Samfund
16. juni 2023

Madonna ligner ikke længere Madonna. Men er det overhovedet vigtigt?

Madonna ligner ikke længere Madonna. Er ikonet ved at bukke under for en ungdomsfikseret branche, eller er hendes agenda en helt anden? Og er det overhovedet vigtigt, om hun ligner sig selv fra sin storhedstid? Det har vi spurgt to Madonna-kendere om.
Af: Af Stinne Kaasgaard
Madonna

Foto: scanpix og The Mega Agency

Se, hvor sød jeg ser ud, nu hvor hævelserne efter min operation er aftaget. Lol.”

Sådan skrev Madonna på Twitter godt to uger efter årets Grammy Awards tidligere på foråret. Her skulle hun præsentere vinderne i kategorien Bedste pop-duo/gruppe, men det var ikke dem, folk snakkede om efterfølgende – men Madonnas ansigt.

“Vær sød at stoppe med botox!” lød en kommentar på Instagram. “Det er ikke den Madonna, jeg kender,” skrev en anden, mens flere opfordrede hende til ganske enkelt at stoppe karrieren: “Lad være med at forsøge at forblive relevant! Gå på pension.”

Madonna

2023

Og så var der de kommentarer, som antyder, at hun er usikker, aldersforskrækket og ligger under for et urealistisk skønhedsideal.

“Jeg ville ønske, at Madonna elskede sig selv nok til at lade sig selv ældes med ynde”, lød en af dem. Samtidig florerede billeder, hvor hun blev sammenlignet med Janice fra “The Muppet Show” – guitaristen med de kæmpestore læber og overdimensionerede øjenvipper.

Det er langtfra første gang, Madonna møder kritik for sit udseende, men det er ikke altid, at hun siger fra.

Det gjorde hun denne gang. Både på Instagram, hvor hun i et længere indlæg kaldte det misogyni og aldersdiskrimination og kritiserede, at verden nægter at anerkende kvinder over 45 år, som insisterer på stadig at være i verden. Og i Twitters mere kontante form, hvor hun få dage efter prisuddelingen skrev:

“Verden er truet af min magt og min styrke. Min intelligens og min vilje til at overleve. Men de vil aldrig knække mig. Det er bare en test.”

Gammel vin på nye flasker

Chris Pedersen er modeekspert og redaktør på Børsen Weekend og har fulgt Madonna gennem størstedelen af hendes karriere.

Han mener, at det ikke alene falder folk for brystet, at hun slet ikke ligner sig selv, fra hun var yngre, men i lige så høj grad, at hun ser markant anderledes ud i virkeligheden, end hun gør på sine sociale medier.

– Det, vi ser på Instagram, er ideen om Madonna, som er helt fri for rynker og slet ikke ligner en på 64 år. Når hun så dukker op i real life, bliver det meget tydeligt, hvor meget hun har fået lavet, siger han.

Madonna

2022

Madonna

2022

Madonna

2022

Han understreger, at han ikke vil gøre sig til dommer over, om Madonna er gået for langt, men hæfter sig ved, at mange lader til at opleve det som en meget pludselig forandring, hvilket han ikke er enig i.

– Madonna ser mere eller mindre ud, som hun har gjort de sidste måske syv-otte år. Hun er ikke helt uden rynker, men det er klart, at hun har fået lavet noget især i de senere år. Det ser bare mere ekstremt ud med filtre på Instagram, så når folk ser hendes i virkeligheden, bliver de chokerede, siger han.

Ifølge Chris Pedersen er kritikken i dag ikke meget anderledes end den, Madonna har fået gennem hele sin karriere. For selv om de færreste har betvivlet hendes ikoniske status, har hun altid mødt især én kritik.

– Hvis man har fulgt Madonna tæt, vil man vide, at hun, siden hun var i midten af 30’erne, har fået spørgsmålet: Er du ikke for gammel til at være Madonna? Det hørte hun for med bl.a. “Like a Prayer” og med “Erotica”, hvor hun fik at vide, at hun var for gammel til at være sexet, og at hun burde pakke sig selv væk, siger Chris Pedersen.

