Kirstine skifter ligegyldige firmajulegaver ud med noget, der gør en forskel

Da Kirstine Kruse kom hjem til Danmark efter at have arbejdet med mennesker på flugt i Grækenland, var der særligt én ting, der gik hende på.

– Når jeg fortalte folk herhjemme om de mennesker, jeg havde mødt, omtalte de dem altid som “flygtninge”, men de er bare så meget mere end det. De var helt utroligt dygtige og kunne så mange ting, men de blev bare overhovedet ikke set for det.

Kirstine synes både de var Capable, Remarkable, Knowledgeable, Fashionable og meget andet, og det skulle senere vise sig at blive inspirationen bag navnet på hendes virksomhed The -able. Navnet har til formål at huske på, at det er mennesker, der står bag statistikkerne over mennesker på flugt.

Basketball i Mellemøstens Paris

Hendes interesse for mennesker, der på grund af krig og ødelæggelse må forlade alt, de ejer, startede, da hun var i midten af tyverne og læste sociologi på Københavns Universitet. Valget mellem praktik i Danmark eller i udlandet var let. Hun spillede basket og søgte derfor praktikplads i den danske organisation GAME, der tror på at nøglen til forandring er gennem sporten. GAME havde aktiviteter i Libanon, som på det tidspunkt var et land, hun på ingen måde havde kendskab til.

– På det tidspunkt vidste jeg ikke engang, at arabisk læses den anden retning. Jeg vidste, at jeg kunne lide arabisk mad, og det var pretty much it.

Kirstine sprang ud i det, hun så som en spændende udfordring, og flyttede til Beirut, som man dengang kaldte Mellemøstens Paris, husker hun. Kort efter hun landede i hovedstaden, var hun solgt.

– Jeg arbejdede med palæstinensere og syrere og hørte deres livshistorier. Jeg startede også til basket, hvor jeg fik en masse syriske venner, som mindede virkelig meget om mig - de havde set de samme film og hørte den samme musik.

Mange af Kirstines nye venner havde mistet alt og var nødsaget til at flygte til Libanon, hvor de hele tiden balancerede på kanten af at have opholdstilladelse. Følelsen af uretfærdighed voksede i Kirstines mave.

– Den eneste forskel på dem og mig var, at når min praktik var slut, kunne jeg tage hjem og tage på Roskilde Festival, være fri og drømme om alt. Og mine venner kunne ingenting. Det rørte mig virkelig meget, at jeg synes, vi var så ens. Det føltes så urimeligt, at held fordeles efter, hvor man fødes.

Når arbejdet bliver hele ens liv

Efter hjemkomsten til Danmark, ramte udlængslen hurtigt Kirstine igen, og så snart hun var færdiguddannet, steg hun ombord på det næste fly.

På grund af corona, var det ikke muligt for hende at tage længere væk end til Grækenland, så Kirstine fik arbejde i en flygtningelejr på øen Lesbos, der husede alle de mennesker, der var hjemløse efter Europas største flygtningelejr, Moria, var brændt ned.

Tiden i flygtningelejren var ikke som på en almindelig arbejdsplads. Kirstine blev så tæt med beboerne, at hun ikke bare tog fri. Beboerne havde oplevet frygtelige ting som tortur, drab på familiemedlemmer og mistet alting, og det gjorde, at man ikke bare forlod dem, når vagten var ovre, og gik ned og hyggede sig på en cafe. På Lesbos var menneskene i lejren hele Kirstines liv.

Kirstine arbejdede på et sportsprojekt, hvor fokusset var på at få mennesker fra lejren selv til at undervise.

– Mange af beboerne var virkelig dygtige, og vi forsøgte at facilitere ressourcerne og rummet til, at de selv kunne arbejde som instruktører i forskellige sportsgrene, så de kunne få en løn og noget ansvar, og på den måde bygge noget selvstændighed op.

Kirstine oplevede, at det netop er selvstændighed, som mennesker på flugt egentlig ønsker. Det, de får doneret, er ikke altid det, de rent faktisk ønsker sig, selvom det altid er med de bedste intentioner.

– De her mennesker mister fuldkommen ejerskab over deres liv, og det er trist, hvor lidt man ofte møder folk i øjenhøjde, og hvor lidt det egentlig er dem, der er centrum for den nødhjælp, man udøver. De fik doneret gummistøvler og regntøj, men selvom det regner, så står det langt nede på deres prioriteringsliste over ting, de ønsker, fortæller Kirstine.

