
Køkkenmodulerne var der, da Stinne og Nis flyttede ind, men parret har givet dem nye fronter af galvaniserede zinkplader. Familien spiser som regel morgenmad ved det lille hjemmebyggede bord i køkkenet. Den hvide pendel Dyssen er fundet hos Genbyg. Den sorte værkstedspendel er fra Danskmadeforrooms.
Møblementet er let, men bøger er velkomne – også i stakke på gulvet. Skamlen er fra Frama og plaiden fra Aiayu.
Tepotten og kruset er fra Stinne, Nis og Stinnes fars keramikfirma Bo/Tyrrestrup Design, Tybo Art and Craft. Se produkterne på Instagram @botyrrestrupdesign og på hjemmesiden tyboartandcraft.com.
Sofaen er egentlig en daybed, som parret har købt på auktion. Billedtæppet har hængt i Stinnes mors hjem. Det er købt med hjem fra Afrika, hvor familien boede et år i 1985. Puderne er fra Aiayu, og den flettede kurv er fra Ikea.
Klædeskabet går fra gulv til loft og har fået dekorative profillåger. Stine Goya-kjolen har Stinne købt i vintagebutikken I Blame Lulu, og T-shirten med silketryk stammer fra hendes bachelorprojekt.
Sengemøblet i det ene værelse har parret selv bygget lidt af nød, da værelset fungerer som både børneværelse og soveværelse. Det er hyggeligt og samtidig praktisk, da der er indbygget opbevaring til vinterdyner osv.
Stinne holder af at omgive sig med ting, der har sjæl og historie som for eksempel bøger og arvede møbler. Den blå safaristol er fra Nis’ barndomshjem.
Papir-uroen i vinduet lavede Stinne som udsmykning til butikken A Door på Istedgade. Butikken har også et af hendes lysværker hængende.