jon stephensen
Samfund

Tidligere kolleger står i kø med anklager om grænseoverskridende opførsel. Nu undskylder Jon Stephensen

10. marts 2023
Af Silje Qvist
Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Manipulation, trusler og magtmisbrug er blandt de anklager, der er kommet mod den tidligere teaterdirektør. Han kan ikke genkende episoderne, men undskylder over for sine tidligere ansatte.

”Han opfører sig sindssygt, hvis folk ikke makker ret,” fortæller lysdesigneren.

En art director oplevede Jon Stephensen kyle en mælkekarton med al sin kraft ind i et køleskab, hvorefter han blev svinet til i flere minutter.

En instruktør fortalte, at han brugte meget energi på at skærme holdet fra Jon Stephensen og skabe et trygt arbejdsrum på en ellers meget utryg arbejdsplads.

Sådan lyder nogle af anklagerne, som TV 2 har samlet sammen mod Jon Stephensen, da han dengang var teaterdirektør for Aveny-T på Frederiksberg. Han er i dag kulturordfører for Moderaterne.

TV 2 har talt med flere end 30 af Jon Stephensens tidligere ansatte, der blandt andet fortæller, at han har været manipulerende, misbrugt sin magt og truet sine ansatte.

Dansk Skuespillerforbund bekræfter, at det har modtaget flere henvendelser om den tidligere teaterdirektør.

Jon Stephensen udtalte i første omgang til TV 2, at han ikke kunne genkende det billede, der blev tegnet af ham. Men onsdag gav han en undskyldning i et Facebook-opslag.

“Jeg må erkende, at mennesker omkring mig har haft nogle dårlige oplevelser med mig som kollega og teaterchef. Det gør meget indtryk på mig. Jeg vil derfor gerne give en uforbeholden undskyldning til de skuespillere og ansatte, som har oplevet dette. Det har aldrig været min mening,” skriver han i opslaget.

DR har fredag forholdt Jon Stephensen kritikken om grænseoverskridende opførsel.

Han understreger over for DR, at han har været teaterchef i 22 år, og at det er svært at undgå at komme til at såre nogen.

– Jeg betragter mig hverken som krænker, sexist eller andre udtryk, der er brugt om mig. Der fra til at kunne give en undskyldning, hvis nogen føler sig trådt over tæerne af den måde, jeg har ageret på. Det står jeg til enhver tid på mål for, siger han.

Ifølge TV 2 står kilderne frem, fordi de er bekymrede for, om Jon Stephensen kunne finde på at udnytte sin magtposition på Christiansborg i sin rolle som kulturordfører og folketingsmedlem for Moderaterne.

Formand for Moderaterne og nuværende udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, vil ikke forholde sig til, om afsløringerne får konsekvenser for Jon Stephensen.

Han understreger, at Jon Stephensen passer sit politiske arbejde i Moderaternes folketingsgruppe ”ganske forbilledligt”, men anerkender samtidig, at det “ikke ser godt ud”.

Femina har forsøgt at få en kommentar fra Jon Stephensen. Moderaternes presseafdeling henviser til hans tidligere udtalelser.

Læs også