Pernille Skipper: Sygeplejerskerne er uundværlige – ligesom alle de andre kvindefag. Nu skal politikerne finde pengene frem

”Vi alle må løfte det kærlige blik og ofre noget for fællesskabet”. Sådan skriver en folketingskandidat for Venstre i Jydske Vestkysten. Hun er ikke den eneste, der forsøger at fremstille sygeplejerskerne som grådige.

Oppustede gennemsnitstal, der inkluderer lederlønninger eller nattevagter florerer på nettet, ligesom beskyldninger om kynisme, fordi strejken rammer patienter. De burde gå på arbejde af deres hjertes godhed - uden at skele til lønsedlen, må vi forstå.

Men selvfølgelig kan de tillade sig at strejke. Det er en helt legitim del af det danske arbejdsmarked, hvis man er utilfreds med sine forhold.

Gennem alle tider er netop de kvindedominerede fag i den offentlige sektor blevet beskyldt for at svigte patienter, børn, ældre, udsatte og alle de andre, som de arbejder med, hvis de kræver bedre forhold. Det handler om at forsøge at kue dem, og det er et udtryk for, at omsorgsarbejde ikke lønnes efter den værdi, det skaber i vores samfund.

Tryghed bag Zoom-skærmen

Der er aldrig et godt tidspunkt for omsorgsarbejdere at strejke på. De er netop fuldstændig uundværlige for vores samfund.

De er kritisk infrastruktur i yderste potens. Det så vi virkelig udfoldet under corona, da de – og mange andre lavtlønnede, for eksempel buschauffører og kassemedarbejdere – stod forrest og gik på arbejde for at holde samfundet i gang, mens cheferne og de andre højtlønnede kunne gå hjem i tryghed bag Zoom-skærmen. Så hvorfor får de ikke løn derefter?

Vi skal lønne omsorgsarbejde efter den værdi, det skaber. Når vores børn bliver passet i offentlige daginstitutioner, når vi kan få hjælp til at passe på vores gamle forældre eller blive behandlet for en sygdom uden regning, så betyder det, at vi er til rådighed som arbejdskraft i virksomhederne. Det er altså en enorm værdi, der skabes i den offentlige sektor.

Men tjenestemandsreformen i 1969 indplacerede kvindefagene nederst i lønhierarkiet. Blandt andet fordi man anså deres indtægt for lommepenge, men også fordi man regnede med, at hierarkiet skulle revurderes. Det skete aldrig.

Politikerne må påtage sig ansvaret

I stedet blev strukturerne cementeret, og mange årtiers forhandlinger og strejker har ikke rettet op på, at hverken sygeplejersker, pædagoger, socialrådgiver, jordemødre, radiografer, ernæringsassistenter eller de øvrige kvindedominerede fag får løn, der svarer til sammenlignelige mandsdominerede fag.

Det var folketingspolitikere, der traf de beslutninger dengang i 1969. Det efterlader det nuværende folketing med en historisk arv, der skal rettes op på. Det betyder ikke, at vi skal opgive den danske model.

Men vi må påtage os ansvaret for at finde de penge, der skal til, for at øge den økonomiske ramme og dermed gøre det muligt at rette op på skævhederne ved forhandlingsbordet. Ellers står vi med samme problemer, når de næste forhandlinger går i gang.

Hvis vi altså til den tid kan finde nogen, der gider at finde sig i løn- og arbejdsforholdene i det offentlige.