Boligshopping

Loppefund: Her er de bedste steder

Louise Trillingsgaard er inkarneret retroelsker og genbrugs-entusiast. Få hendes bedste shoppingtips til lækre loppefund her

Loppefund: Her er de bedste steder

 

Louise fandt sin rette hylde, da hun begyndte at interessere sig for retro – og især da hun blev gift med en mand, som også er vild med stilen. Parret og deres to børn bor i Kolding, og deres hjem er naturligvis indrettet med fine, unikke retroting og -møbler. Louise sælger af sine ting på loppemarkeder og på nettet. Hun står bag markederne RETROGULD på Godsbanen i Aarhus og har bloggen frk. Trillingsgaard. Få hendes bedste shoppingtips til lækre loppefund her

Louise har bl.a. medvirket i TV2-programmet ’Pengerådgiverrne’ med vejledning om køb og salg af genbrugsting. Og ikke mindst er hun forfatter til bogen ’Retroguld’, hvor du kan se endnu flere shoppingtips.
Bogen er udgivet på forlaget Turbine og koster 249,95 kr.
 
Vil du ikke bare gøre et godt loppefund, men selv sælge på loppemarked? Så få FEMINAs 5 fif til, hvordan du sælger på loppemarkedet
 
Fra torsdag den 7. april til onsdag den 13. april får du RETRO med, når du køber FEMINA – smugkig her”. Du kan også købe adgang til Retro og en masse andre magasiner på pling.dk - link til at købe Retro på pling.dk
 

QURIOSA

Nede hos Søren træder man ind i en skøn og excentrisk verden af retrofund. Her er proppet med fantastiske sager, så du kan nemt bruge lang tid på at endevende hvert et spændende lille hjørne af hans butik. Og så kan du også være heldig at støde på Søren selv, der er en energibombe. Husk også at se hans sjove påfund af fusionsmøbler og restaureringsprojekter.
Adresse: Rantzausgade 33 2200 København N
Hjemmeside: www.quriosa.dk
Facebook: Quriosa
Instagram: quriosacph
Åbent: Tirs.-tors. 12.00-17.30. Lør. 11.00-15.00
 
BEDRE BRUGT
Et superhyggeligt sted midt i Grejsdalens smukke natur. Iblandt det hurtigt udskiftende udvalg finder du altid et stort udvalg af unikke retrolamper, stel, keramik, møbler, nips og andet sjovt. Ejeren er en varm og hyggelig kvinde, der har mange gode historier om sine fund.
Adresse: Grejsdalsvej 345, st. 7100 Vejle
Hjemmeside: www.bedre-brugt.dk
Instagram: bedrebrugt
Åbent: Åbningstider varierer efter årstiderne – tjek hjemmesiden.
 
LOPPELYST
At møde Christian og Sebina er som at blive sat tilbage i tiden. De kalder sig købmænd med speciale i retronips, industrielle perler, kuriosa og unikke fund. Og det dækker fint vareudvalget i den 140 år gamle, nu nedlagte kro med et kæmpe udvalg af alt for enhver smag. Kom ud og oplev en helt fantastisk stemning, og mød de søde mennesker, der kan fortælle dig spændende historier om dine køb.
Adresse: Hovedgaden 1, 5853 Ørbæk
Hjemmeside: www.loppelyst.dk
Facebook: Loppelyst
Instagram: loppelyst
Åbent: Lør. ulige uger 10.00-16.00 + efter aftale
 
HABENGUTT
I Hjørring og Aalborg finder du et skatkammer af kuriøse og unikke fund. Find fede møbler, anderledes nips + den helt unikke pynt, der lige kan pifte din indretning op! Stilen er rå og lidt maskulin. Ønsker du personlig indretning, er det en god idé at starte jagten hos drengene i Nordjylland, der har et supergodt øje for spændende fund!
Adresse: Østergade 49, 9800 Hjørring og Budolfiplads 7, 9000 Aalborg
Hjemmeside: www.habengutt.dk
Facebook: habengutt
Åbent: Tors. 14.00-17.30. Fre. 14.00-17.30. Lør. 10.00-14.00
 
STALDEN
Stalden midt i Hejls by er fyldt til randen med en masse herlige sager. Der er både noget til det retroelskende folk, men bestemt også noget for dem med hang til det mere romantiske og slidte i vintagekategorien – især udenfor finder du mange interessante sager til have og terrasse. Men det er en fordel lige at ringe i forvejen, hvis du vil være sikker.
Adresse: Hejls Landevej 43, 6094 Hejls
Facebook: Stalden – Midt i Hejls
Åbent: Man. + tors. 13.00-17.00. Søn. 11.00-16.00 (og når skiltet er ude eller efter aftale på tlf. 75 57 25 08)
 
RETROHJEM
Hos Majken i hendes fine og luftige butik finder du håndplukkede retrofund som f.eks. lækre lædermøbler, teakborde og skønne keramiksager. Også større møbler som spiseborde og stole, skriveborde og kommoder kan du finde i hendes butik. I det lille rum finder du 10-, 20-, 30-, 40- og 50-kroners områder med masser af fine ting.
Adresse: Marsk Stigs Vej 6, 8800 Viborg
Facebook: Retrohjem.dk
Instagram: retrohjem.dk
Åbent: Ons. 13.00-17.30. 1. lør. i måneden: 10.00-16.00 + efter aftale
 
DUKKEHUSET
I Struer finder du det mest finurlige lille sted, jeg nogensinde er faldet over. I det lille byhus er der spækket med fine loppefund – sirligt inddelt i farver. Og ejeren Eva er en hyggelig og varm kvinde med et fantastisk øje for opstillinger af sine fund. Gå på en skøn opdagelse blandt alle hendes fine skatte, og sæt endelig god tid af. Og husk at få en sludder med Eva, der er en vildt spændende og kreativ kvinde, der gavmildt deler ud af tips og idéer og gode historier om fundene.
Adresse: Smedegade 69, 7600 Struer
Hjemmeside: www.evasdukkehus.dk
Facebook: Dukkehuset
Åbent: Alle hverdage, undtagen tirs., 13.00-17.00, lør. 11.00-17.00
 
Artiklen er fra Retro
 

LÆS OGSÅ: Her er landets bedste loppemarkeder

 

 

Læs mere om: