Michael Dyrby
Sexisme

Michael Dyrby bryder tavsheden efter MeToo-dokumentar: "Det er vanvittigt, og jeg undskylder"

8. december 2021
af Mariah Leitisstein
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Michael Dyrby, ansvarshavende chefredaktør på B.T., erkender i nyt interview, at han har gjort sig skyldig i sexisme og dårlig dømmekraft.

Denne artikel blev første gang udgivet hos Se og Hør.

Otte dage efter den opsigtsvækkende Discovery-dokumentar om sexisme på TV 2, taler Michael Dyrby for første gang.

B. T.s chefredaktør og tidligere nyhedsdirektør på TV 2 forholder sig i et stort interview med Berlingske til de anklager, der bliver rettet mod ham i dokumentaren.

Michael Dyrby nævnes ikke ved navn i dokumentaren, men i det nye interview indrømmer han, at han har opført sig upassende og har krænket.

Samtidig fortæller han også, at dokumentaren ramte ham hårdt, hvilket var årsagen til, at han i en uge har holdt sig skjult.

– Har jeg krænket nogen? Altså, i og med jeg er en del af dokumentaren, og de kvinder, som fortæller om deres oplevelser jo helt tydeligt føler sig krænkede, så er det klart, at jeg har krænket nogen. Det er vanvittigt, og det undskylder jeg virkelig for, siger han til Berlingske.

– Du bliver aldrig til noget her på TV 2. Du er for gammel. Du er for rapkæftet. Og fordi jeg ikke vil kneppe dig, skulle Michael Dyrby angiveligt have meddelt kommunikationsrådgiver Anna Thygesen på vej hjem fra en julefrokost i 2007.

Kort tid efter sidste uges dokumentarpremiere meddelte Anders Krab-Johansen over for Mediawatch, at Dyrby var blevet sendt hjem på ferie, fordi "han trængte til det".

Michael Dyrby fortæller i sit interview med Berlingske, at han forventer at vende tilbage på pinden onsdag.

Læs også