Svensk konge ville ønske, at sønnen var tronarving
Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix
Det er ikke kun herhjemme i det danske kongehus, at der er ballade om titlerne. Også hos vores svenske naboer er der problemer.
Det skriver SVT.
I en dokumentar, “Sveriges sidste konger”, der bliver vist 8. januar, udtrykker svenske kong Carl Gustaf sin utilfredshed med den ændring i tronfølgeloven, der blev foretaget efter sønnen prins Carl Philips fødsel.
I dag er det Carl Gustafs førstefødte, kronprinsesse Victoria, som skal overtage tronen efter sin far. Men sådan har det ikke altid været.
Da Carl Gustaf og dronning Silvia i 1979 blev forældre til en dreng, var han alene i kraft af sit køn berettiget til tronen, selv om han ikke var den ældste i søskendeflokken.
Det blev der 1. januar 1980 ved en grundlovsændring lavet om på, og det er den ændring, Carl Gustaf revser i dokumentaren.
– At have love, der fungerer med tilbagevirkende kraft, er ikke klogt – det mener jeg fortsat, siger han ifølge SVT.
– Min søn prins Carl Philip blev født, og pludselig ændrer man loven, så han mistede det hele. Det er meget mærkeligt, synes jeg.
På spørgsmålet om, hvorvidt Carl Gustaf mener, ændringen var uretfærdigt, falder svaret prompte.
– Ja, det synes jeg. Som forælder synes jeg, det er forfærdeligt.
Da hans datter fik titlen som kronprinsesse i 1980 udtalte kongen ligeledes, at jobbet som regent er "for tungt for en pige", skriver DR.
Den svenske konges udtalelser har vakt opsigt, særligt i Sverige.
DR's europakorrespondent, Anna Gaarslev, sammenfatter kritikken i Sverige således:
– Fortiden har ringet. Den vil gerne have sine konservative, vrantne mænd tilbage, siger hun til DR.
Ifølge SVT mener Carl Gustaf dog, at beslutningen har styrket monarkiet, men han mener, ændringen burde være sket ved generationsskiftet.
Artiklen blev første gang bragt i Se og Hør. Dette er en redigeret version.