Kritikken blev intensiveret, da hun i 1998 udgav det ellers storsælgende album “Ray of Light”, hvor kritikken bl.a. handlede om, at hun ikke burde danse letpåklædt til diskomusik, fordi hun hellere burde koncentrere sig om at være mor.

– Mange mente, at hun trænede alt for meget i den periode, og at sådan burde kvinder ikke se ud. Selv når hun i en alder af 50 år på sin ”Sticky and Sweet”-tour stadig kunne brage igennem i to timer på en scene med 16 dansere, fokuserede kritikere på, at hendes arme var for tynde og muskuløse, siger Chris Pedersen.

Madonna har altid været den første, og når man er den første, tager man nogle slag. Hun gør stien bredere for, hvad kvinder, kvindelige entertainere og nu også ældre kvinder kan “tillade sig”

 

Samtidig forstår han godt, at mange undrer sig over Madonnas udvikling de senere år.

– Det kan godt være, at hun kæmper sin egen kamp, men det bliver også meget tydeligt, hvilket pres stjerner ligger under for. Det triste er jo, at når man ser Madonna nu, kan man næsten ikke undgå at se hende som en, der har givet efter for presset og ikke en, der har sejret over det, siger han.

Madonna

1990

Men det er mere nuanceret end som så, mener han.

– Hvis man ser på den kritik, hun har fået, har den konsekvent handlet om, at hun var for gammel, hun var for gammel, hun var for gammel. Og så kan man spørge: Er det at ligge under for det, at hun nu har fået lavet de ting, hun har? Ingen af os ved det og kan tillade os at gøre os til dommere over det, siger Chris Pedersen.

Det “nye” er nærmere, at hun denne gang siger fra. For selv om hun har for vane at udtale sig kontroversielt, er det alligevel relativt sjældent, at hun kommenterer på kritik af sit udseende, og hvilke kosmetiske indgreb hun har fået foretaget.

Madonna

2018

– Jeg tror, det gør så ondt nu, at hun ikke kan lade være. Da hun for et par år siden modtog en stor pris, holdt hun en meget følelsesladet tale, hvor det citat jeg husker bedst, var: The most controversial thing I have ever done, is stick around.

Så at hun nu i flere omgange siger fra, viser måske, at selv Madonna, som for mange er indbegrebet af råstyrke og selvsikkerhed, ikke kan ryste alting af sig.

– Jeg tror, at hun på den ene side er stolt af sit arbejde og af det, hun har opnået. Men måske hun også endelig er begyndt at deale med årtier i søgelyset, og det helt åbenlyst har været en skånselsløs kritik, der dybest set bunder i, at hun er kvinde. Og netop den samtale er jo blevet meget mere okay at starte i dag, siger Chris Pedersen.

Frontløberne tager slagene

Debatten om Madonnas udseende ved Grammy Awards fyldte så meget, at de færreste lod til at høre, hvad hun faktisk sagde i sin tale.

Bl.a. hvorfor det betød noget for hende at kunne præsentere kunstnerne Kim Petras og Sam Smith, som skrev historie ved at være den første hhv. transkønnede og nonbinære til at vinde en pris ved den berømte prisuddeling.

– Her er, hvad jeg har lært efter fire årtier i musik: Hvis de kalder dig chokerende, skandaløs, besværlig, problematisk, provokerende eller farlig, så har du uden tvivl fat i den lange ende. Så jeg er her for at takke alle rebellerne derude for gå forrest og bane vejen for andre. I skal vide, alle jer, der laver ballade, at jeres frygtløshed ikke bliver overset. I bliver set. I bliver hørt. Og mest af alt: I bliver værdsat, sagde Madonna i talen.

Madonna

1989

Den svada rammer i høj grad essensen af, hvem Madonna er, og hvad hun står for, mener Sarah von Essen, som er kulturjournalist og har været dedikeret fan af Madonna siden udgivelsen af “Like a Virgin” i 1984.

Hun er, fire årtier senere, stadig dedikeret til sit livs idol og lægger ikke skjul på, at hun vil forsvare hende til sidste bloddråbe. Derfor mener hun også, at kritikken er skudt forbi.