Kirstine skulle betale folk for deres arbejde i donationer, og når hun spurgte, hvad de kunne tænke sig, lød det klokkeklart: taletidskort. Men det var der ingen, der havde doneret.

– Det er jo kedeligt at donere taletidskort, men egentlig ønsker de sig bare allermest at tale med deres nærmeste, som de er splittede fra.

Udover taletidskort, ønskede beboerne at kunne købe ind selv og lave deres egen mad.

– Det fungerede sådan i lejren, at man stillede sig i kø til at få udleveret noget mad, og det var bare ærgerligt, hvis man for eksempel havde allergi eller ikke spiste svinekød.

Kirstine var ofte meget yngre end beboerne, og det føltes ofte forkert, at hun skulle “hjælpe” mennesker med meget mere livserfaring end hende selv. Beboerne brød sig heller ikke om, at de fik hjælp til alt. De spurgte hele tiden, om de måtte hjælpe med at oversætte, vaske deres eget tøj eller køre bilen, men de fik altid et nej. Det var nødhjælpsarbejdernes job.

Netop derfor startede Kirstine sportsprojektet. Det skulle give beboerne mulighed for selv at blive ledere af projektet og være dem, der lærte fra sig, i stedet for at det altid var den anden vej rundt.

E-mailen, der satte det hele i gang

Kirstine kom hjem efter halvandet år i Grækenland med hovedet fyldt med traumatiske skæbner, men samtidig med en beundring af de her menneskers talenter.

På Kirstines nye arbejde i Danmark i en NGO, tikkede den første mail ind:

– Det var den klassiske julegave-mail, hvor man skal logge ind i et kartotek og vælge mellem et Georg Jensen-håndklæde, en lavkvalitets-højtaler eller en solcellelampe - ting, man ikke har brug for. Min kollega valgte for eksempel en champagnesabel, selvom han ikke drikker champagne, fordi han ikke vidste, hvad han skulle vælge.

Og så slog det hende:

– Hvor er det spild af penge og ressourcer, at man selv i NGO’er, som bruger bevillingsmidler, men også i konsulenthuse skal vælge mellem ting, som en receptionist har valgt. Man må kunne gøre noget bedre! tænkte Kirstine.

Kirstine talte ikke om andet i perioden efter, og det fik hendes forældre til at tilbyde hende at låne nogle penge til at rejse ned til Libanon og købe noget håndværk, som hun kunne prøve at sælge i Danmark. Det takkede hun ja til.

Palæstinensiske skærebræt og ukrainske sæbeskåle

På The -ables hjemmeside kan man blandt andet få fingrene i libanesiske Khaleds keramiske lysestager og espressokopper i alverdens organiske farver, palæstinensiske Nidals skærebræt i oliventræ, nigerianske Stanleys håndsyede muleposer, syriske Samers håndvævede håndklæder og ukrainske Sashas sæbeskåle i genanvendt plast.

Hver gang man klikker ind på et produkt på hjemmesiden, er der et billede af kunsthåndværkeren bag samt hans eller hendes personlige historie. Det får man også med på et lille kort, når man bestiller en pakke, så man mærker betydningen bag den vare, man har købt - og så man husker, at der er meget mere til mennesket, end at de er flygtet.

Fra soveværelse-startup til egen butik midt i København

I dag har Kirstine opsagt sin fuldtidsstilling for at gå all in på The -able. I starten af måneden åbnede hun for første gang dørene til sin nye butik på Birkegade 9 på Nørrebro i København, hvor det er muligt at se produkterne fysisk og købe dem.

Selvom Kirstine er ene kvinde bag The -able på papiret, så ser hun selv sin virksomhed som noget, hun har sammen med kunsthåndværkerne. Hun opdaterer dem løbende i forhold til salget af deres produkter, og der er store smil – både på Kirstine og kunsthåndværkernes ansigter – når salget går godt. For det betyder, at Kirstine kan rejse ned til dem igen, hvilket er hendes absolut yndlingsdel af det hele, og kunsthåndværkerne tjener til levebrødet. For deres eget hårde arbejde.

Du kan følge med i Kirstines arbejde på The -ables Instagram og hjemmeside.