
Gruppér dine billeder i farvetemaer som her, hvor de røde og grønne farver knytter billederne sammen.
Med en pendel får du lys ved skrivebordet, uden at det stjæler plads på bordet. Ved arbejdspladsen i stuen har Maria sat en let stol, som er en ældre havestol fra hendes barndomshjem. Pendlen er fra firmaet Anour, og den blå vase er købt hos Another Ballroom.
Sofaen, der er en Børge Mogensen-model, er købt hos Lauritz.com. Sofabordet er designet af Svend Ellekær og fundet hos Another Ballroom. Den buede gulvlampe er fra Flos og skabt af Castiglioni.
Lad én farve gå igen i din billedvæg – og lad det gerne være en farve, der også ses i boligens øvrige interiør. Spisebordet med lyserød bordplade er lavet af møbelsnedker Niels Højlund Rasmussen. Læg mærke til det karakteristiske blå understel, der harmonerer med billedvæggens blå tema. Pendelen hedder Artek A331 og er af Alvar Aalto. Stolene er Børge Mogensens Folkestolen og fås hos Fredericia Furniture. Glasvasen i italiensk Murano-glas er købt hos Another Ballroom.
Skab orden og ro for øjet på dit skrivebord ved at lade dit nips have samme toner – gerne en tone, der også ses i rummets øvrige farveholdning, som her, hvor notesblokke og en enkel vase skaber en "blå tråd" til billedvæggen bagved. Vasen er fra Another Ballroom.
Billedvæggen er bygget op omkring den blå fugl, som Maria engang tabte sit hjerte til. Det er sat sammen i et udvalg af forskellige kunstnere, blandt andet unika-billeder af Cathrine Raben Davidsen og neutrale sort-hvide litografier af Picasso. Hyldesystemet er købt i Silvan og efterfølgende malet hvidt. Skamlen i lyst træ er fra Trævarefabrikernes Udsalg.
Maria har lavet grupperinger af billeder i stue såvel som i soveværelse. Fra sin seng har hun udsigt til to af samlingerne samtidig, og for at give øjet ro er de begge holdt i blå nuancer.
Gør som Maria og spraymal et par tørrede eucalyptus grene i en kraftig rød farve. På den måde får du en iøjnefaldende buket, der holder for evigt. Det kvadratiske sengebord har effektfulde spejlflader på alle sider og er købt på Another Ballrooms webshop.