https://imgix.femina.dk/2022-04-19/2ukraine.jpg
Ukraine

Liudmyla flygtede fra krig med sin fem dage gamle søn på armen. Nu drømmer hun om at genopbygge sit hjemland

20. april 2022
af Sofie Olivia Mørch
Foto: Privat
Liudmyla Herashchenko var gravid i uge 40, da sirenerne hylede, bombarderingerne startede, og krigen brød ud. Under fødslen måtte hun søge beskyttelse i hospitalets kælder sammen med 50 andre kvinder. Nu hjælper hun og hendes mand folk i deres hjemland.

Det står helt klart i hendes erindring. De blev vækket klokken fem om natten til lyden af eksplosioner. Det var lyden af krig i Europa.

Liudmyla Herashchenko, hendes mand og deres to børn bor oprindeligt i Kharkiv, som ligger cirka 40 kilometer fra den russiske grænse. Men det var lige indtil, at der udbrød krig i deres hjemland.

– Vi vågnede til lyden af eksplosioner, og min første tanke var: "Åh Gud, den er startet."

– Vi tændte for nyhederne og kunne rigtig nok se, at Putin havde erklæret krig i vores land, siger hun.

Hun var højgravid, i uge 40, og parret ventede en lille dreng i begyndelsen af marts.

Inden krigen officielt brød ud, havde de pakket det meste af deres ting, for hvis frygtscenariet skulle blive en realitet, havde de aftalt at rejse 150 kilometer væk til Poltava, hvor Liudmylas svigermor bor.

Mennesker på flugt fra Ukraine

Invasionen af Ukraine har indtil videre sendt over 4,9 millioner mennesker på flugt.

Over halvdelen af dem – 2.800.713 mennesker – er flygtet til nabolandet Polen.

Herefter følger lande som Rumænien, Ungarn, Moldova og Slovakiet, mens 535.842 mennesker er taget til Rusland.

Over 90 procent af dem, der er flygtet, er kvinder og børn.

Kilde: UNHCR, Unicef

Turen til Poltava kan under normale omstændigheder klares på to timer, men den dag tog det syv på grund af de mange biler, der fyldte vejene ud af den ukrainske storby.

– Alternativet var, at jeg skulle føde i min svigermors kælder

I Poltava begyndte hendes mand at bygge et beskyttelsesrum i morens kælder, hvor familien skulle søge tilflugt, når luftsirenerne lød.

Der blev de et par dage, inden de kørte på hospitalet.

– Vi turde ikke at vente længere, fordi vi var bange for, at eksplosioner kunne sætte en stopper for, at jeg kom sikkert på hospitalet. Alternativet var, at jeg skulle føde i min svigermors kælder.

Der sad vi 50 kvinder, nogle højgravide og nogle med deres helt nyfødte babyer. Det var slet ikke til at bære.

På hospitalet mødte hun mange andre gravide kvinder, der, ligesom hende, var bekymrede for den verden, de snart skulle byde deres nyfødte.

Kvinderne måtte flere gange i løbet af en dag ned under hospitalet, i kælderen, for at være i sikkerhed.

Scener, der står lysende klart i Liudmylas erindring.

https://imgix.femina.dk/2022-04-19/lyud.jpg
Liudmyla Herashchenko, højgravid på hospitalets toilet

– Den første gang jeg skulle i kælderen, begyndte tårerne at presse sig på. Der sad vi 50 kvinder, nogle højgravide og nogle med deres helt nyfødte babyer. Det var slet ikke til at bære.

På hospitalet havde de indrettet et særligt rum, hvor fødslerne skulle foregå. Men da det blev Liudmylas tur, begyndte luftsirener at advare om eksplosioner udenfor i Poltavas gader.

https://imgix.femina.dk/2022-04-19/1Ukraine.jpg
Liudmyla Herashchenko i hospitalets kælder med sin nyfødte søn

Med veer og en baby på vej måtte hun derfor, i selskab med de andre kvinder, gå fire etager ned til kælderen og samme vej op til hospitalssengen igen et par gange under fødslen for at være i sikkerhed.

– Det var en fysisk udfordring for mig, og så følte jeg mig bange og hele tiden usikker på, hvad der skulle ske: "Hvis russerne bomber os, hvor længe skal vi så opholde os i kælderen, og kommer vi levende op derfra?"

