Tak til alle kvinder i omsorgsfag og tak for kampen

Du er de første hænder, der tager imod vores nyfødte børn. I timerne op til har du været en uundværlig støtte, som med din professionalisme og din omsorg har hjulpet en kvinde med at gøre det mest forunderlige og kraftfulde: At føde et lille nyt menneske.

Du er den sundhedsplejerske, som vores familie aldrig glemmer, når du besøger os i hjemmet og hjælper med at genetablere jordforbindelsen, nu hvor verden er forandret for altid.

Vi glemmer aldrig dig, der hjalp os på rette vej, da amningen slet ikke fungerede – eller mindede os om, at en god mor ikke sidder i brysterne, fordi amning ikke var den bedste løsning for os.

Du er den pædagog, som i vores barndom hjalp os med at indgå og bidrage til fællesskaber – og lærte os, at man godt kan rejse sig, selv om man faldt ned fra klatretræet.

Dig, der trøstede på lejrturen, hvor man savnede alt det kendte derhjemme – eller dig, der trøstede, fordi derhjemme slet ikke var den trygge base, det burde have været.

Du er den sosu-assistent, som stod klar dag og nat til at hjælpe vores syge mor, så hun kunne få den rigtige medicin og komme på benene igen. Og du er den sosu-hjælper, der sørgede for, at hun kunne fortsætte med at leve et værdigt liv i sit eget hjem.

Du er den sygeplejerske, der først, som et urokkeligt bjerg beroligede os og sagde, at det nok skal gå, da vi ankom til hospitalet med vores syge far.

Og som dernæst forklarede os, hvad det egentlig var for en besked, lægen lige gav os om et ellers uoverskueligt sygdomsforløb.

Og dine hænder er også nogle af de sidste, der ligger på vores pande eller klemmer vores hånd, hvis det er fra en hospitalsseng, vi selv skal forlade livet.

I er der hele livet igennem. I står ved vores side, I redder liv, og I får os trygt igennem livsforandrende oplevelser, hvor det er afgørende for os at blive mødt som et menneske og ikke blot som endnu et nummer i rækken.

Men I løber stærkt, og det er ikke altid, I har tiden eller vilkårene til at gøre det, I uddannede jer til. Det har mange af jer fortalt os i den tid, vi har dækket jeres kamp for ligeløn.

Det er en kamp, som handler om anerkendelse og værdighed. Det er en insisteren på, at omsorg ikke “bare” er noget, kvinder gør, fordi vi er kvinder.

Det er et opgør med en idé om, at en kvinde alene føler sig kaldet til at drage omsorg, og arbejdet derfor er løn nok i sig selv. En idé, der ganske enkelt ikke hører hjemme i 2021.

For I er dedikerede, men I er også professionelle fagfolk – og I fortjener at blive behandlet sådan. Jeres fag og jeres fagligheder er uundværlige for vores samfund og for det liv, vi lever.

I beviste det, da vi som samfund blev ramt af en global pandemi. Og I beviser det hver dag.

I er Årets Fællesskaber — fordi I kæmper for, at vi som borgere bliver mødt værdigt, omsorgsfuldt og ikke mindst professionelt, hver gang vi har allermest brug for det.

Tak – I fortjener så meget mere end tak.