– Madonna har altid været den første, og når man er den første, tager man nogle slag. Hun gør stien bredere for, hvad kvinder, kvindelige entertainere og nu også ældre kvinder kan “tillade sig”. Jeg vil slet ikke tage stilling til, hvordan hun ser ud, men at hun stadig formår at provokere, har jeg den dybeste respekt for, siger Sarah von Essen.

Sarah von Essen mener, at det virker, som om kritikerne har glemt Madonnas legacy. Alt det, hun gennem tiden har stået for.

Alle de kampe, hun har taget for særligt kvinder og ikke mindst det engagement og den aktivisme, hun har lagt i især LGBT+-miljøet, som hun har støttet op om gennem tiden, ligesom hun også gik forrest i kampen mod hiv og aids i 80’erne.

– Når kulturen udvikler sig, glemmer man meget hurtigt, hvordan det var engang. Men man skal slet ikke undervurdere, hvor vildt det var, hvordan hun f.eks. insisterede på at tale om hiv og aids.

– Det er også fuldstændig absurd, at det vakte så stort palaver og ballede, at hun i starten af sin karriere gik med navlen bar, slidte brudekjoler og krucifikser om halsen. I dag kan vi trække på skuldrene af det, men tiden var bare en anden dengang, siger Sarah von Essen.

– Det kan godt lyde lidt boomer-agtigt at give hende så meget magt, og jeg vil heller ikke være hende den ældre, der siger, at de unge ingenting forstår, men jeg synes bare, der er en tendens til at glemme, hvem Madonna i virkeligheden er, og hvad hun har præstereret, og i stedet fokusere på, om hun er blevet opereret, og om hun er gået for langt. Det kan godt ærgre mig, siger hun.

Kamæleonens mester

Madonna har dog heller ikke udelukkende mødt kritik. Hun bliver også forsvaret af mange fans med tilsagn som “leave her alone!” og påmindelser om, at hun altid vil være et ikon, uanset hvad hun finder på.

For Madonnas ikoniske status kan måske netop være med til at forklare, hvorfor hun handler, som hun gør.

Redaktør på Time Magazine Belinda Loscombe skriver i et debatindlæg, at den mest konsekvente ting ved Madonna er hendes evne til genopfindelse:

– Hver eneste gang, hun er dukket op i en ny form, har der været dem, der har ment, det var for meget. Hendes brug af kristen ikonografi var for meget, men så lavede Costume Institute på The Met en udstilling om katolicisme og mode.

– Hendes dokumentar “Truth or Dare” var for afslørende, og så fik vi “Real Housewives”. Hendes bog med nøgenhed var for meget, og så blev Kim Kardashian berømt for et sextape. Så måske kommer vi også over det denne gang, skriver hun.

Madonna

1986

Også den amerikanske forfatter Jennifer Weiner mener, at det er for nemt at skyde Madonna i skoene, at hun blot ligger under for et pres udefra.

I artiklen “Madonna’s New Face Is a Brilliant Provocation” i The New York Times, argumenterer hun for, at man næppe kan sige, at hun ikke ligner sig selv, for hvilken Madonna refererer man så til?

– Hun har genopfundet sig selv igen og igen, fra hun ankom til klubscenen i New York i små corsagetoppe, fingerløse blondehansker og krusifikser, til hendes himmelfart som Hollywood-stjerne i sit Marilyn Monroe-“Material Girl”-look, skriver hun.

Ser man tilbage på Madonnas karriere, kan man da også hurtigt finde en sexet Madonna, en androgyn Madonna, en hippie-Madonna, en Madonna i dyrt designertøj, en sporty discoqueen og mange flere.

Sarah von Essen er enig i, at Madonnas historik som kamæleon kan være med til at forklare hendes seneste forvandlede look.

– Madonna er jo en forvandlingskugle, som aldrig har aldrig været den samme. Hun har skiftet stil og udtryk og udseende adskillige gange, og måske det er det, som mange finder så provokerende. Hun er et fænomen, som indimellem spejler sin samtid og læser sæsonen, men samtidig også formår at skabe tendenser selv, siger hun.

Frigjort eller fanget?

