Brev til Anna Mejlhede: Et rent hjem og en mand, der roder

Kære Anna

Min partner og jeg har meget forskellige opfattelser af, hvornår noget er rent og ryddet op. Min kæreste synes at ting på borde, håndklæder der flyder eller stakkevis af bøger hist og her ikke er decideret rod.

Hvad er det så, om jeg må spørge? Jeg vil gerne have rene flader, hvor der ikke hele tiden er ting, der forvirrer mit blik.

Det gør noget for hjemmet, for æstetikken, min koncentration. Min mand lægger aldrig mærke til nullermænd i hjørnerne, hvilket kan hænge sammen med, at når han støvsuger, kommer han alligevel aldrig forbi der.

Støv på lamper? Lige meget. Pletter i vores nye porcelænshåndvask er det også altid mig, der tager; fordi det er mig, der ser dem. Og det er ikke, fordi jeg lider af rengøringsvanvid, skulle jeg hilse at sige.

Da jeg var ung, boede jeg med en veninde, og hun ryddede altid op og vaskede gulv syntes jeg dengang, og så tænkte jeg for mig selv, at det måtte hun gerne, så længe hun mente, at det var vigtigt.

Men jeg kunne ikke se, at der var specielt klamt i vores lejlighed. Jeg syntes, at der var fint nok uden alle hendes ekstra tiltag, altså var min logik, at så måtte hun jo klare den ekstra rengøring selv.

Det ser næsten ud til at være samme logik, min kæreste lever efter nu. Han har en helt anden og meget tolerant tilgang overfor rod og snavs, end jeg har, og han lader sig heller ikke gå på af det.

Jeg gider ikke altid skændes om det, hvilket har resulteret i, at jeg nu gør langt mere rent og rydder op, end han gør.

Men hvorfor skal jeg egentligt det? Og er det ikke lidt mærkeligt, at det altid falder tilbage på kvinden?

Jeg er begyndt at komme med små fysiske stikpiller. Levner han f.eks. den tomme mælkekarton på køkkenbordet uden at smide den ud, og det sker ofte, er jeg begyndt bare at sætte den ind i køleskabet igen. Eller jeg lader den stå på køkkenbordet, indtil han smider den ud.

Problemet er, at det kan tage lang tid, inden han smider den ud, og det generer mit øje mere, end det genererer hans. Ja, jeg ved ikke, om han overhovedet opdager det. Og det er jo ærligt talt noget rod – så hvad stiller jeg op?

Venlige hilsner fra

ordensmennesket

Kære ordensmenneske

Spørgsmålet er, om jeres forskellige opfattelser af rent og rod nogensinde vil få en objektiv vinder. I min optik handler sagens kerne ikke nødvendigvis om dovenskab eller manglende hensyn – men derimod om optik.

Rene flader er ikke saliggørende for alle, og det som “ærlig talt er noget rod” er i andres øjne bare “levet liv i fast form”.

Så måske bliver du for husfredens skyld nødt til at sætte barren lidt ned?

Jeg synes, at din taktik med at lade rodet være (eller sætte det på plads i tom tilstand!) er ret fin, for selvfølgelig skal I deles om at holde jeres hjem rent og hyggeligt. Men find en middelvej, I begge kan trække vejret i.

De færreste samlevende er piv-enige om oprydningsniveaet. Det er vel derfor, vi bruger udtrykket: Kompromis.

Den slags har ganske vist en kerne af, at ingen så bliver helt tilfredse. Men hellere det, end at den enes vilje trampes diktatorisk igennem.

Jeg ved godt, at det jeg siger her kan lyde urimeligt i dine ører, men det er min massive erfaring, at det er kropumuligt at få alle til at balancere snorlige på ryddelighedens røde snor i et hjem, vi har til fælles.

At lægge mærke til støvet eller rodet er i øvrigt langt fra en “kvindeting”.

At kvinder er til orden, mens mænd roder (og i øvrigt venter på, at kvinderne samler op efter dem), er i bedste fald en lidt stivnet betragtning – og i værste fald diskriminerende.

Mon ikke det i højere grad handler om forskellig personlighed?

At tage hensyn går begge veje. Det har hverken rodehovedet eller ordensmennesket patent på. Vi skal vælge vores kampe, siges det. Så overvej nøje om dette er én af dem, du skal bruge tid og kræfter på?

Kærlig hilsen

Anna