Anna_Mejlhede_brevkasse
Annas Brevkasse

Brev til Anna Mejlede: Skal jeg sige dem et par sandheder?

21. oktober 2022
Af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"De var sure og kede af det og talte dårligt om hinanden. Det var på ingen måde let at være den midtimellem, plastret der skulle få forbindelserne til at hænge sammen." Læs denne uges brev til Anna Mejlhede.

Kære Anna

Min far og mor bliver ældre, og balancen er tippet: Nu er det mig, der tager mig af dem, ikke længere dem, der tager sig af mig.

Jeg elsker dem, og jeg har grundlæggende haft en god barndom, men der er da ting, som blev håndteret forkert i min barndom, når jeg ser tilbage.

Mine forældre blev skilt, da jeg var ti år gammel, og det gjorde selvfølgelig meget ondt på mig, især fordi de begge var meget umodne og urimelige i årene efter skilsmissen. De var sure og kede af det og talte dårligt om hinanden. Det var på ingen måde let at være den midtimellem, plastret der skulle få forbindelserne til at hænge sammen, fordi de havde mig og min søster, så samarbejdet skulle jo fungere på en eller anden måde.

Det blev værre af, at vi i min familie ikke var så gode til at snakke om, hvordan vi havde det indeni.

Jeg havde meget ondt i maven i de år, jeg gik alene med det. Jeg har senere i mit liv virkelig skullet kæmpe med at blive bedre til at sætte ord på mine følelser.

Og nu tænker jeg, om jeg skal tage en snak med dem, om hvor ondt det gjorde, at de håndterede bruddet, som de gjorde, hvor klemt, jeg følte mig, og hvor alene jeg følte mig.

Jeg ved jo ikke, hvor langt de har igen – og jeg føler, at det kan heale noget på forholdet til dem ved at få det sagt. Måske har de en anelse, men jeg aldrig sat direkte ord på

. Det der afholder mig er særligt, at min mor er meget følsom, og jeg er bange for, at det vil slå hende helt ud af kurs, og at det vil ødelægge noget fundamentalt i vores forhold, hvis jeg siger det.

Og selvfølgelig også, at de begge vil blive meget kede af det, de var jo pressede, og måske synes de, at jeg overdriver.

Hverken min mor eller far er blevet særligt meget bedre til at håndtere følelser eller at snakke om dem, så måske er det bare noget, der får lov til at hænge underligt i luften, hvis jeg siger det.

Og de kan jo ikke ændre på fortiden og næppe ændre sig nu heller.

På den anden side føler jeg et behov for at sætte ord på vores relation, mens jeg stadigvæk har dem – også det der har gjort ondt. Hvad tænker du om det dilemma?

Kh.

C

Kære C.

Jeg tror, at vi kan sige det meste til hinanden, hvis vores relation er tæt og fortrolig. At kunne tale om det, der er svært, kan sammenlignes lidt med en muskel, der bedst klarer vægten af noget tungt, hvis den allerede er i træning.

Derfor forstår jeg godt, at du tøver. At sige nogen “et par sandheder” har sine udfordringer. For det lander sjældent konstruktivt, hvis ikke de sandheder følges tæt op af en dialog båret af gensidig omhu.

Der er jo ikke meget forløsning i at hælde sine sandheder ud over nogen, som ikke magter at tage dem til sig alligevel.

I dit brev her nævner du imidlertid noget meget centralt: Nemlig at du elsker dine forældre. Brug den kærlighed til slå hul på det, du længes efter at give luft og ord. Det er jo netop, fordi dine forældre betyder noget for dig, at du har brug for at indvie dem i, hvordan det føltes at navigere rundt i den bitterhed, der satte tænderne i din barndom.

Når dine forældre fornemmer at alt, hvad du siger til dem, er båret af, at du vil dem, så tror jeg også, at det svære glider lettere ned. For de elsker nemlig også dig!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Jeg synes, at du skal vove forsøget og tale med dine forældre. Begynd i det små ved at spørge dem hver især, hvordan de selv husker tiden omkring deres brud.

Selv den muskel, der ikke er blevet rørt længe, bliver stærkere af at blive brugt og udsat for en lille smule vægt. Især når den støttes omsorgsfuldt i processen.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.