Vi må samles og juble til fodbold, men ikke til Pride – hvorfor egentlig?

Bjarke Charlie er kommunikationschef for partiet Frie Grønne og komiker.

Ingen festivaler, ingen natklubber, ingen (rigtig) Pride denne sommer.

Men fodbold får vi masser af med et EM på hjemmebane. 25.000 fans på lægterne i Parken og lokale fodboldfester landet over.

Selv om jeg ikke personligt ser meget fodbold, er det svært ikke at lade sig smitte af den utæmmede og endeløse glæde, der opstår når Danmark spiller.

For det har været et hårdt år for de fleste danskere. Men med sommeren udvides mulighederne for at mødes og samles, og derfor kan de danske fodboldfans brøle hinanden ind i hovedet på hvert et gadehjørne.

Uden afstand, uden mundbind.

Vi oplevede det også i forbindelse med guldkampen på Brøndby Stadion, hvor tusindvis af fans marcherede og festede op til, under og særligt efter kampen, hvor holdet vandt sit første guld i mange år. Uden afstand, uden mundbind.

Lad mig slå helt fast, at dette ikke handler om, at jeg ikke under fodboldfans at have det skønt. Det gør jeg. Det er dejligt at se glade mennesker efter et år i corona-mørket.

Hvad jeg til gengæld gerne vil anfægte, er de prioriteringer, der gør, at vi ikke kan afholde en nogenlunde normal Pride med parade den tredje weekend i august, som vi har gjort gennem mange år.

Det er om to måneder, hvor langt de fleste danskere er vaccinerede.

I år ville der tilmed også være World Pride, som ville gøre det til at de største menneskerettighedsevents nogensinde på dansk jord.

Nu bliver det så i en skrabet version, hvor paraden er droppet, og den store folkefest på Rådhuspladsen er reduceret til en siddende oplevelse for et begrænset publikum.

Dog med muligheden for at feste med digitalt også. Hurra hurra.

Priden er et frirum

Kritikere vil sige, at det jo bare er fest. Det får vi lov til en anden dag, det kan vi altid gøre.

Men hvad er fodbold så?

Fodboldfans insisterer på, at det at kunne se et EM på hjemmebane – på trods af, fodbold må være en af de mest tilgængelige sportsgrene – er noget helt unikt.

Og nej, Priden er ikke bare en fest. Hvis man har det syn på det, er det fordi man aldrig nogensinde har interesseret sig for, hvad Priden handler om.

Priden handler grundlæggende om en kamp for rettigheder og det faktum, at mange LGBT-personer fortsat ikke kan leve i fred for psykisk og fysisk vold.

For mig personligt er paraden en af de eneste tidspunkter på året, hvor jeg føler mig sikker.

Jeg er omgivet af mennesker, jeg kan spejle mig i på godt og ondt. Jeg ser masser af feminine mænd med de samme ar på sjælen som mig selv, og jeg slipper for et par timer for at kigge mig ængsteligt over skulderen.

Det betyder ikke noget, om jeg har glimmer i hele hovedet eller vrikker for meget med røven. Jeg er hjemme, når der er Pride og parade. Jeg er i sikkerhed.

Det får vi i LGBT-miljøet ikke lov til i år. Derfor virker det oplagt at spørge regeringen, om fodbold virkelig er vigtigere end menneskerettigheder?

For når et fodbold-EM midt i juni kan gennemføres med 25.000 tilskuere på stadion og et ukontrolleret antal i gaderne, hvorfor kan en menneskerettighedsparade så ikke få lov at finde sted om to måneder, hvor vi er stort set færdigvaccinerede i Danmark?

Et meningsfuldt svar får vi nok aldrig, og personligt mener jeg, at det må det handle om, hvad der er flest stemmer i.

Her trumfer fodbold og hygge menneskerettigheder. Desværre.