Samfund
7. marts 2023

Psykiatrien får flere penge efter skyderiet i Field’s: ”Det bliver svært at skaffe personale”

Region Hovedstaden afsætter 24 millioner kroner til blandt andet at ansætte mere personale i psykiatrien i år. Men det vækker bekymring, da læger og sygeplejersker forsvinder ud af det offentlige system.
Af: Silje Qvist
fiedls

Foto: Torben Huss/Ritzau Scanpix

Da en 22-årig mand 3. juli sidste år skød 10 personer i indkøbscentret Field’s på Amager, blev Danmark for alvor rystet. Tre mennesker mistede livet og syv mennesker blev såret. Det viste sig, at gerningsmanden var kendt af psykiatrien i forvejen.

Han havde brug for daglig støtte af Københavns Kommune. Ingen fra kommunen nåede at tage kontakt til gerningsmanden, fordi de vurderede, at den unge mands sag ikke var akut.

Det er omkring otte måneder siden, at skyderiet fandt sted. Nu har Region Hovedstaden afsat 24 millioner kroner til tiltag, der skal mindske risikoen for, at noget lignende skulle ske igen.

Det skriver DR.

Blandt andet skal pengene gå til at ansætte mere personale i psykiatrien.

Poul Videbech er professor og overlæge ved Psykiatrisk Center i Glostrup. Han har tidligere kritiseret, at der ikke blev sat penge af til at implementere de seks anbefalinger til psykiatrien, som en task force kom frem til, efter de gennemgik gerningsmandens forløb i psykiatrien.

De seks anbefalinger til forbedringer af psykiatrien efter skyderiet i Field’s 

  • Øget kontinuitet i behandlere

  • Mere inddragelse af tidligere sygdomshistorik

  • Styrkede behandlingstilbud til patienter med alvorlige diagnoser

  • Mere fokus på voldsscreening

  • Mere systematiske vurderinger af medicin

  • Styrket samarbejde på tværs af sektorer

Pengene glæder derfor Poul Videbech, men han er bekymret over, om det er realistisk at skaffe personale.

– Jeg er bekymret, fordi læger og sygeplejersker forsvinder ud af det offentlige system. Vi ser lige nu en styrtblødning af personale fra det offentlige til private klinikker, siger han til DR.

Dansk Sygeplejeråd i Hovedstaden er enige med Poul Videbech. De mener også, at det er usikkert, om regionen kan skaffe personale.

– Problemet er, at der ikke er sygeplejersker nok at tage af. Derfor ender man med at tømme andre afdelinger i psykiatrien for deres sygeplejersker. Og så er man jo lige vidt, siger Nicklas Vagner Forsman til DR, der er kredsnæstformand i DSR Hovedstaden.

Ifølge DR ser Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) også, at der kan komme udfordringer med at finde det nødvendige personale, derfor er regionen ved at se på, hvordan man kan forbedre arbejdsvilkårene for de ansatte.

Læs mere om:

Læs også