gh
Samfund

Nu er aborten endelig lovlig i hele Mexico

7. september 2023
Af Silje Qvist
Foto: Paola Garcia/Reuters/Ritzau Scanpix
Højesteret i Mexico har afkriminaliseret at få abort i hele landet.

– Det handler ikke om retten til abort. Det er snarere kvinders og menneskers, der er i stand til at blive gravide, ret til at træffe beslutninger.

Sådan sagde dommer Luis María Aguilar tilbage i september 2021, skriver The Guardian, da hun og resten af Mexicos højesteret deklarerede, at de ønskede at omstøde abortlovgivningen i hele landet.

De mente nemlig, at Mexicos lovgivning, som indebar strafferetlige sanktioner for at afbryde en graviditet, gik imod forfatningen og kvinders menneskerettigheder.

Abort er delstat for delstat blevet afkriminaliseret i Mexico, men med en ny afgørelse er aborten nu lovlig i alle 32 stater i Mexico.

Det skriver BBC.

– Det retssystem, som straffer abort i den føderale straffelov, er forfatningsstridigt, da det krænker menneskerettighederne for kvinder og mennesker, der er i stand til at blive gravide, skriver den mexicanske højesteret på X (tidligere Twitter).

Abortreglerne har ikke været ens i hele landet. Indgrebet har været strafbart i 20 ud af 32 delstater, og i nogle af de øvrige stater har det kun været tilladt, hvis den gravides liv er i fare, eller hvis fostret er undfanget ved en voldtægt.

Mexico City var den første mexicanske stat, der afkriminaliserede abort. Det skete allerede tilbage i 2007. Mange kvinder har dog ikke været bevidste om, at aborten har været lovlig, og at de har haft den rettighed, skriver BBC, og derfor har den nye beslutning stor betydning for de mexicanske kvinder.

Straffeloven har givet mulighed for fængselsstraffe på op til fem år, hvis en person fik foretaget en abort. Lægerne, som udførte aborter, kunne også få fængselsstraf for indgrebet.

Beslutningen fra Højesteret åbner for, at de offentlige sygehuse i hele landet nu skal udføre aborterne.

Kendelsen i Mexico kommer efter, at både Argentina og Columbia har lovliggjort abort i 2022.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også