Samfund
20. februar 2023

Præsten lurede på pigerne, da de var i bad. Nu stilles der spørgsmålstegn ved skolens håndtering af sagen

En ansat præst på en skole på Østerbro i København har i flere tilfælde kigget på og berørt piger, der gik på skolen. Han er senere blevet idømt bødestraf for fire blufærdighedskrænkelser.
Af: Silje Qvist
Niels Steensens Grundskole og Gymnasium

Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

På Niels Steensens Grundskole og Gymnasium på Østerbro i København har en katolsk præst, der var ansat på skolen, krænket flere elever i perioden 2016-2017. Præsten skulle have luret på pigerne fra 9. klasse, mens de var i bad på en lejrtur.

I 2017 blev skolens ledelse advaret om medarbejderen, men nu stiller flere tidligere tilknyttede til skolen spørgsmålstegn ved kommunikationen omkring sagen.

Sådan skriver Berlingske.

Der rettes derfor kritik af skolen og ledelsens håndtering af sagen.

Tilbage i 2017 fik den pågældende præst en bødestraf for i alt fire tilfælde af blufærdighedskrænkelser. Tre af de fire episoder fandt sted på skolens retræteture – som er skolens lejrture dedikeret til fordybelse.

Skolens forældre og elever fik dengang ikke at vide, hvor mange episoder eller hvilken medarbejder, der var tale om.

Forældre og elever fik besked i juni 2017, hvilket var to måneder efter, at skolen i april havde fået henvendelser om sagerne, og præsten var blevet politianmeldt, skriver Berlingske.

Berlingske kan afsløre, at det først er nu, at alle skolens elever og deres forældre kender til, at skolens tidligere præst serielt har krænket eleverne.

Jakob Egeris Thorsen er bestyrelsesformand på Niels Steensens Grundskole og Gymnasium, og han erkender over for TV 2, at det havde været “hensigtsmæssigt”, hvis skolen på et tidligere tidspunkt havde informeret om sagen.

– Grunden til, at vi ikke informerer bredere på det tidspunkt, er, at vi venter på, hvad politiet siger til sagen, før vi hænger nogen ud foran mange mennesker, udtaler han til TV 2.

Præsten vil ikke udtale sig om sagen til Berlingske. I dag arbejder han som direktør for et efteruddannelsescenter i Polen.

Læs mere om:

Læs også