
Manden med den ikoniske stemme har sagt sit sidste ord: Jørgen Leth er død

Jørgen Leth gik bort mandag efter kort tids sygdom.
Foto: Martin Høien
Jørgen Leth er mandag aften gået bort efter kort tids sygdom.
Det meddeler Gyldendal på vegne af hans familie til Ritzau. Derudover har de ingen yderligere kommentarer.
Jørgen Leth bar mange titler. Filminstruktør, forfatter, digter og cykelsportskommentator. Han startede sin karriere i 1962 med digtsamlingen ‘Gult Lys’ og fortsatte gennem sit lange liv med at være produktiv. Senest udgav han i år digtsamlingen ‘Zombie’.
For mange vil Jørgen Leth være synonym med sin nasale, dybe stemme, der i årevis kommenterede Tour de France på TV 2. Mange vil også huske ham for radio-brevkassen Spørge Jørgen, hvor han på Radio24Syv udøste særlig livsvisdom om livet, døden, agurkesalat, tøj og cykling.
Ud af Leths store filmiske ouevre, der tæller mere end 40 film, blev han især kendt for filmen ‘Det Perfekte Menneske’ fra 1967 og ‘De Fem Benspænd’, som han lavede sammen med Lars Von Trier i 2003.
I 2005 udgav Jørgen Leth selvbiografien ‘Det uperfekte menneske’, som endte med at være en kontroversiel udgivelse på grund af én særlig sekvens, hvor han beskrev et forhold til en 17-årig haitiansk pige. Sagen blev flittigt dækket i medierne og endte med, at Leth på nydansk blev cancelled og mistede sin tjans hos TV 2. Efter sigende martrede det Leth helt frem til hans død.
Privat var Jørgen Leth gift tre gange og fik fire børn.
I et af sine sidste interview, sagde han til DR, at han håbede, han ville blive husket for sin ærlighed. Det vil der næppe herske nogen tvivl om.
Dét og så hans særegne udtale af isen Magnum.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Læs mere om:
Udvalgt indhold

6 kreative projekter: Sådan genbruger du dine gamle tekstiler

Efter seks år tager Mette Heeni afsked med 'Carmen Curlers': Rørende at vise serien for Arne Bybjergs fire sønner og deres familier
