Par
Samfund

Læge: Vi behandler raske kvinder, når deres mand er syg. Det er jo virkelig absurd

24. februar 2023
Af Aja Larsens
Foto: Unsplash
Mænds sædkvalitet falder drastisk. Alligevel har fertilitetsbehandlingen i mange år udelukkende fokuseret på kvinder. Nu er ny forskning i mænds sædkvalitet på vej.

Kigger du på en normal skoleklasse så vil 1-2 af børnene, være ”lavet” med en eller anden form for hjælp.

Fertiliteten daler over hele verdenen, og flere og flere par har brug for behandling for at blive gravide.

Særligt er det mænds sædkvalitet, der er styrtdykket. Mindre end hver fjerde mand har nemlig en optimal sædkvalitet.

Præcis hvorfor, er der ikke et entydigt svar på, men det bliver antaget, at det blandt andet har noget at gøre med de kemikalier, vi bliver udsat for i ting som cremer, plastbeholdere, madvarer og meget mere.

I hvert tredje tilfælde af infertilitet er det udelukkende manden, der er årsagen og i halvdelen er han en medvirkende årsag.

Alligevel er det udelukkende kvinden, man behandler. For der er ikke udviklet nogen behandling mod mænds dårlige sædkvalitet, på trods af, at det ofte er her, problemet ligger.

Forsker og læge på Rigshospitalet Martin Blomberg Jensen mener, at det af flere årsager er problematisk, og derfor er han sammen med et forskerhold i gang med at undersøge, hvordan man kan styrke mænds sædkvalitet. Og de har allerede fundet banebrydende resultater.

For det første peger Martin Blomberg Jensen på, at selvom den behandling vi bruger i dag, er god, så er det stadig kun to tredjedele af par, der lykkedes med at blive gravide af den.

– Hvad skal der så ske med den sidste tredjedel? Skal de ikke have nogen børn? Hvad er forskningen i det? Det er jo en enorm gruppe, siger Martin Blomberg Jensen.

Derudover kan han ikke forstå, at vi ikke forsøger at behandle mandens problem i sager, hvor det er manden, der har nedsat sædkvalitet og kvinden, der er helt fertil.

– Det er problematisk, at vi uden at stille spørgsmål til det, accepterer, at kvinderne skal behandles, også når manden er den eneste, der er syg. Der findes ikke nogen anden sygdom, hvor man behandler raske mennesker i stedet for den, der er syg, siger han og fortsætter:

– Hvorfor skal kvinden gå igennem et års behandling, når hun er helt rask? Det er jo virkelig absurd.

Det er problematisk, at vi uden at stille spørgsmål til det, accepterer, at kvinderne skal behandles, også når manden er den eneste, der er syg. Der findes ikke nogen anden sygdom, hvor man behandler raske mennesker i stedet for den, der er syg.

Den behandling, som Martin Blomberg Jensen lige nu forsker i, eksperimenterer med at bruge medicin mod knogleskørhed til de infertile mænd.

Forskerholdet har nemlig fundet ud af, at der er nogle af de samme signaler i testiklerne, som der er i knogler.

Bivirkningerne ved behandlingen vil typisk være kortvarig feberfølelse og en smule ledsmerter i en uge eller to.

Martin Blomberg Jensen er flere gange blevet mødt af spørgsmålet: ”Er det her acceptable bivirkninger?” Til det svarer han:

– Spørg de kvinder, der har været i hormonbehandling i et år, og som får højdosis af hormoner. Spørg dem, om de har nogen gener af det. Der er masser af kvinder, der går i stykker af det her. Selvfølgelig skal manden også acceptere nogle ret simple bivirkninger, siger han og fortsætter.

– Det skal sammenlignes med, hvad kvinderne går igennem under et års hormonbehandling i stedet for at sammenligne med ikke at have nogen bivirkninger. Fordi det er jo ikke virkeligheden.

Økonomiske interesser

Det er svært at opnå tilstrækkelig støtte til forskningsprojekter om mænds sædkvalitet, fordi interessen for det i lang tid har været meget lav.

Martin Blomberg Jensen og han kollegaer føler, at de har stået og råbt i årevis, uden at nogen lyttede.

Han mener den manglende interesse i emnet skal findes i økonomiske interesser.

– Man har kun ville behandle kvinderne, fordi det var der, der var big money at tjene. Det er en ekstrem lukrativ forretning. Så der er kommet et økonomisk aspekt ind i det, som er farligt. For det kommer der ikke noget godt ud af for patienterne, siger han og fortsætter:

– Nu har pharmavirksomhederne fundet ud af, at de bliver nødt til at kigge på, at manden også skal behandles. Så det er ved at komme i gang, men det er jo kommet i gang alt for sent, i forhold til hvor stort fertilitetsproblemet er.

Skal der laves forskning, skal der bruges forsøgspersoner. Dem har Martin Blomberg Jensen og hans forskerhold brug for, og derfor har de brug for, at de infertile mænd kommer ind og ”stepper op”.

– Det har været lidt synd for dem i en lang periode, fordi der ikke har været noget interesse for dem. Men nu er der muligheder for dem.

– Nu har vi brug for, at den infertile mand siger, okay, jeg har et ansvar for, at der bliver udviklet nye behandlinger. Både til mig selv, men også til de infertile mænd, der kommer - for der kommer kun flere.

Læs også