Top Gear-vært Jeremy Clarkson skrev "ubehagelig" klumme om Meghan Markle - nu tager selv hans datter afstand
Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix, Ian West/PA Images/Ritzau Scanpix
Jeremy Clarkson er kendt som vært på det britiske bilprogram ”Top Gear”. Nu har han skrevet en klumme i den britiske avis The Sun, som har fået en lang række fremtrædende briter til at tage afstand.
Det skriver The Guardian.
I klummen, der kom ud sidste fredag, skrev han om hertuginden af Sussex, at han ”drømmer om dagen, hvor hun skal være nøgen som del af en parade gennem gaderne af hver eneste by i Storbritannien, mens publikum råber ’skam dig!’ og kaster klumper af ekskrementer på hende.”
Hertil tilføjede han, at han hader hende på et cellulært niveau, og at alle på hans alder har det på samme måde som ham omkring Meghan Markle.
Folk på de sociale medier har vendt sig mod Jeremy Clarkson. De kalder hans klumme for ”ubehagelig”, ”forfærdelig” og ”grov”.
Den engelske komiker John Bishop har tweetet, at Clarksons klumme er en åbenlys appel til folk om, at de skal ydmyge og udøve vold mod en kvinde.
Vært Carol Vorderman har tweetet: ”NEJ, Jeremy Clarkson. Ikke på noget niveau, i noget tilfælde, er det okay at skrive dette om nogen som helst kvinde og et absolut NEJ til ’alle på min alder mener det samme’.”
Ja, selv Clarksons datter har været ude og undsige sin far. Emily Clarkson, som er vært på podcasten ”Should I Delete That?,” fik mange positive tilkendegivelser for sit Instagram-post, hvori hun skriver:
”Jeg vil gerne gøre det mere klart, at jeg går imod alt, hvad min far har sagt om Meghan Markle, og jeg støtter stadig dem, der er ramt af onlinehad.”
Fornyligt åbnede Meghan Markle og Harry op omkring deres komplekse rejse fra den første forelskelse til det royale exit i en ny Netflix-dokumentarserie.