Annonce
Samfund

På et splitsekund blev Marias liv smadret til uigenkendelighed

Af Aller Creative Studio i samarbejde med UlykkesPatientForeningen 22. marts 2021
For ni år siden satte en spøgelsesbilist punktum for det liv, Maria Østergaard kendte som travl, supersocial, karrierebevidst småbørnsmor.

December 2012. To ugers juleferie med familietid og hygge ventede Maria Østergaard på dengang 33 år, hendes mand Kim og deres to små børn, Alfred og Agnes på tre og knapt et år. Ferien skulle tilbringes i Østrig, hvor Marias forældre bor.

Parret aftalte, at Maria skulle flyve til München med børnene for dér at blive hentet af sine forældre, mens Kim tog hele turen i bil.

Gensynsglæden i lufthavnen var stor. Det var første gang, Agnes var med, og Maria nød at sætte sig tilbage i sædet med de trætte børn, der hurtigt faldt i søvn. 

Snakken gik lystigt på den cirka to en halv timer lange tur fra München til Østrig. Men ti minutter før de nåede forældrenes hjem, gik det galt. Sådan rigtig galt.

En spøgelsesbilist smadrede ind i deres bil og knuste den til uigenkendelighed. Bilisten døde ved sammenstødet.

Ud af den smadrede bil

Maria husker særligt tre ting. Hendes fars skrig. Og stilheden. En larmende stilhed, hvor hun nåede at tænke, at hun skulle knibe sig i armen: kunne hun mærke noget, var hun ikke død.

Hendes tredje tanke var, at nu ville overskrifterne i aviserne lyde: ”Ung mor dræbt i trafikulykke i Østrig.”

Hun kunne næsten ikke få vejret, men fik alligevel mobiliseret nogle kræfter dybt indefra og kravlede svært tilskadekommen ud af den krøllede bil. Hendes far var fastklemt og havde – viste det sig senere – voldsomme skader på både arm, ben og knæ. Marias mor var uskadt, og det samme var Agnes og Alfred.

Marias mor fik sparket døren op og reddet sig selv og sine små børnebørn ud af bilen.

Hun rakte Alfred til Maria og sagde, hun skulle holde ham.

”Det kan jeg ikke”, lød det fra Maria, som ganske enkelt ikke havde kræfterne til det. 

”Hvordan ser man, om nogen er død”

Biler, mennesker og redningsfolk begyndte at komme på ulykkesstedet.

I fragmenterede glimt mindedes Maria, at to mænd gik rundt og spurgte, om alle var ok. En af dem sagde: ”hvordan ser man, om nogen er død?”, og en stemme inden i Maria råbte: ”jeg lever! Tag mig… Jeg er mor…”

Ambulancefolkene fik hende pakket ind i en stor oppustelig plasticpose, så hun ikke ville få nogen stød. Det var det sidste, Maria Østergaard huskede. Kort efter blev hun lagt tre dage i kunstig koma.

Først ti dage efter var hun rigtig ved bevidsthed igen.

Vil bare hjem

Det var en ny virkelighed, Maria vågnede op til på hospitalet. Og først langsomt gik det op for hende, hvor alvorlig hendes tilstand var.

Særligt da hun læste sin journal for første gang. Med hendes egne ord var den en gyser.

Tarmene var blevet revet over, hun havde ødemer i lungerne, den ene lunge var desuden kollapset, hun havde fået piskesmæld, et brækket nøgleben, en rift i leveren og lammelse på stemmebåndet.

Alligevel ville Maria ikke være på hospitalet. Hun følte, det var et overgreb med alle de undersøgelser, hun blev udsat for.

- Jeg er enebarn og har altid haft det som blommen i et æg. Så jeg var sikker på, at når jeg sagde til min mor, at jeg bare ville hjem på hendes sofa, spise lakridser og læse dameblade, ville hun gøre alt i sin magt for at opfylde mit ønske. Men i stedet kiggede hun alvorligt på mig, græd og sagde: ”Nej, Maria, du skal blive her, til du er rask. Og der kan gå lang tid.”

