Samfund
2. maj 2023

Ny varsling bliver testet i morgen: ”Hjælp os med at dele en vigtig besked til voldsudsatte”

I morgen er det ikke kun de fysiske sirener, som vi kender dem, der udsender en høj lyd. Det kan have konsekvenser for nogle ofre for partnervold.
Af: Aja Nøhr Larsen
sirenen

Har du som de fleste din mobil tændt i morgen vil du på et tidspunkt høre en høj lyd fra den.

Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet lancerer nemlig en ny mobilbaseret varsling, som testes i morgen d. 3. maj kl.12.00.

Det betyder, at udover de fysiske sirener, som hvert år bliver testet, modtager alle danskere en testadvarsel i form af en høj lyd på deres mobiltelefoner.

Lyden vil tydeligt adskille sig fra sms’er og opkald.

Nu opfordrer flere, herunder Lev Uden Vold og Danner, til at sprede budskabet, så det kan nå ud til ofre for partnervold, som har en hemmelig telefon gemt for en partner.

”Hjælp os med at dele en vigtig besked til voldsudsatte,” skriver Lev Uden Vold blandt andet på deres instagram.

Hvis du gerne vil undgå at S!RENEN, som den hedder, lyder på telefonen, skal du slukke din telefon helt mellem 11.45 og 12.15.

Sørg også for, at du er alene når du tænder den igen, og hold for en sikkerheds skyld en finger på telefonens højtaler.

Er mobilen på lydløs, ’forstyr ikke’ eller ’flight mode’, vil den stadig modtage et varsel.

S!RENEN er et supplement til det eksisterende varslingssystem. Den erstatter altså ikke de fysiske varslingssirener, du kender i forvejen, men udvider myndighedernes mulighed for at varsle borgerne, når der er fare på færde.

Fra april 2023 kan politiet benytte S!RENEN til at udsende advarsler til borgere, hvis de er i et fareområde og skal reagere.

Læs også