Camilla Kjems om børns tøj
Kommentar

Må man bede sin søn tage øreringen af, når han skal møde nye mennesker? Ja, siger mediechef Camilla Kjems

Af Camilla Kjems 15. september 2021
Foto: Ulrik Jantzen
KOMMENTAR: Mediechef Camilla Kjems ser sig selv som en ret ”woke” mor, men forleden endte hun alligevel i en diskussion med sine børn. Hun havde nemlig bedt sin søn tage øreringen ud, når han skulle på udveksling.

Min 21-årige søn går med neglelak, min 15-årige søn har ring i øret med et vedhæng i af en panter, og min 10-årige datter syede som 9-årig en strap-on-penis på fritidshjemmets systue, da hun gerne ville ”prøve at se, hvordan det var at være dreng”. Med andre ord: Jeg ser mig selv som en ret så ”woke” og fordomsfri mor!

Alligevel kom jeg for nylig i særdeles bad standing hos mine børn, der anklagede mig for at ”ville begrænse dem i at være dem, de er”.

Årsag: Jeg bad min søn, der var på vej til USA for at gå et år på high school og dermed også bo hos en fremmed (katolsk) familie, om at tage sin ørering ud til at starte med. Ikke nødvendigvis hele året, men indtil han lige havde fornemmet, hvordan kulturen og normerne i familien og på skolen var.

En handling, der altså førte til en del højlydte diskussioner derhjemme … Og det fik mig selvfølgelig til at reflektere over, om det nu også VAR mig, der var blevet gammel og forstokket, eller om jeg havde nogle holdbare argumenter at have min holdning i?

Er det virkelig at begrænse sine børns selvudfoldelse at bede dem klæde sig på en bestemt måde (eller undlade at klæde sig på en bestemt måde) i en specifik situation? Krænker jeg deres identitet (for at blive i den nutidige diskurs’ lingo)? Hvad lå egentlig bag denne opfordring fra min side?

Det handler ikke kun om dig

Umiddelbart handlede det for mig om to ting: 1. At han kunne møde sit nye land, sin nye familie, sine nye venner og sin nye skole i øjenhøjde med en respekt for og nysgerrighed på deres kultur og ”way of living”. Og 2. At han ikke skulle risikere at blive sat i bås fra dag et på grund af nogle signaler, han kunne sende med sin påklædning.

"Min 21-årige søn går med neglelak, min 15-årige søn har ring i øret med et vedhæng i af en panter, og min 10-årige datter syede som 9-årig en strap-on-penis på fritidshjemmets systue, da hun gerne ville ”prøve at se, hvordan det var at være dreng”."

Disse argumenter fremførte jeg for mine børn, men den åd de ikke, så hmmmmm … Måske er det bare mig? Jeg grublede i dagene efter videre over ”konflikten”, gravede dybere og kom frem til, at det for mig ikke handler om selve påklædningen, men om hvordan man mødes som mennesker.

For i mødet med andre mennesker handler det ikke kun om dig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det handler ikke om MINE værdier og MINE præferencer, men om mødet. Det nøgne møde, det ærlige møde, det interesserede møde.

Og selvom det ikke BURDE være sådan i den bedste af alle verdener, kan udseendet og de signaler, vi sender med vores påklædning, her være en hæmsko, der skaber afstand, allerede inden mødet er begyndt.

Af samme grund er der dresscodes for diplomater, der skal løse alverdens konflikter. Gammeldags? Måske. Men effektivt, når man gerne vil opnå en gnidningsfri og respektfuld kommunikation på tværs af kulturer.

Så jeg holdt fast og tog en ny snak med mine børn, der efter denne tankerække og argumentation godt kunne se mine pointer. Så Buster tog øreringen ud og mødte sit nye liv som et rent lærred. Og her en uge efter ankomst er øreringen i igen.

Hans nye familie i USA havde ingen problemer med det. Så ja, måske var mor bare hysterisk – men jeg mener nu stadig, at min gerning kun var et tegn på respekt over for det land og den familie, der så gavmildt tager imod min søn, og ikke et tegn på, at jeg vil begrænse min søn i at være den, han er. En dreng med ørering – og MEGET MERE!