Når baby er ude, skal kroppen helst skjules. Det gør mig helt vildt ked af det

Isabella Hindkjær er chefredaktør på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Da min ældste søn var et år, rejste vi på ferie og boede på et hotel, hvor man kunne få virkelig lækker thai-massage.

Da jeg lå på briksen – helt nøgen lige bortset fra den på forhånd udleverede g-streng af papir – spurgte massøren, om jeg havde ondt nogen steder, og jeg fortalte, at min ryg gjorde lidt av efter at have båret rundt på baby i et år.

“Noooooo,” udbrød hun. “You don’t look like a mommy! You look like a teenager!” Jeg tror vitterligt, hun tænkte, at det var et kompliment.

Men at ligge der, fuldstændig afklædt og få at vide, at ens krop ikke ligner en “rigtig” morkrop, gjorde mig vildt ked af det. Her lå jeg, et år inde i min nye identitet, med en krop, der er for evigt forandret og føles som et stort åbent sår, hvorfra der pludselig flyder endeløs kærlighed.

I femina har vi bragt en fotoserie fuld af smukke mødre, som er skabt af fotograf Signe Øllgaard og doula og jordemorstuderende Kristiane Waldhausen. Deres mål var at lave et efterfødselsprojekt, der vil vise post-fødselskroppen frem – og ikke gemme den væk, som vi kulturelt ellers har en tendens til.

For vi elsker at eksponere den gravide krop. Men når baby er ude, skal kroppen af en eller anden grund helst skjules, indtil alle spor efter ni måneders skabelse af et ægte liv er væk.

Det gør mig helt vildt ked af det. Og det giver mig lyst til, at vi skaber en ny kultur – hvor kroppe og kvinder gerne må forandre sig og gerne må vise, at de både har båret og levet et liv.

Og vi hylder alle morkroppe. Da vi for nylig viste nogle af billederne fra fotoserien på feminas Instagram, kommenterede flere af jer nemlig, at en morkrop kan være mange ting.

Den behøver ikke være lig med strækmærker, ar eller blød mave. Det kan også bare være et nyt blik, en ny udstråling – eller noget, ingen kan se med det blotte øje. Og I har fuldstændig ret. Alle morkroppe fortjener at blive set.

En gammel clairvoyant heksekvinde fra De Kanariske Øer fortalte mig engang om et ordsprog, der siger, at en kvinde bliver mor, i det øjeblik hun har forestillet sig sit barn. For allerede i det øjeblik begynder vi at forandre os, udvide os – i kroppen og ånden, så den kan rumme vores svulmende hjerte.

Vores morkroppe er lige så forskellige, som vi er. Så vi hylder din – hvad enten den har båret mange eller få børn. Hvad enten den vidner om kejsersnit, fertilitetsbehandling, flere kilo, færre kilo eller ingen af delene. Hvad enten du har båret dit barn med din egen krop eller ej, hvad enten du har holdt det i din favn eller stadig kæmper for at få lov. Hvad enten dit barn lever, levede eller endnu ikke er.