Marias mand, Kim, var ved hendes side og måtte også overbevise hende om, at hun ikke var klar til at forlade hospitalet.

Da de kom til Danmark, blev hun indlagt på Hvidovre Hospital og var der cirka en måned, før hun endelig kunne komme hjem. Til sin mand og sine små børn, som hun knapt havde haft kræfter til at få besøg af på hospitalet.

En stor sejr

Hvor Kim tog det lange seje træk med at få passet børn, sit job, hjemmet og være der for sin kone, startede Marias kamp for at få sin tilværelse tilbage. Hvor hun før havde haft travlt med at passe sit job i McKinsey, aftaler med venner og veninder og nyde familien, var dagene nu fyldte af helt andre ting.

I den kaotiske og pressede tid efter ulykken var der ikke meget overskud til at søge hjælp. Men Maria oplevede et lyspunkt, da hun kom i kontakt med UlykkesPatientForeningen. Her mødte hun en verden af forståelse.

- Som ung ulykkesramt står du midt i det pulserende liv og bliver brat bombet tilbage. Du er fuldstændig i chok, og dit liv fremstår uoverskueligt. Mit gamle jeg ville have undersøgt alt til bunds, men der var ingen ressourcer. Min mor skulle jo passe min far, Kim vores børn, ligesom vores omgangskreds også stod klar med hjælp til Kim og børnene. Derfor var det fantastisk at opleve at blive taget i hånden og guidet af nogle med stor ekspertise og erfaring. Jeg fik mange gode råd i forhold til praktiske ting som forsikring og rettigheder via mit medlemskab af UlykkesPatientForeningen.

Lyt til podcastserien: Livet efter ulykken

I tiden efter ulykken opsøgte Maria blandt andet hjælp hos en ergoterapeut og en talepædagog. For efter ni måneder havde hun stadig stort set ingen stemme.

- Jeg forstod ikke, at det ikke bare kunne fikses. Min fantastiske talepædagog måtte for tusinde gang pædagogisk forklare mig, hvad der sker, når stemmebåndet bliver lammet. Både operationer og stemmeforstærker var på tale. Hun fortalte også, at det kun var sket to gange før, at hun havde oplevet en patient, der fik stemmen fuldt tilbage. Jeg ville gerne være den tredje. Og så en dag kom jeg hen til hende, og sagde højt ”hej”. Hun kiggede op, sagde ”hej Maria”. Og så kiggede hun lige igen og vi kunne sammen konstatere, at nu var jeg hendes tredje patient, der havde fået stemmen tilbage. Det var en stor sejr, fortæller Maria.

Med små skridt ad gangen begyndte Marias krop at hele. Men de usynlige skader lever hun stadig med. Som hovedpine og mavesmerter fra alle de operationer i tarmene og maven, hun har fået.

Lidt mere hver dag

- En god dag er, når jeg ikke vågner med hovedpine. En dag, hvor jeg kan være aktiv med børnene - så bliver jeg ovenud glad.

Maria har haft gavn af levereglen ”at presse mig selv ét skridt mere hver dag… at tage én mundfuld mad mere, selvom skaderne har gjort det svært at spise”.

Bare lidt mere - hver evig eneste dag.

Hun har også et særligt motto, der betyder meget for hende. Nemlig at prøve at sprede glæde for andre og se det positive i alt. Hvis man bare er lidt bedre end dagen før, bliver man et godt menneske, som hun siger.

På årsdagen for ulykken giver hun sig selv lov til at være vred og ked af det. Og så er det kun Kim, der hører det. Og han er en klippe af ro, der ikke vælter, og som fuldstændig uselvisk har været ved hendes side hele vejen. De har en urokkelig kærlighed.  

