Lone på 47 kæmper med senfølger: “Jeg oplever det, som om jeg er en gammel kone på 90 år”

Lone Thomsen har levet med senfølger af covid-19 i snart halvandet år.

Hun fik konstateret covid-19 i december 2020, da hun blev testet, fordi hun havde høj feber og hovedpine, hoste, ømme led og muskler.

Det første, hun mærkede til sygdommen, var, at hendes lugte- og smagssans forsvandt, men den kom tilbage omtrent halvanden måned senere.

I tre uger var Lone sygemeldt fra sit arbejde som social- og sundhedsmedhjælper.

– Jeg har indstillet mig på, at jeg må lære at leve med mine senfølger, for jeg tror ikke, at det bliver bedre, når der er gået så lang tid. Men det klarer jeg nok, og jeg må få det bedste ud af det, siger Lone, 47 år.

Lone har konstant ømme led og muskler, både i ben, arme og hænder.

Når hun har siddet eller ligget i sin seng et stykke tid, kræver det en kraftanstrengelse at få rejst sig og få den ømme krop i bevægelse.

– Jeg oplever det, som om jeg er en gammel kone på 90 år, fordi kroppen gør ondt, og jeg må derfor bevæge mig langsomt. Jeg har også dybe nervesmerter i hænder, fingre og fødder, der føles som smertefulde spændinger.

For nylig har Lone også fået hævelser på begge hænder mellem leddene, hvor hun indimellem føler en stikkende smerte.

Hertil kommer en nedsat følelse i fingrene, som gør, at hun ofte taber ting.

Men Lone ved endnu ikke, om hævelserne hænger sammen med, at hun har haft covid-19. Hun skal til undersøgelse på hospitalet.

Hyppige kulderystelser er også en del af hverdagen, efter at Lone har haft covid-19. Hun tror ofte, at hun har feber, men når hun tager sin temperatur, er den helt normal.

Op til tre gange om ugen er Lone plaget af hovedpine. Hukommelsen er heller ikke, som den var før sygdommen.

– Jeg har vænnet mig til at skrive de ting ned, jeg skal huske. Sådan var det ikke før. Jeg har været vant til at have mange bolde i luften og huske godt i de 27 år, jeg har været social- og sundhedshjælper. Jeg har fortalt min arbejdsgiver og mine kolleger, at jeg har svært ved at huske, så det hjælper mig, at jeg altid kan ringe til mine kolleger og bede dem gøre noget, jeg har glemt, siger Lone.

Pauser hjælper

Lone elsker at sylte og bage, men har ikke længere så meget overskud til det.

– Jeg skal tage mig sammen for at komme i gang med det eller gøre noget andet praktisk derhjemme. Jeg har altid elsket de tidlige morgener, men når jeg står op nu, må jeg som regel lægge mig for at hvile om formiddagen, hvis jeg ikke skal på arbejde, fordi jeg konstant er træt, fortæller Lone, der har gået på en senfølgeklinik.

På klinikken blev hun undersøgt, talte med både læge, ergoterapeut og fysioterapeut.

Sidstnævnte gav hende udstrækningsøvelser, som hun skal lave to gange om dagen. Lone mærker endnu ikke den store forskel, men laver dem alligevel, for måske hjælper det.

Lone har også lært at holde flere pauser i løbet af dagen, fordi hendes symptomer forværres, når hun overgør tingene.

– Jeg er en blæksprutte på arbejdet og har mange forskellige opgaver. Jeg har derfor fået at vide på senfølgeklinikken, at jeg skal holde hjernepauser. Så i stedet for at hoppe fra den ene opgave til den anden og gøre flere ting på samme tid, sørger jeg nu for at gøre én ting ad gangen, når det er muligt. Hjernepauser på jobbet kan være at lægge tøj på plads, plante blomster eller gå en tur med en borger.

Når Lone kommer hjem fra sit arbejde, sørger hun for at slappe af en halv time, før hun går i gang med aftensmaden.

Hun hviler sig også mere i de weekender, hvor hun har fri.

Hvile giver hende større overskud til at klare hverdagens gøremål. Hendes vigtigste råd til andre lyder derfor:

– Mærk efter, hvad din krop har brug for. Hold pauser i løbet af dagen i stedet for at presse dig selv for meget.