Mie købte privat fødselsforberedelse: "Det sygehuset tilbød, var ikke tilnærmelsesvis nok"
10. december 2020Mie Ryborg-Larsen, fødte en datter i 2016 og en søn 2020
Jeg var bekymret for, om jeg ville kunne håndtere smerterne under fødslen, og det fandt jeg hurtigt ud af, at jordemødrene til graviditetskontrollerne ikke kunne hjælpe mig med.
De auditorieoplæg, sygehuset tilbød som fødselsforberedelse, gav heller ikke tilnærmelsesvis nok information, og jeg købte derfor et privat fødselsforberedelseskursus, som foregik i mindre grupper med meget mere information og konkrete redskaber til for eksempel smertehåndtering.
Fødslen foregik på hospitalet, for jeg er altid blevet fortalt, at det er det sikreste, men den første nat så vi næsten ikke en jordemoder. Fødslen varede 48 timer med regelmæssige veer fra start til slut.
At blive mor forbindes ofte med en fortælling om lykkerus og betingelsesløs kærlighed, men i efteråret og vinteren har hundredvis af kvinder fortalt en anden historie.
Den handler om at føle sig magtesløs og opleve svigt i et sundhedssystem, hvor man ikke fik den omsorg og forberedelse på moderskabet, som man havde brug for.
I en række artikler går femina tæt på moderskabet og fødslen og forsøger at finde svar på, hvorfor så mange kvinder oplever utrygge fødsler.
Det gør vi, fordi danske kvinder fortjener en værdig og tryg start på moderskabet.
En epiduralblokade i 37. time gav mig den fornødne pause til at klare pressefasen. Det var ekstremt udmattende, og jeg nåede at miste modet og blive rigtig træt.
Selvom fødslen på papiret forløb udramatisk, var jeg alligevel i chok over, at den var så smertefuld og langvarig, og hvor hårdt psykisk jeg blev slået ud undervejs. Jeg syntes, det var voldsomt og grænseoverskridende.
LÆS OGSÅ: ”Efter vi havde været hjemme i et par timer, var vores datter blevet helt blå og lilla”
Jeg følte, jeg havde fejlet som fødende, fordi min krop ikke havde udvidet sig af sig selv, og jeg ikke kunne mærke pressetrang.
På barselsgangen lå vi på stue med en kvinde, der hele tiden græd. Jeg prøvede jeg at få hjælp til amningen og fik stukket et par ammebrikker i hånden, men de hjalp ikke.
Fødslen var et chok
Mælken løb til, men hver gang jeg skulle amme, føltes det, som om babys tunge og gane var spækket med tusindvis af sylespidse pigge, der borede sig ind i brystvorterne. Jeg blev anspændt, og tårerne trillede.
På trods af besøg fra sundhedsplejersken med ammevejledning, var det først, da jeg efter en uges tid konsulterede en privat jordemoder, der kom styr på det. Hun instruerede mig grundigt, og på baggrund af min beskrivelse af smerterne konstaterede hun, at jeg havde fået svamp.
Efter fødslen fik jeg tilbudt en efterfødselssamtale hos den jordemoder, jeg havde født med. Det hjalp mig med at få bearbejdet det chok, det var for mig, at min fødsel havde været så langvarig og mentalt udfordrende.
Sådan har vi gjort
I denne uge bringer femina.dk vidnesbyrd om fem kvinders fødselsoplevelser og tiden før og efter. Femina har fået kontakt til kvinderne gennem en Facebook-gruppe for gravide og mødre.
Beretningerne er kvindernes vidnesbyrd og dermed udtryk for deres oplevelser. Formålet er ikke at kritisere de enkelte fødesteder og dets personale, men at belyse det svigt, mange kvinder oplever i forbindelse med graviditet og fødsel.
Mie Ryborg-Larsens vidnesbyrd er det fjerde vidnesbyrd i rækken.
Du kan læse de andre her:
”Efter vi havde været hjemme i et par timer, var vores datter blevet helt blå og lilla”
"Efter fødslen følte jeg mig magtesløs. Jeg følte, at jeg ikke kunne tage vare på min datter"
Men jeg var alligevel efterladt med en følelse af, at jeg og min krop ikke havde været “god nok” til at føde og håndtere smerterne, og jeg havde meget lidt mod på at skulle gøre det igen.
Jordemoderen sagde meget klart til mig, at jeg ved næste graviditet skulle sørge for at blive kategoriseret som “sårbar gravid”, så jeg kunne blive henvist til "Kendt Jordemoderordning" og få mulighed for at blive fulgt tæt af en jordemoder, jeg kendte.
