Anna Mejlhede
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: ​Er jeg ikke bare en sten i skoen?

12. juli 2022
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Jeg har ikke lyst til at være skyld i den ændring af selve ånden i vores venskab, og jeg føler mig allerede som en sten i skoene på de andre." Læs denne uges brev til Anna Mejlhede.

Kære Anna

Jeg har været del af en venindekreds, som har mødtes en gang om måneden igennem en årrække. Vi er nogle aktive kvinder i alderen fra sidst i 40’erne til starten af 60’erne, og vi har kastet os ud i lidt af hvert: Fælles løbeture, vandreture, powerwalking, vinterbadning osv. Vores venskab er i høj grad baseret på aktivitet.

For et halvt år siden fik jeg kroniske rygproblemer og magter ikke meget fysisk udfoldelse længere. Derfor har jeg meldt fra til vores venindemøder.

Det har ført til, at de andre har besluttet at droppe alle aktiviteter og bare mødes over noget mad, så jeg stadig kan være med. Det er selvfølgelig sødt. Og er jeg nu et utaknemmeligt bæst, når jeg har takket nej til deres tilbud?

Jeg har ikke lyst til at være skyld i den ændring af selve ånden i vores venskab, og jeg føler mig allerede som en sten i skoene på de andre.

Af den grund har jeg trukket mig helt. Det har fået flere til at reagere med vrede, hvilket jo ikke var meningen. Men er jeg galt på den, eller forstår du mig, Anna?

Den måske utaknemmelige

Kære utaknemmelige

Jeg kan godt sætte mig ind i, hvor ubehageligt det er at føle sig som bremseklods. Problemet er, at du lige nu er blevet netop det, men kun for dig selv!

Hvad er grunden til, at du ikke tror på, at dine veninder rent faktisk holder af at være sammen med dig, præcis som du er?

De reagerer selvfølgelig på din afvisning. For den skyder dem noget i skoene, de aldrig selv har placeret der: Hverken sten, sammenbidte kæber eller suk. Dine veninder har bare lyst til at foretage sig noget, I alle kan være med til. Og så er den ikke længere.

Mit helt klare forslag til dig er, at du melder dig ind i fællesskabet igen. Gør det med oprejst pande uden at krybe sammen som en undskyldning for dig selv.

Fortæl slet og ret, at du godt kan se, at du tog fejl i den antagelse, at du var blevet en klods om benet på dem.

I mine ører lyder det, som om dine veninder virkelig vil dig det godt. Stol nu på det – og ryst så alle de ærgerlige småsten, der gør, at du trækker dig fra jeres venskab, ud af dine egne sko.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.