Kvinde i sportsbh strækker ud
Samfund

Skal vi virkelig snakke om kvinders bare maver igen?

14. september 2021
af Maria Brus
Foto: Shutterstock
KOMMENTAR: Hos SDU Fitness er det ikke længere tilladt for kvinder at træne i sports-bh. Altså undskyld mig, hvad sker der?

Maria Brus er redaktør for sociale medier og community og journalist hos femina. Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det begynder at føles en lille smule som den der film med Bill Murray, hvor han vågner op til den samme dag igen og igen.

Først var det det norske landshold i strandhåndbold, der fik en bøde for at spille i shorts og ikke bikinitrusser under EM.

Så var det Firehøjskolen i Vejle, hvor skolelederen sagde, at pigerne ikke længere måtte gå i croptops, altså bluser, hvor man kunne se lidt af deres maveskind.

Det bare maveskind sendte nogle signaler, sagde skolelederen, og det duede ikke.

Det var nemlig vigtigt, at alle kunne koncentrere sig i skolen, og der er jo som bekendt meget lidt, der er så forstyrrende for undervisningen som teenagepigemaveskind.

Og nu er det så Syddansk Universitet, der kommer på banen i deres version af dagen, der gentager sig selv i det uendelige.

Det er nemlig ikke længere tilladt at træne i sports-bh i universitetets fitnesscenter, SDU Fitness.

Denne gang handler det dog om koncentrationen men om at tage hensyn til ”flest mulige kulturer” ifølge en artikel i Jyllands-Posten.

Man kan næsten forestille sig samtalen i centerledelsen.

”Vi vil helst ikke have alle de bare maver i vores center, men hvordan skal vi sælge den?”

”Ja, det blev jo noget værre palaver med ham skolelederen fra Vejle ...”

”Jeg har det! Hvad med, at vi dækker det ind under et hensyn til ”flest mulige kulturer?”

”Skide god ide!”

Det andet argument, som SDU Fitness bruger, er, at det skulle være mindre hygiejnisk at træne i sports-bh på grund af sved.

Der bliver jeg rigtig forvirret.

For hvordan er sved fra det stykke af maven, der hverken er dækket af sports-bh eller shorts mere uhygiejnisk end sved fra armhuler, ansigter og ben?

Er det en speciel slags sved, som er sværere at tørre af maskinerne efterfølgende? Lugter mavesved bare dårligere?

Handler det i virkeligheden om, at kvinder sveder helt enormt meget fra deres mave, og det har jeg bare aldrig opdraget?

Kvinder der griner iført sports bh

Selvfølgelig er det ikke det. Det her er en historie så gammel, at den næsten ikke er værd at gentage, hvor kvinders kroppe bliver seksualiseret i det uendelige bare for at eksistere.

Eksistere på en volleyball bane, i et klasselokale i Vejle eller i et fitnesscenter på SDU.

Jeg ved ikke, om der er et bestemt antal gange, man kan forsøge at regulere kvinders påklædning årligt, men jeg tror, tre må være maks. Vi er i september, og vi har nu opbrugt vores kvote.

Vi skal bede om resten af året fri for mænd med holdninger til, hvad kvinder skal gå i. Tak.

Læs også