Ved næste graviditet tre år senere kunne jeg ikke få mig selv til at sige til lægen, at jeg var “sårbar gravid”.
Jeg kunne ikke identificere mig med den term, men havde en klar fornemmelse af, at min første fødsel ville komme til at spøge frem mod den næste, og at det ville være en god ting med kontinuerlig kontakt med en jordemoder, som kendte til min første oplevelse.
Jeg fandt derfor en fødselsklinik, hvor jeg gik hos de samme to jordemødre gennem graviditeten. Deres fødselsforberedelse var klasser over de auditorieforberedelsesoplæg, jeg havde deltaget i på sygehuset ved min første graviditet, og på niveau, hvis ikke over, det, jeg havde gået til privat i første graviditet.
Vil du have hjælp, må du betale
Min anden fødsel varede ”kun” 24 timer. Jeg var bange for, at jeg igen skulle igennem et langvarigt forløb og miste modet. Jeg skulle også kæmpe for det og klarede det kun, fordi min jordemoder, som jeg kendte, var nærværende, støttende og vidende på alle de rigtige tidspunkter.
Fødslen var intens og ekstremt grænseoverskridende, til trods for at den var “helt normal”, men mine oplevelser blev aldrig bagatelliseret, og jeg blev ikke efterladt med den samme nederlagsfølelse, som jeg havde efter min første fødsel.
Jeg er sikker på, at den tryghed, jeg fik ved at have en jordemoder, jeg kendte, har reduceret min risiko markant for at udvikle en efterfødselsreaktion.
Min beretning er måske en af de mere positive, men jeg synes, den med al tydelighed udstiller, at der er skabt et A- og B-hold inden for graviditet, fødsel og efterfødsel, hvor kun dem, der har ressourcerne til det, får den nødvendige hjælp.
Moderskabet og MeToo – et overblik
13. august 2020: femina.dk bringer interview med Olga Ravn om hendes roman ”Mit arbejde”. Den handler om hendes efterfødselsdepression og moderskabet. Hun kalder selv romanen for et frihedsbrev for hende selv og andre mødre.
4. september 2020: Olga Ravn udgiver ”Mit arbejde” og modtager flere hundrede beskeder fra kvinder, der har følt sig ensomme og utilstrækkelige som mødre. Efter udgivelsen skriver Olga Ravn et debatindlæg i Politiken med titlen: ”Den tid er forbi, hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye børn til verden”. I mellemtiden har MeToo-debatten fået fat i Danmark og sat kvinders rettigheder på dagsordenen.
6. oktober 2020: Olga Ravn fortæller i et interview med femina.dk, at hun har modtaget flere end 300 beskeder som reaktion på Politiken-debatindlægget. ”Der er meget ubearbejdet traume”, siger hun.
8. oktober 2020: Mødrehjælpen lancerer et manifest for en tryg fødsel. De ønsker blandt andet gratis fødselsforberedelse i små hold, gratis hjælp døgnet rundt til at komme godt i gang med amning og gratis hjælp til alle familier med psykiske efterveer. I et interview med femina.dk fortæller direktør for Mødrehjælpen, Ninna Thomsen, at der på det tidspunkt er 10.000 underskrivere, og at flere end 500 har indsendt deres fødselsberetning. ”Jeg synes, voldsomheden er slående,” siger Ninna Thomsen.
17. november 2020: En gruppe jordemødre bakker op om Olga Ravn og de kvinder, der oplever svigt i den danske fødselskultur i et debatindlæg i Information. De fremhæver, at strukturel sexisme også eksisterer i den danske fødselskultur. Allerede i 2015 protesterede jordemødre i et fælles opråb, og i 2016 forlod Morten Hedegaard Rigshospitalet i protest efter at have været fødselschef på stedet i 14 år. Han mente, der var for få hænder og for lidt tid til de fødende.
December 2020: Hvidovre Hospital melder ud, at alle førstegangsfødende med ukompliceret graviditet og fødsel skal sendes hjem otte timer efter fødslen. Regeringen og dens støttepartier samt Alternativet bliver enige om finansloven for 2021. Selvom det fremgår af regeringens forståelsespapir, at den vil forbedre de fødendes forhold, er de fødende ikke nævnt i finansloven. Over 25.000 har nu underskrevet Mødrehjælpens manifest, og 1200 har sendt deres vidnesbyrd til dem.