Nogle uger efter, Mary havde aborteret, kom det gullige udflåd og smerterne

Det er kun få timer siden, Mary er kommet ind på hospitalet, da vi møder hende.

Hun bor i en landsby et par kilometer fra hospitalet, som ligger i byen Lira i det nordlige Uganda.

Det er formiddag, og hospitalsafdelingen for fødsler og graviditet summer af snak, babygråd og læger, der bladrer i papirbunker.

Afdelingen er mere eller mindre ét stort rum. Her er 10-20 metalsenge stillet op lidt tilfældigt, og rundt omkring på sengene ligger kvinder, som venter på at blive behandlet eller på, at de får det bedre.

Én af dem er i gang med at amme sit barn. En anden sover.

Det er i et lille tilstødende lokale, hvor døren knap nok kan lukkes, at Mary fortæller os – en medarbejder fra Sex og Samfund og mig – hvorfor hun er her.

Hun er 18 år, og hendes øjne er mørkebrune og flakker opmærksomt og nervøst rundt i lokalet.

“Smerter i underlivet, gulligt udflåd og en mærkelig lugt fra underlivet. Symptomerne er kommet som følge af en abort.”

Sådan står der på et papir med Marys sygehistorik, som sygeplejersken, der denne dag også fungerer som tolk, skubber over bordet til os.

Men i Uganda er det som udgangspunkt ulovligt at få en abort.

Indtil 2016 var det kun i tilfælde af, at kvinden var i livsfare, at der kunne gøres undtagelser. I dag er det på papiret også lovligt i tilfælde af voldtægt, incest og ved HIV-smitte. Det er dog ikke alle, der er enige i de nye udvidelser, og politi og retsvæsen håndhæver lovene forskelligt.

Det er heller ikke alle behandlere, der kender til detaljerne i loven, og derfor kan det være svært at få en lovlig abort, selv hvis du f.eks. har været udsat for voldtægt.

Det er estimeret, at der bliver foretaget et sted mellem 250.000 og 400.000 illegale aborter i Uganda hvert år. Der bor omkring 48 millioner mennesker.

Langt de fleste bliver udført under dårlige vilkår, og det resulterer i, at mange kvinder dør som følge af aborten eller skal leve med permanente mén.

Pille fra kæresten

Da Mary fortalte sin kæreste, at hun ikke havde fået sin menstruation, sagde han med det samme, at hun blev nødt til at få en abort.

At han stadig gik i skole og ikke mente, at de havde råd til at få barnet.

Men Mary ville gerne have beholdt barnet. Det er i hvert fald det, hun fortæller, men det er svært at vide, hvad der er sandheden. For i Uganda er det også ulovligt at udføre en abort på sig selv, og derfor kan Mary få op til syv års fængsel for det, hun har gjort.

Derfor har hun ikke snakket med andre end sin kæreste om det. Og derfor er der også gået længe, før hun er kommet til hospitalet. Det er flere måneder siden, at hun en sen aften udførte aborten.

Hendes kæreste havde købt en pille og fortalte hende, at den ville igangsætte aborten.

Mary ved ikke, hvor han havde pillen fra.

De var alene hjemme i hendes hus, da de satte sig ved bordet og delte pillen i to. Den ene del slugte hun, den anden puttede hun så langt op i underlivet, hun kunne.

Så ventede de, til hun om morgenen begyndte at bløde, og de var sikre på, at hun havde aborteret.

Nogle uger efter aborten begyndte Mary at få smerter i underlivet. Den samme smerte, hun plejer at mærke ved menstruation, men når menstruationen stoppede, blev smerterne ved.

Smerterne kom sammen med tykt gulligt udflåd og en dårlig lugt.

Prævention

Mary går ikke længere i skole, fordi hendes far kom ud for en motorcykelulykke, så han ikke længere kan betale for hendes skolegang.

I Uganda siger man, at mændene dør i motorcykelulykker, og kvinder dør som følge af graviditet og fødsler.

Mary fortæller selv, at hun ikke tror, hun ville være blevet gravid, hvis hun var blevet i skole.

Da jeg spørger hende til, hvad hun ved om prævention, er det begrænset.

– Jeg har overhørt nogen tale om det, og så har jeg også talt lidt med mine veninder om det. Men jeg ved ikke så meget.

Dårlig adgang til prævention og viden om det samt den stramme abortlovgivning bidrager til, at 25 procent af kvinderne i Uganda får deres første barn i teenageårene.

Den katolske kirke har en stærk position i det ugandiske samfund, hvor størstedelen af befolkningen er kristne. Kirkens holdning til abort er, at livet begynder ved undfangelsen, og at abort er mord, og det har stor indflydelse på den måde, abort bliver omtalt offentligt.

Usikre metoder

På en sundhedsklinik tæt på hospitalet behandler læge Jackson Ayeko kvinder, som kommer ind med problemer efter usikre aborter.

Rummet, hvor han behandler kvinderne, er et lille baglokale, som ikke indeholder meget mere end en briks og en håndfuld redskaber. Det ligger lidt gemt væk – for selv om det på papiret er lovligt at behandle kvinderne efter aborten, kan lægerne blive gjort ansvarlige eller mistænkt for også at have udført aborten.

– Hvis bare man henviser piger og kvinder til steder, der kan hjælpe dem med en abort, oplever vi, at man kan blive holdt ansvarlig som en ”medsammensvoren”, fortæller Jackson Ayeko.

De fleste af de aborter, Jackson Ayeko behandler kvinderne efter, er lavet af personer uden sundhedsfaglig uddannelse personer ude i landsbyerne, som bruger usikre metoder.

– Nogle tror, at hvis man bare kan bryde igennem livmoderen, kan man sætte fødslen i gang. Så de bruger skarpe objekter til at gøre det. Nogle kvinder kommer ind med punkterede livmødre. Og en masse traumer.

Han beskriver, at han kender flere sundhedspersonale, som er uddannet i at udføre abort, og som kan udføre dem sikkert, men at de ikke tør nærme sig det, fordi de kan risikere fængselsstraf.

At udføre en ulovlig abort kan give op til 14 års fængsel.

Mary er bange for smerterne i sit underliv. Uden for det lille rum, vi sidder i, venter hendes søster på at hente hende. Men inden de tager hjem, håber hun, at hun kan få udskrevet en recept på medicin eller få en tid til at blive opereret for sine smerter.

– Jeg er bare kommet her for at få noget hjælp.

Mary er ikke kvindens rigtige navn. Af hensyn til hendes sikkerhed har vi valgt at gøre hende anonym. Hendes rigtige navn er kendt af redaktionen.