Kommentar

Texas forbyder fri abort, og danske politikere er tavse. Lad mig introducere dig til sæsonfeministerne

af Andreas Gylling Æbelø 21. maj 2021
Foto: Nicolai Lorenzen
Kommentar: Hvad nu, hvis islamistiske fundamentalister havde forbudt den fri abort og ikke en kristen guvernør i Texas? Havde Inger Støjberg og Pernille Vermund så forsvaret kvinders rettigheder?

Andreas Gylling Æbelø er retoriker og foredragsholder  

Texas kriminaliserer nu abort efter 6. graviditetsuge, selv ved voldtægt eller incest, som den første amerikanske stat. Manden der underskrev loven med navnet “fetal heartbeat bill” (frit oversat: lov om fosterets hjerteslag) er den kristenfundamentalistiske guvernør Greg Abbot, som jævnligt bruger bibelcitater til at underbygge sin politik.

Selv hvis loven skulle blive kendt forfatningsstridig, er det svært at overdrive, hvor ekstremt dette tiltag er i the land of the free. Skyld, skam, ansvar og kriminalisering lægges på kvinden og hendes seksualitet. ”Under His Eye.”

Mig bekendt har ingen danske politikere råbt op. Det vil de næppe heller interessere sig synderligt for i Texas, men at rettigheder krænkes i et andet land, afholder sjældent danske politikere fra at tage stik på at fordømme det. Men helst, hvis de krænkes af muslimer.

Vermund havde sporenstregs lagt en alvorstung selfie på Instagram med en tekst om, at sådan nogle middelalderlige synspunkter bare overhovedet ikke har hjemme i Danmark.

Tale er sølv, tavshed er politikernes strategi 

Sådan er det også herhjemme. Da Jens Rohde som nyudsprungen kristendemokrat for nyligt rejste debat ved at problematisere antallet af aborter i Danmark, var eksempelvis Inger Støjberg og Pernille Vermund tavse som graven.

Men forestil dig, at debatten var blevet rejst af en mandlig muslimsk magthaver i stedet for en kristen ditto.

Så havde Støjberg forfattet et harmdirrende facebookopslag, før nogen af os kunne nå at sige: “Jamen, aborttallet i Danmark er altså faldende”, og Vermund havde sporenstregs lagt en alvorstung selfie på Instagram med en tekst om, at sådan nogle middelalderlige synspunkter bare overhovedet ikke har hjemme i Danmark.

Det er tilsyneladende nemmere at kæmpe for kvinders rettigheder, når de trædes under fode af muslimer. Så kommer sæsonfeministerne ud af hullerne.

Man hører også sjældent islamkritikere besvære sig over, at katolikkerne i Danmark er indædte abortmodstandere. Nogen stor politisk opstand var der heller ikke, da en folkekirkemenighed i Vestjylland for nogle år tilbage boykottede deres nye præst - fordi hun var kvinde. Kommunal kønsopdelt svømning, derimod!

Sæson for rettigheder  

Det er tilsyneladende nemmere at kæmpe for kvinders rettigheder, når de trædes under fode af muslimer. Så kommer sæsonfeministerne ud af hullerne. Men de får efterhånden sværere ved at skjule, at deres mission snarere er drevet af antipati mod muslimer end indigneret ligestillingskamp.

“Men der er altså forskel på sharia og abortmodstand”. Absolut! Ligesom der er kilometervis af afstand fra sharia til kønsopdelt svømning, men det bankes gerne sammen i én dej.

Som (kristen) homoseksuel kritiker af kristenfundamentalisme bliver jeg også tit mødt med det synspunkt, at “de da i det mindste ikke vil kaste mig ud fra et højhus”. Og der har vi den så igen. Den sæsonprægede rettighedskamp.

Kære sæsonaktivist. Jeg giver ikke fem flade øre for dit forsvar for mine rettigheder, hvis de er drevet af had til en anden minoritet.

I LGBT-kredse kan man sætte sit ur efter den, når der hvert år til Copenhagen Pride himles op over, at man har flyttet paradens startpunkt til Frederiksberg i stedet for at gå gennem Nørrebrogade - for man er jo nok bange for stenkast fra minoritetsetniske drenge.

Kære sæsonaktivist. Jeg giver ikke fem flade øre for dit forsvar for mine rettigheder, hvis de er drevet af had til en anden minoritet. Det bør kvinder heller ikke. Hvis man kun er ligestillingsforkæmper, når det tjener et islamkritisk formål, bør vi blotlægge hykleriet og bede dem komme igen, når de har fået helårskort.