Samfund
8. maj 2023

Snapchat kalder deres nye chatbot for venlig. Men børn er bange for den

Børnetelefonen får opkald fra børn, der er skræmte over Chatbot, der er en ny funktion på Snapchat. Den eneste måde, man kan slippe for den, er ved at betale 35 kroner om måneden for et Snapchat abonnement.  
Af: Nanna Niemann
snapchat

Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

My AI.

Det er navnet på Snapchats nye chatbot, der er drevet af den kontroversielle ChatGPT.

Snapchcat beskriver den som ”en eksperimentel, venlig chatbot”, som brugerne kan chatte med.

Men nu modtager Børnetelefonen opkald fra børn, der er skræmte over Snapchats nye tilføjelse.

Det skriver TV 2.

- De føler sig overvågede og bliver bekymrede, når de ikke kan slippe af med deres AI-'ven'. Ret mange børn er forskrækkede og synes, at det føles utrygt, siger Kathrine Elmose Jørgensen, digital medieekspert hos Børns Vilkår, til TV 2.

Hos Børns Vilkår frygter man, at chatbotten kommer til at erstatte behovet hos børn for rigtige venner.

En del af fremtiden

Snapchats administrerende direktør, Evan Spiegel, mener, at man fremover vil kommunikere med Chatbots på daglig basis:

- Idéen er, at vi udover at tale med vores venner og familie hver dag, kommer til at tale med AI hver dag, og det er noget, vi er godt positioneret til at gøre som en beskedtjeneste, udtaler han til mediet The Verge.

Snapchat skriver på Twitter, at My AI kan hjælpe med alt fra at skrive en sang til din bedste ven, der elsker ost til at finde den bedste restaurant.

Men også på Twitter er reaktionerne blandede. En bruger skriver:

- Kan vi få mulighed for at slette den? Spørger for de fleste af os, der ikke har bedt om denne funktion.

Hvis man ikke ønsker at have den nye digitale ven på sin Snapchat, er man på nuværende tidspunkt tvunget til at tegne et abonnement på tjenesten, kaldet Snapchat+, der koster 35 kroner om måneden.

Og det er man utilfredse med hos Børns Vilkår.

- Det kan ikke passe, at man skal købe sig ud af potentielt ubehagelige situationer, siger Kathrine Elmose Jørgensen til TV 2.

Læs mere om:

Læs også