https://imgix.femina.dk/2022-06-07/anna_mejlhede_2.png
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: De søde naboer

14. juli 2022
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Hvordan får vi sagt fra, uden at det skaber sure miner? Vi kan ikke blive ved med at prøve at undgå dem i indkørslerne og seriøst tale om at gemme os, når de ringer på!" Læs denne uges brev til Anna Mejlhede.

Kære Anna

For et halvt år siden fik vi nye naboer. De er søde. Men også næsten for søde. En af de første dage efter deres indflytning ringede vi på og bød velkommen til vejen med en lille gavekurv.

“Hvis I får brug for hjælp, så sig til. Men bare rolig, vi er ikke naboer, der overrender jer”, sagde vi og fortrak hurtigt. Den gestus (mis)tolkede de åbenbart, som om vi er meget sociale.

I hvert fald har vi haft dem rendende lige siden. Med stort og småt. Gasfyret, der driller. Hvilken farve synes vi bedst om til deres stue, der skal males? Skal vi drikke en kop kaffe? Eller hvad med et glas vin? Skal vi spise sammen i aften?

De er søde. Men vi orker ikke den næsten daglige omgang med hinanden. Hvordan får vi sagt fra, uden at det skaber sure miner? Vi kan ikke blive ved med at prøve at undgå dem i indkørslerne og seriøst tale om at gemme os, når de ringer på!

Naboen, der gerne vil være lidt i fred

Kære naboer, som gerne vil være i fred

Det er ikke altid så enkelt at række hånden ud til andre. For armen risikerer at ryge med. Udfordringen er, at jeres naboer sådan set ikke har gjort andet end at tage jer på ordet.

“I skal bare sige til” hørte de jer sige – og det gør de så. Det kan virke så imødekommende at åbne sin dør på klem, men det virker lige modsat, når vi egentlig ikke har lyst til, at nogen reelt går ind ad den.

Medmindre I vil gøre alvor af at gemme jer bag nedrullede gardiner, ser jeg ikke anden udvej, end at I tager denne her ved hornene. Det kan sagtens gøres pænt.

Naboerne er søde mennesker, som bare vil jer det godt. Ikke alle kan gætte sig til, hvor andres grænser går. Hjælp dem ved at sige det venligt, men tydeligt, når I gerne vil være lidt i fred.

Det behøver ikke formuleres på anden måde end et: “Åh, det er sødt af jer, men vi trænger til bare at være hjemme alene i aften.”

Det virker forbavsende effektivt og meget befriende at turde sige det lige ud, når vi ikke orker at socialisere. Især når ordene leveres med den erkendelse i baghovedet, at man gerne må.

Grænser er så svære at se, når vi tegner dem op med usynligt blæk. Vi kan ikke gå ud fra, at andre er i besiddelse af den særlige lygte, der skal til for at finde dem.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også