Svend Brinkmann: Vi skal stoppe med al den selvkærlighed - det kan gøre os både lykkeligere og klogere

En særlig type narkomani er blevet dominerende i nyere tid, mener professor i psykologi Svend Brinkmann. Én, der handler om et konstant fokus på selvudvikling, optimering og forbedring.

Du har sikkert hørt rådet om, at man skal elske sig selv, før man elsker andre, som efterhånden er blevet en af grundstenene i mindfullness. På sociale medier som TikTok og Instagram kan man finde hundredetusindvis af videoer, der fortæller, hvordan man lærer at elske sig selv. Det er også en understrøm af selvkærlighed, der driver seneste års populære tendenser såsom søvnoptimering, mindfullness, yoga, isbade, longevity og et tiltagende psykologiseret sprog i dagligdagen.

De er alle båret frem af den samme grundlæggende idé: At vi skal dyrke os selv, ja, måske endda elske os selv. Men det er misvisende og i værste tilfælde skadeligt for vores evne til at forholde os til andre mennesker, siger Svend Brinkmann.

– Jeg håber ikke, at jeg elsker mig selv, griner han, da Heartbeats fanger ham over telefonen en sen eftermiddag i januar.

– Jeg synes, det er forkert at bruge begreberne ‘kærlighed’ og ‘at elske’ om sig selv. Det er for mig narcisissme. Man bliver forelsket i sit eget ego og sit eget spejlbillede. Når vi har alle mulige koncepter for selvudvikling og selvhjælpsbøger, så er vi værre end Narcissus.

Han understreger, at han ikke vil pege fingre ad folk, der “går i isbad det ene år, spiser efter deres blodtype det næste år og finder deres indre barn det tredje år”. Og at han da også er fortaler for en vis mængde selvomsorg og positivt syn på sig selv, herunder selvrespekt og selvværd og selvtillid i visse situationer.

Men dét at elske sig selv er for meget.

– For mig er kærlighed en hengivenhed, der er rettet ud mod noget andet end en selv. Jeg undrer mig over, at det er et kontroversielt synspunkt, faktisk. Det tror jeg, at menneskeheden har ment i 99,9 procent af vores historie. Det er kun sådan nogle forvirrede individualister som os, der har mistet grebet om os selv, siger han.

Han anerkender, at det er et attraktivt koncept at elske sig selv, og det gør det netop attraktivt at forsøge at dyrke. At det lyder som løsningen på et givent problem. Men det er det ikke, mener han.

– Vi tvinger os selv til at være narcissister, fordi vi tror, det er løsningen på vores problemer, at vi kommer til at elske os selv. Men at vende blikket indad er jo det stik modsatte af, hvad kærlighed er, siger han og fortsætter:

– Altså fordi, hvad er kærlighed, hvis det er noget, der netop er rettet mod os selv? Så mister vi jo sansen for at være åben over for verden og det, der ligger ude for os selv. Det kan være kærlighed til ens børn, partner eller ven, eller bare interesser man har.

Samfundet er medskyldig

At elske sig selv er da også et relativt moderne koncept. Svend Brinkmann fortæller, at dyrkelsen af kroppen og egoet har sine rødder i kølvandet på ungdomsoprøret i 1968.

– Oprindeligt var selvrealiseringstanken en modkultur, hvor man prøvede at bryde gamle, undertrykkende systemer ned. Patriarkatet og kapitalismen blandt andet. Modstanden var, at man kiggede ind ad, lyttede til sin egen stemme, udviklede sine egne præmisser. Men så bliver selvrealiseringstanken adopteret af samfundet – så det, der oprindeligt var en modkultur blev en måde for samfundet at videreføre sig selv på.

Weekendavisen har skrevet om wellness-tankens fødsel i 1970’erne, hvor man begyndte at sende mænd i “meditationscentre, ned i flydetanke og ud for at skrige i skoven”. Siden er wellnessbølgen i høj grad blevet kommercialiseret med alverdens produkter, oplevelser og selvhjælpsbøger og rebranded som selvkærlighed. I dag er det helt og aldeles mainstream at dyrke sig selv i alverdens afskygninger.

Men samfundet er også medskyldig i vores evindelige selvdyrkelse. Selv fremhæver Svend Brinkmann jobannoncer som et eksempel på, hvordan forholdet og kendskab til sig selv er blevet gjort til en central del af samfundet.

– For at få et arbejde i dag skal man være fleksibel, omstillingsparat, have mod på faglig og personlig udvikling, være i kontakt med sig selv, holde flere bolde i luften, stå på en brændende platform og få innovative idéer og bla bla bla. Alt dét, der stod som idealet for det selvaktualiserede menneske er nu selvfølgelige krav og kompetencer i samfundets reproduktion af sig selv.

Det er desuden ret begrænset, hvad man kan få ud af at læne sig ind i selvhjælpsbølgen.

– Der er jo faktisk ikke noget af det, der virker i længden. Hvis der fandtes en selvhjælpsbog, som virkelig gav svaret, så kunne vi bare nøjes med dén. Men der kommer hundredvis af bøger om året om de her ting. Hundredvis af koncepter. Hundredvis af kurser.

Det bliver et “hamsterhjul, man spærrer sig selv inde i”, mener Svend Brinkmann. En rejse hen imod et svar, der ikke findes.

Men hvordan vænner man sig fra denne tanke? Hvordan holder man op med at prøve at elske sig selv?

Det er ganske simpelt, siger Svend Brinkmann. Det handler om prioritering.

– Du skal reservere begrebet kærlighed og dét at elske til noget, der findes uden for dig selv. Man skal i gang med at elske det, der er værd at elske. Og det er jo heldigvis rigtig mange ting, der er.

Han nævner den “erotiske kærlighed”. At blive forelsket i et andet menneske i en sådan grad, at man ikke kan lade være med at tænke på dem. Noget, der er “skønt”, siger han. Og så skal man fokusere på interesser, man måtte have – og dét skal man gøre uden at falde i en moderne faldgrube:

– Lad være med at tænke på, hvad du får ud af det. Altså, kan det bruges på mit CV? Kan jeg skrive om det på LinkedIn? Glæd dig over, at verden er rig og mangfoldig og værd at elske. Og at alle mennesker fortjener at have et eller andet, de interesserer sig dybt og inderligt for i verden.