stedet for at lade bitterheden tage over, så grib telefonen og find ud af, hvor du og din faster står i forhold til hinanden. Kunne du begynde med at fortælle, at du bare gerne vil sige, at det er helt i orden, at en anden er sat ind som arving i stedet for dig?

Hvis du giver udtryk for, at du kan rumme hendes beslutning, viser du både storsind og overhøjde. Den slags føles ret godt.

Hvis din faster nægter at forklare dig sagernes sammenhæng, så lad det fare. Dit liv – og din glæde over det – er langt vigtigere end rollen som hendes arving.

Hold dig selv fast på, at du ikke vil lade samtalen tåge ud i bebrejdelser. For gør du det, har du ikke blot mistet kontakten til din faster, men også kontakten til det i dig, som nægter at dyrke naget og hadet som bitre urter i din baghave.

Jeg ved godt, at det her ikke er let. Når vores forurettelse jonglerer rundt med os, har vi svært ved at fornemme andet end den. Men det kan lade sig gøre at slippe taget, hvis vi vil.

Bevar dit fokus på, at det her ikke handler om arv, men om frygten for at blive skubbet ud af din fasters liv.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.