Nu er der fundet 136 millioner til initiativer mod partnervold og partnerdrab
136 millioner afsættes nu til 14 initiativer, der er en del af en ny handleplan mod partnervold og partnerdrab.
Det er et historisk højt beløb, skriver ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse. Pengene bliver afsat fra SSA-reserven (social-, sundhed- og arbejdsmarkedsområdet), som partierne har forhandlet om den seneste tid. Alle folketingets partier - undtagen Nye Borgerlige - er med i aftalen.
Sidste år blev kvindedrab, partnervold og partnerdrab særligt store politiske dagsordener. Daværende ligestillingsminister Trine Bramsen (S) sagde dengang, at "kvinder bliver dræbt, fordi de er kvinder".
I 2022 blev ni kvinder slået ihjel af deres partner eller ekspartner, og siden 2017 har der været 46 partnerdrab i Danmark.
Ifølge Danmarks Statistik tager ca. 2.600 kvinder og 2.300 børn på kvindekrisecenter.
Til femina har digitaliserings- og ligestillingsminister, Marie Bjerre, tidligere udtalt sig om området: "Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en ligestillingsudfordring. Jeg tror dybest set, at det bunder i de kønsroller vi har, samt at mange mænd mislykkes og mistrives."
14 initiativer i ny handlingsplan mod partnervold og partnerdrab
1. Tidlig systematisk opsporing og behandlingstilbud til voldsudsatte gravide og nye forældre
2. Pulje til indsatser for børn og unge, der er vokset op med vold i hjemmet
3. Landsdækkende ambulant behandling af voldsudøvere og deres familier
4. Kriterier for prøveløsladelse af indsatte, der er dømt for partnervold eller partnerdrab
5. Partnerskab til bekæmpelse af vold i nære relationer og partnerdrab
6. En national oplysningsindsats om partnervold
7. Kommunale beredskaber til opsporing og håndtering af vold i nære relationer
8. Guide - Den rette hjælp til børn og pårørende
9. Videreførelse og styrkelse af Lev Uden Vold
10. Undersøgelse om udviklingen i forekomsten af partnervold i Danmark
11. Pulje til styrkelse af ambulante forløb til voldsudsatte voksne
12. En national vejledning om digital sikkerhed og stalkerware
13. Tilskud til Danners ambulante tilbud til voldsudsatte kvinder
14. Tilskud til Projekt Q-værks ambulante tilbud til voldsudsatte kvinder
Ifølge digitaliserings- og ligestillingsministeriet sætter initiativerne fra den nye aftale bredt ind og styrker viden, opsporing og forebyggelse.
At handleplanen mod partnervold og partnerdrab skal finansieres gennem SSA-reserven har tidligere mødt kritik, fordi det hermed ikke er varige midler, man sætter af til området.
Organisationen Danner, der arbejder med voldsramte kvinder, skriver på Twitter, at de er lettede over midlerne, som betyder, at de ikke tvinges til at lukke afdelingen.
Det var ifølge Marie Bjerre med god grund, da SSA-reserven er tiltænkt nye initiativer, hvor man netop ser an, om midlerne har en effekt, så man på sigt kan afsætte varige midler til de rigtige initiativer.
"Tænk nu, hvis initiativerne viser sig at være dårlige, og man har lavet en permanent bevilling, der er svær at ændre på. Det ville ikke være i orden," sagde Marie Bjerre til femina.
Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.