Samtidig kan Sarah von Essen godt forstå kritikken. For uanset hvad Madonnas bevæggrunde har været – hvilket vi kun kan gisne om – er hun stadig en rollemodel for mange.

Der har som ellers i popkulturen været spæde tendenser til at tage et opgør med, at en kvindes karriere i showbiz slutter, når hun fylder 35 år – tænk bare på Sarah Jessica Parker, Meryl Streep og Andie MacDowell, som nægter at få rynker glattet ud og i det hele taget fjerne alle alderstegn.

Madonna går i den stik modsatte retning, hvor ingen kan se, at hun er 64 år.

– Det er noget, jeg har det lidt besværligt og blandet med. Det ville jo være dejligt, hvis vi alle sammen bare kunne give slip, og nogen kunne vise vejen, siger Sarah von Essen

Madonna

2018

Hun mener stadig, at der er en lige linje gennem Madonnas karriere, i forhold til hvad hun har stået for og har repræsenteret, men lige, når det kommer til at udradere samtlige alderstegn kan hun godt forstå, at det kan skabe debat.

– Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at hun ikke ligger under for noget, at hun bare har gang i sit eget projekt, og at hun er totalt beyond, men det tror jeg ikke, at der er nogen af os, der er.

– Jeg havde også selv meget stærke følelser, da jeg var yngre, om, at jeg bare skulle få gråt hår og aldrig lave noget om, men alligevel har jeg fået løftet mine øjenlåg i dag. Det er en kliché at sige efterhånden, men som kvinde kan du bare ikke vinde, for det bliver også bemærket, hvis du ikke gør noget, siger hun.

Ifølge Chris Pedersen er Madonnas udseende efterhånden så markant anderledes, end da hun var yngre, at man ikke længere kan tale om, at hun ikke ligner en på 64 år.

Hun ligner nemlig heller ikke en på 30, 40 eller 50 år, mener han. Han fremhæver nogle af Hollywood-guldalderens store stjerner som Marlene Dietrich, Greta Garbo og Elizabeth Taylor som eksempler på nogen med et så ikonisk udseende, at ingen faktisk husker, hvordan de så ud som ældre, for der havde de enten forladt rampelyset eller manipuleret deres udseende efter bedste evne for at holde fast i det udseende, der havde gjort dem berømte.

Madonna

1999

Madonna er på den måde, selv om hun stritter imod, ifølge Chris Pedersen blevet en del af det, han kalder “Hollywood-fabrikken”, hvor der for kvinders vedkommende kun er plads til at være ungdommelig skønhed.

– Ingen taler om, hvordan Mick Jagger og Iggy Pop opfører sig og går klædt på scenen, selv om de for længst er fyldt 70 år, men Madonna har måttet høre for sit udseende og sin alder, siden hun var i slutningen af 30’erne, siger han.

Omvendt mener han også, at Madonna bærer en del af ansvaret selv for, at folk opfatter hende, som om det er “stukket af.”

F.eks. da hun sidste år viste sig topløs på Instagram, hvor kun emojis dækkede brystvorterne, eller da hun i 2018 i “The Tonight Show” med Jimmy Fallon midt i interviewet kastede sig op på hans bord og afsluttende viste sin bagdel til publikum.

– Der er det med stjerner, at vi skal have nogle rum, hvor vi kan blive provokerede, men vi skal også have nogle rum, hvor vi kan blive forelskede i dem igen. Og der er det måske lidt for lang tid siden, at Madonna har givet os et rum til at blive forelsket i hende. Provokationen fylder meget i øjeblikket. Det er, som om pladen kører lidt i hak, siger Chris Pedersen.

Følger man Madonna, vil man dog vide, at hun ikke har i sinde at lytte til hverken kritikere, anmeldere, velmenende fans eller nogen som helst andre end sig selv.

Som hun også understregede på sin Instagram i kølvandet på polemikken omkring Grammy Awards:

– Jeg ser frem til mange flere år med undergravende adfærd, at skubbe grænser og stå op imod patriarkatet. Og mest af alt nyde mit liv. Bow down bitches!

Perspektivet blev udgivet i femina 23, 2023.

Læs mere om:

Læs også