Turen i sikkerhed fortsatte også efter fødslen. Og her havde Liudmyla hænderne fulde.

I den ene hånd havde hun nogle personlige ejendele – i den anden sin nyfødte, og snart begyndte de fysiske og psykiske anstrengelser at sætte deres spor.

– Dagen efter jeg fødte Demian, kunne jeg ikke stoppe med at græde. Jeg havde prøvet at være stærk alle de andre dage, men den dag var følelsen af fortvivlelse altoverskyggende.

– De ansatte på hospitalet var meget hjælpsomme, men man kunne føle deres nervøsitet fra lang afstand, og den smittede af på mig. Jeg kunne ikke slappe af i et sekund og bare nyde at have en nyfødt baby, siger hun.

Flugten mod vest

Selve fødslen tog to timer, og ud kom en fin, sund dreng. Demian kalder de ham. Men forud ventede, hvad man vist godt kan kalde, en barsk begyndelse.

https://imgix.femina.dk/2022-04-19/lyud2.jpg
Liudmyla Herashchenko og Demian

Da Demian kun var fem dage gammel, skulle han ud på en lang køretur.

GPS’en var sat til den polske hovedstad, Warszawa. En tur, der tog fem dage. 10-14 timer i bil om dagen.

– Det var ikke sikkert at rejse. Det var nok mere sikkert at blive i Poltava. Men bare tanken om at blive vækket til lyden af sirener, gå ind og vække mine børn for at tage dem ned i sikkerhed i kælderen. Jeg kunne bare ikke holde den ud, siger Liudmyla.

Derfor tog familien en fælles beslutning om at søge mod vest.

Hendes mand fik lov at tage med, fordi mænd, der har over tre børn, har tilladelse til at krydse landegrænsen for at være sammen med deres familie.

Det var en forfærdelig følelse at se raketten og forstå, at hvis nogen dør nu, kan jeg ikke gøre noget ved det.

Og med parrets tre børn og en dreng fra et tidligere ægteskab kunne Liudmylas mand tage med til Polen.

På grund af propfyldte veje tog turen længere, end de først havde forestillet sig, og i stedet for at køre af hovedvejene måtte de tage mindre, snævre veje gennem landsbyer for at undgå for meget trafik.

https://imgix.femina.dk/2022-04-19/Ukraine.jpg
På vej til Polen. Familiens tre børn og Liudmyla Herashchenkos mands barn fra et tidligere ægteskab

På vejen gennem en af landsbyerne, så de en raket flyve henover dem, og en halv time senere hørte de meldinger om en eksplosion i byen Vinnytsia i det centrale Ukraine.

– Det var en forfærdelig følelse at se raketten og forstå, at hvis nogen dør nu, kan jeg ikke gøre noget ved det.

– Jeg har en meget stor skyldfølelse over at forlade mit hjemland, fordi der er noget inden i mig, der siger, at jeg må gøre noget for at hjælpe. Nu falder jeg i søvn i Polen i en varm seng, men med en forfærdelig følelse, fordi jeg ved, at folk i mit hjemland skal tilbringe natten i deres kældre.

En uklar fremtid

9. marts ankom familien til Warszawa, hvor de opholder sig nu.

Men Liudmylas forældre er stadigvæk i Ukraine.

De bor i en lejlighed i Kharkiv, men på grund af eksplosioner i byen måtte de søge sikkerhed hos venner og familie i forstæderne til den ukrainske storby.

– Jeg snakker med dem hver dag. De kan købe mad der, og frivillige kommer med medicin til dem, men jeg er hele tiden meget bekymret for dem.

At Liudmylas mand kunne krydse den ukrainske grænse, betød, at familien havde bedre mulighed for at hjælpe folk i deres hjemland.

Siden Liudmyla og hendes mand kom til Polen, har de indsamlet penge til at købe en varevogn, så de kan køre over grænsen med humanitære forsyninger.

Selvom den seneste tid har været hård for dem, så har de stadigvæk håb for fremtiden.

– Vi har et ønske om at genopbygge vores land efter krigen. Det er selvfølgelig svært at sige, om det kommer til at være sikkert at rejse tilbage, fordi vi ikke kender fremtiden. Det er heller ikke nemt at planlægge med tre børn, der skal i skole og have en uddannelse. Men vi har håb for fremtiden og for vores børn.

– Og Demian har det godt. Han er en stærk dreng.

Læs også