Kommentar: "Det gik op for mig, at de kunne slippe af sted med det, fordi de var smukke"

Ida Rud er skribent og debattør. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

For nylig hørte jeg om udtrykket mikroaggressioner – og det føltes lidt som en åbenbaring.

Det var på det sociale medie TikTok, hvor en kvinde fortæller om en aften, hvor hun var af sted med nogle veninder og en kammerat.

De to veninder drillede deres mandlige ven med, at han ikke drak nok shots til at følge med dem. Men der var god stemning, og alle grinede.

Fortælleren er til at begynde med ikke en del af drillerierne, fordi hun af erfaring ved, at det kan være svært med den slags gruppepres, selv om det er i god ånd.

Alligevel ender hun med at blive grebet af stemningen og opfordrer ham til at tage et shot.

Straks ændrer stemningen sig. Han bliver direkte vred, siger voldsomt fra, og at hun ikke skal presse ham til at drikke.

Fortælleren blev overrasket over hans reaktion, for som hun så det, gjorde hun ikke noget, der var tilnærmelsesvist lige så groft som de to veninders.

Hvorfor var det så, at hun ikke måtte gøre det samme som dem?

Der kan selvfølgelig være mange forklaringer – men fortælleren kom frem til, at hendes to veninder er det, man kalder konventionelt attraktive – slanke og kønne.

Fortælleren er tyk, og med andre ord ikke konventionelt attraktiv. Mange læsere vil måske tænke, at det ikke er årsagen – og det kan også godt være, at det skyldes noget helt andet.

Men en del af mikroaggressionernes natur er netop, at de er svære at registrere og sætte fingeren på.

Den, der oplever mikroaggressionerne, vil derfor tit affeje dem og give sig selv skylden for at være sart eller at have misforstået situationen.

Christian Jungersens populære roman “Undtagelsen” er et rigtig godt eksempel på en historie fyldt med mikroaggressioner imellem kollegaer på en arbejdsplads.

Hvis personen, der bliver udsat for mikroaggressioner, siger fra, vil de ofte få at vide, at de er for følsomme eller overdriver og skaber dårlig stemning.

Den måde blev jeg selv mobbet på som barn. F.eks. blev jeg holdt udenfor i pigegruppen.

Mine forældre var klar over, at jeg blev mobbet, og tog det op med lærer og elever. Fremover skulle jeg være med, når der blev leget. Men der gik ikke mange minutter, før legen blev opgivet, hvis jeg kom med.

Og så kunne jeg se, hvordan pigerne bare flyttede sig hen i en anden ende af skolegården og genoptog legen – uden mig.

Det var utrolig subtilt, og jeg havde svært ved at fortælle, hvorfor det gjorde så ondt. Som voksen har jeg også kæmpet med sociale arrangementer.

Da jeg var i 20’erne, var jeg meget socialt akavet. Jeg observerede derfor, hvordan andre opførte sig, for at spejle mig i dem.

Jeg havde virkelig svært ved at snakke med folk, men oplevede, at der ofte sad kvinder i et hjørne, som alligevel var omsværmede.

De bidrog ikke med noget, og alligevel var de populære. Jeg tænkte, at så måtte jeg også godt lade være med at snakke. Men mine venner fortalte, at folk fandt mig enormt arrogant og snobbet.

Jeg stod vitterligt bare i et hjørne og passede mig selv! Ligesom de populære kvinder gjorde.

Det gik op for mig, at de kunne slippe af sted med det, fordi de var smukke. Folk fandt dem evigt fascinerende alligevel. Men tykke mig kunne ikke få lov at opføre mig på samme måde.

Efter jeg øvede mig i, at være meget mere smilende og åben, fik jeg at vide, at jeg virkelig havde udviklet mig til det bedre …

Udtrykket mikroaggressioner stammer faktisk fra 1970’erne, hvor professor Chester M. Pierce fra Harvard-universitetet kom på det for at beskrive den nedgørelse, som sorte amerikanere ofte oplevede.

Og det er i høj grad minoriteter, der oplever mikroaggressioner – folk med sort eller brun hud, dem, der ikke er ciskønnede, kvinder, tykke, handicappede og lignende.

Dem, der er nederst i et usynligt magthierarki, står på mål. Især takket være sociale medier er folk blevet opmærksomme på udtrykket og betydningen af mikroaggressioner.

Så næste gang, du bliver ked af noget, andre måske vil afvise med, at du er sart – så vid, at det nok ikke er tilfældet.

I det hele taget er der ikke noget i vejen med at være sart eller følsom – og om noget, så må folk godt begynde at respektere os, der er det, og måske endda tage lidt hensyn indimellem.