Diskrimination af gravide
Samfund

Ny kritik: Tryg diskriminerer gravide og bryder loven

24. april 2023
af Sofie Olivia Mørch
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kvinder er blevet afvist hos Trygs Kundeservice, hvis deres henvendelser har drejet sig om graviditets- og fødselsskader

Gravide kvinder har ikke fået den hjælp, de har ret til, når de har henvendt sig til forsikringsselskabet Tryg.

Det skriver DR på baggrund af skjulte optagelser fra Trygs kundeservice, som P1 Orientering har foretaget samt mailkorrespondancer mellem kvindelige kunder og Tryg, som mediet er kommet i besiddelse af.

Trygs medarbejdere afviser, at forsikringsselskabet dækker skader i forbindelse med fødsler, og det er et brud mod loven, siger Nikolaj Nielsen, som er ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder, til DR.

– Det er et brud på forsikringsligebehandlingsloven, som klart siger, at man ikke må stille kvinder ringere på grund af graviditet og fødsel, siger han til DR.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at kvinder er blevet nægtet skadedækning hos danske forsikringsselskaber, hvis de har haft komplikationer i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel.

Det har P1 Orientering dokumenteret i en lang række beretninger fra kvinder de seneste to år.

– Hvis min mand havde henvendt sig, fordi han havde fået ondt i ryggen af at bære vores piger, kunne han godt få hjælp. Men jeg kunne ikke, fordi jeg havde været gravid med dem, har Michella Meier Morsi tidligere fortalt til mediet.

Det er beretninger som hendes, der i 2020 og 2021 fik en række forsikringsselskaber til at love, at de ville rette op på fejlen.

Blandt disse forsikringsselskaber fandt man også Tryg, men ud fra de oplysninger, som DR er kommet i besiddelse af, virker det endnu ikke som om, at der er blevet gjort noget for at rette ind.

Hos Tryg mener de, at der er tale om en menneskelig fejl. De understreger, at de ikke har afvist at dække fødselsskader, siden de blev opmærksomme på, at det var i strid med loven.

– Der er tale om en beklagelig menneskelig fejl, hvis nogle medarbejdere i vores kundeservice har oplyst andet. Det er vi naturligvis utroligt kede af, skriver selskabet til DR.

De skriver også, at alle deres medarbejdere i sin tid blev informeret om, at de tilbyder dækning til fødselsskader, men at noget tyder på, at informationen ikke har bundfældet sig hos alle. Derfor vil de nu iværksætte initiativer for at sikre, at fejlen ikke gentager sig.

Overfor DR har de ikke svaret på hvilke initiativer, der konkret er tale om.

Ifølge Nikolaj Nielsen kan du klage til Ligebehandlingsnævnet og bede om godtgørelse, hvis du har fået afslag fra Tryg i forbindelse med fødselsskader.

Læs også