kvindedrab
Samfund

Thomas Thomsen idømmes forvaring for drabet på Mia Skadhauge Stevn

29. juni 2023
Af Trina Nielsen
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mia Skadhauge Stevns drabsmand Thomas Thomsen er torsdag blevet idømt den tidsubestemte straf forvaring, der gives til dømte, som vurderes særligt farlige.

Retten i Aalborg er netop kommet frem til at 38-årige Thomas Thomsen skal straffes med forvaring for at have forsøgt at voldtage og derefter dræbt og parteret 22-årige Mia Skadhauge Stevn februar sidste år. Det skriver blandt andre B.T.

Thomas Thomsen og hans forsvarer har anket dommen til frifindelse.

Der var uenighed blandt nævningetinget, i forhold til hvilken straf den dømte skulle have, fortalte retsformanden under domsafsigelsen. Der var fire stemmer for livstid, seks stemmer for forvaring og to stemmer for fængsel i 16 år.

Under skyldskendelsen onsdag var det dog et enigt nævningeting, der fandt manden skyldig i både drab, usømmelig omgang med lig og forsøg på voldtægt.

Anklager Mette Bendix gik efter at få Thomas Thomsen idømt fængsel på livstid og sagde blandt andet under sin strafprocedure torsdag, at det skulle tælle op i straffen, at ofret var en ung person på vej hjem fra byen:

– Man skal have lov til at have en sjov aften i byen. Man skal have lov til at drikke sig fuld. Man skal have lov til at gå hjem selv og finde en bus, sagde Mette Bendix.

Den tryghed har Thomas Thomsen med sin forbrydelse på Mia Skadhauge Stevn fjernet for alle, lød det fra anklageren.

Mandens forsvarer mente ikke, at han skulle have livstid men abefalede derimod 16 års fængsel.

Retslægerådet har i en mentalerklæring anbefalet forvaring frem for almindelig fængselsstraf, da rådet mener, der er høj risiko for, at han vil begå ny vold og sædelighedskriminalitet.

Thomas Thomsen har under retssagen forklaret, at Mia Skadhauge Stevn var “indladende” og frivilligt kørte med ud i skoven ved Hammer Bakker for at have sex med ham. Her skulle hun ifølge hans historie så være faldet og blevet kvæstet på grund af remmen fra hendes taske.

Men den historie - og hans forklaringer generelt - har altså været pure opspind. Det vurderede retten onsdag, da retsformanden kaldte Thomas Thomsens forklaringer ”ganske utroværdige og konstruerede til lejligheden”.

Læs også