- Det vil være synd for alle, hvis jeg gik rundt og ynkede mig selv. Det bliver man ikke et bedre menneske af. Siden ulykken har jeg altid ondt, men når det begrænser mig, kan jeg godt blive ked af det, og igen er det kun Kim, der må se det. Og så trøster han og siger, ”så kan du så meget andet, skat”, siger Maria, der i dag arbejder på den Internationale Skole.

Lyt til Maria og Kims historie her

Hun erkender gerne, at hun har et fightergen, en positiv livsindstilling og en stædighed, der er kommet hende til gode. 

- Det betyder ikke, at der ikke er ting fra mit gamle liv, jeg savner. Som at være overskudsagtig. Have flere sociale aftaler på en uge og en lang lunte. Et liv uden begrænsninger. Jeg bryder mig heller ikke meget om at køre bil mere. Men bitter? Nej!  

Verden ramlede igen

Da Maria gradvist fik det bedre, begyndte hun at genoverveje en drøm, hun og Kim havde haft. At få deres tredje barn.

- Jeg følte mig klar til det og kunne ikke forstå, at Kim tøvede. Men han var jo bange for, om der kunne ske mig noget. Han havde én gang været tæt på at blive enkemand og alenefar. Da jeg så blev gravid, var folks reaktioner også i den bekymrede ende.

Fødslen gik godt, og lille Arthur så dagens lys for to år siden. Men da han var tre måneder, ramlede familiens verden igen. Skaderne fra bilulykken gør, at hun pludselig får tarmslyng, og Maria må igen akut på operationsbordet. Hun var indlagt en uge og skulle dernæst starte genoptræning – igen. Endnu engang skulle styrken i hende mobiliseres – og det blev den.

Andre værdier

Marias værdier har taget noget af en drejning i forhold til alt, hun har været igennem.

- Jeg ser livet lidt anderledes nu og er nok blevet blødere. I dag ser jeg mig selv som en kæmpe succes, hvis jeg er den bedste mor og den bedste kone. ’Gamle Maria’ ville nok have sagt, at succes er at have et fedt job. Jeg er også blevet mere klar i spyttet, har luget ud i mine venskaber og siger højt, hvis jeg værdsætter nogle. Mit motto om at prøve at sprede glæde betyder blandt andet, at jeg giver folk komplimenter, for det kræver ingenting, men betyder så meget at få en sød og anerkendende bemærkning med på vejen.

Og et sted i Danmark går en lille pige og hendes mor rundt, der på fineste vis har oplevet, hvad Marias motto betyder.

Da Maria var på en badeferie i Italien, så hun en lille pige med et stort ar ned over brystet og maven. Maria tænkte, at pigen havde fået en hjerteoperation.

Pigen kiggede på Marias mange ar på maven og sagde til sin mor: ”Se, damen har ar på maven”. Maria gik over til hende, satte sig på hug og sagde, ”ja, det har jeg. Og ved du hvorfor?” Pigen gemte sig lidt genert bag sin mor, og Maria fortsatte: ”Det er da fordi, verdens sejeste piger har ar på maven” Den lille pige kiggede op på sin mor, der nu havde tårer i øjnene, og sagde ”jamen, jeg har jo ar på maven”. ”Ja, netop”, sagde Maria.  

Få hjælp, når ulykken rammer

Når ulykken rammer, og livet bliver vendt på hovedet, kan du stå tilbage med mange ubesvarede spørgsmål. Står du først i livet og er ved at etablere dig – både som menneske, i forhold til karrierevalg og måske også i din egen lille familie – kan du som ulykkesramt ramle ind i nogle særlige problemstillinger.

Derfor har UlykkesPatientForeningen med støtte fra bl.a. Offerfonden udviklet et digitalt tilbud, hvor unge ulykkesramte og andre interesserede kan finde brugbar viden om alt fra parforhold til smerter, sexliv og kognitive udfordringer. Både eksperter og unge, der selv har været ude for ulykker, deler i universet ud af deres viden og erfaringer. Se meget mere på ulykkespatient.dk/ung