Josephine Skriver: ”Jeg kommer aldrig til at kunne forstå, hvad det vil sige at være så bange”
24. marts 2023
Josephine Skriver tager en blå plasticstol og sætter sig i en rundkreds i selskab med fire lokale kvinder. Himlen er blå over den ugandiske landsby, hun besøger sammen med PlanBørnefonden, og på det grønne græs bag dem leger byens børn.
Scenen er fra DR-dokumentaren "Kunsten at være Josephine Skriver", hvor hendes ambassadørskab for PlanBørnefonden er et af de centrale temaer.
Foto: Signe Vilstrup
I rundkredsen i Uganda fortæller en ung kvinde på 15 år om den voldtægt, hun var udsat for som 13-årig, som resulterede i, at hun blev gravid. Hun sidder med barnet på skødet. Bagefter beskriver Josephine Skriver oplevelsen til kameraet:
– Jeg kommer aldrig til at kunne forstå, hvad det vil sige at være så bange og blive udsat for vold og seksuelle overgreb på den måde, som de har. Men jeg har en tro på, at kvinde til kvinde kan vi møde hinanden.
GØR SOM JOSEPHINE SKRIVER: BLIV SPONSOR I DAG
PlanBørnefonden arbejder for kvinders og pigers rettigheder verden over. Som sponsor for et barn hos PlanBørnefonden skaber du fremskridt og udvikling i dit sponsorbarns lokalområde gennem de projekter, du støtter. Du gør en stor forskel for dit sponsorbarn og for hele det lokalsamfund, barnet er en del af. Du er med til at sikre, at familierne får bedre levevilkår, og at flere børn får en tryg opvækst med bedre adgang til undervisning og sundhed. Men du gør også meget mere end det. Du støtter kampen for at sikre børns rettigheder og ligestilling mellem piger og drenge, ligesom du giver dem en stemme lokalt, nationalt og globalt.
Har du lyst til at gøre ligesom Josephine Skriver og blive sponsor? Du kan læse meget mere om det her.
Aktivistisk opvækst
Det er to år siden, Josephine Skriver blev ambassadør for PlanBørnefonden. Hendes fokus har altid været arbejdet som model, men på sidelinjen har hun altid været optaget af ligestilling og minoriteters rettigheder.
En aktivisme, hun har haft siden barndommen, hvor voksede op som regnbuebarn i en familie med to homoseksuelle forældre. Dermed udgjorde hun en del af en minoritetsgruppe.
Derfor var det ikke tilfældigt, at hun valgte at kæmpe for andre minoriteter ved at indgå et ambassadørskab for PlanBørnefonden.
Med sine 8,2 millioner følgere på Instagram håber hun på at kunne sætte fokus på de kvinder og piger verden over, som ikke har de samme rettigheder, som os andre – og på, hvordan man kan støtte dem gennem PlanBørnefonden.
– Turen til Uganda fik mig virkelig til at forstå, hvordan PlanBørnefonden arbejder, og hvor langt støtten egentlig rækker. Der er så meget mere end bare at støtte et barn. Du støtter et helt samfund. Du sørger blandt andet for, at hele samfundet bliver løftet, fordi du bidrager til at bygge skoler og toiletter og sikre rent vand tættere på byerne, fortæller hun.
Josephine Skriver
- 29 år
- Ambassadør for PlanBørnefonden siden 2021
- Model med over 300 modeshows på CV’et – blandt andet for Chanel, Oscar de la Renta, Dolce & Gabbana og Victoria’s Secret
- Med sine 8,2 millioner følgere på Instagram er hun Danmarks ubestridte største influencer målt på følgere
- Direktør i virksomheden JOJA, der sælger træningstøj og træningsprogrammer på Instagram, og som hun har stiftet med kollegaen Jasmine Tookes
- Bor i Los Angeles med sin mand, musiker Alexander DeLeon
- Aktuel i DR-dokumentaren ”Kunsten at være Josephine Skriver”
Ugandas barske historier
For Josephine Skriver var turen til Uganda den første af sin slags, og den gjorde stort indtryk på hende. Hun mødte blandt andet sit sponsorbarn, toårige Shatrah, og hendes familie.
– Det var en fantastisk oplevelse at møde familien. Vi satte os ned og fik en god snak om, hvordan de får deres hverdag til at hænge sammen. Hvordan de får mad på bordet ved at arbejde i markerne, og hvordan de kæmper for, at alle børnene kan komme i skole, siger Josephine Skriver.
Foto: Signe Vilstrup
En anden person, der gjorde indtryk, var en ung kvinde ved navn Faridah. Hun tog Josephine Skriver med ud til det udsatte område, hun voksede op i.
– Det er nok noget af det fattigste, jeg har set i Uganda, og det var hårdt. Vi var ude at møde folk, der bor 14 mennesker sammen i en lille lerhytte, fortæller Josephine Skriver.
Hun beskriver området som meget utrygt, og de historier, hun har hørt der, som utroligt barske. I Uganda er kvinders hverdag helt anderledes end den, hun selv kender til.
I området venter et potentielt overgreb hele tiden bag det næste gadehjørne. For eksempel fortalte Faridah til Josephine, at mens hun var gravid, døde hendes veninde for at beskytte hende mod nogle mænd, som overfaldt dem begge. