Annas Brevkasse
2. december 2022

Brev til Anna Mejlhede: Er det mig eller VVS'eren, der skal betale regningen?

"For mig har det været en meget hård og opslidende proces, fordi jeg har skullet sætte mig ind i ting, jeg dybest set ikke ved en klap om." Læs denne uges brev til Anna Mejlhede.
Af: Af Anna Mejlhede
Anna_Mejlhede_brevkasse

Foto: Betina Fleron

Hej Anna

Jeg har for nylig fået renoveret mit badeværelse – og det var dyrt, skulle jeg hilse og sige.

Til gengæld var det meget dårlig service, hvor jeg måtte bede VVS’erne lave dele om flere gange, fordi det ikke var lavet ordentligt. F.eks. glemte de at komme fliser på en væg, og der var bøvl med håndvasken.

Alligevel var der dog noget diskussion om ansvaret frem og tilbage, men for det meste indvilgede de i at forbedre de ting, jeg påpegede, men ikke uden tovtrækning.

For mig har det været en meget hård og opslidende proces, fordi jeg har skullet sætte mig ind i ting, jeg dybest set ikke ved en klap om – og der ud fra at argumentere for, at det skulle laves ordentligt.

Nu har vandrørene så været utætte, og de har fikset det. Og bagefter pænt sendt en ikke helt lille regning for det.

Jeg synes dog, at det er noget, de må tage på sig, da det er dem, der har fikset badeværelset, som jeg har betalt i dyre domme for, men VVS’eren siger, at de ikke har gjort noget ved rørene, så derfor er det ikke deres ansvar.

Jeg kan dog huske, at der undervejs også var et læk på et rør, VVS-firmaet rettede op på, men det har ikke noget med det at gøre, siger han. Der er dog ikke andre, der har pillet ved rørene, og jeg har slet ikke rørt dem.

Men regningen skal betales. Jeg orker ikke at diskutere frem og tilbage, og jeg tror ikke, at jeg kan få ham overbevist. Det er jo ord imod ord.

På den anden side synes jeg også, at det er så urimeligt, at jeg skal punge ud for noget, som jeg i forvejen har betalt det hvide ud af øjnene for. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg kommer videre herfra.

Hilsner fra

En fighter

Kære fighter

Jeg har svært ved at bedømme, hvorvidt VVS’eren kan have en eller anden form for juridisk ret på sin side.

Din beskrivelse af det samlede badeværelsesdrama, lyder godt nok temmelig betænkeligt … Hvem andre end VVS’eren selv har vurderet, hvordan den pågældende utæthed i rørene kan være opstået?

Hvis du skal have en chance for at få medhold i din klage over det arbejde, der er gjort, må du være forberedt på at tage den hele vejen igennem systemet.

Hvis det kun er “ord mod ord,” er der en stor risiko for, at du kommer til at bruge mange kræfter på sagen – og alligevel ende med at skulle betale regningen.

Måske kan forbrugerrådet TÆNK være behjælpelige? Om ikke andet så med at guide dig i retning af, hvem du kan søge råd hos i denne spegede sag. “Forbrugernes vagthund,” kaldes TÆNK også. De er en medlemsorganisation og en Ngo. Du kan læse mere på hjemmesiden taenk.dk.

Hvad du orker, ved kun du selv.

Hvorvidt din retfærdighedssans så kan tåle at slippe taget i den behandling dit badeværelse har været udsat for, må du lige vurdere. Af og til kan kampen i stiv modvind betale sig. Andre gange ryger håret bare af …

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også