Politik
7. oktober 2021

Pernille Skipper havde sin baby med i Folketingssalen. Så sendte Pia Kjærsgaard hende ud

Pia Kjærsgaard mener ikke, at babyer hører til i Folketingssalen. Torsdag sendte hun derfor Pernille Skipper ud af salen, fordi Skipper havde sin to måneder gamle baby med.
Af: af Katrine Rosenbæk
Pernille Skipper

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Må et folketingsmedlem have sin baby med i Folketingssalen?

Ikke hvis det står til Pia Kjærsgaard.

Torsdag var der åbningsdebat i salen, og her spottede Pia Kjærsgaard altså Pernille Skipper i udkanten af salen, hvor hun stod og vuggede sin to måneder gamle baby. Pernille Skipper har nemlig valgt ikke at tage barsel.

Hør tre mænd fortælle om, hvorfor øremærket barsel til far er en god idé:

Det faldt ikke i god jord hos Pia Kjærsgaard, som sendte Pernille Skipper ud.

Det skriver Politiken. Ifølge mediet skrev Pia Kjærsgaard beskeden på to gule post-it-sedler til sin sekretær, som efterfølgende rejste sig, gik ned til Pernille Skipper og overbragte hende beskeden. Så forsvandt Pernille Skipper ud af salen.

Politiken skriver, at et folketingsmedlem ifølge Pia Kjærsgaard for nylig har klaget over, at der har været børn med i salen.

3. Verdenskrig

Det er dog ikke første gang, Pia Kjærsgaard beder en kollega om at smutte ud af salen med sit barn.

I 2019 var det den konservative Mette Abildgaard, som fik at vide, hun skulle forlade salen, fordi hun havde sit barn med.

”Det er helt uhørt, at en konservativ gruppeformand tager sin baby med ned til en afstemning i Folketingssalen. Det næste bliver, at der skal ammes, som man også ser nogle steder. Der må jeg sige, at jeg synes, at vi må sige fra,” sagde Pia Kjærsgaard dengang til DR.

Det satte gang i en debat, som ikke kun fyldte i danske, men også udenlandske medier.

”Jeg troede, det var en helt stille sag, og nu er det nærmest, som om at det er ved at udløse 3. Verdenskrig, sagde Pia Kjærsgaard til DR.

Og nu er debatten i gang igen:

Læs også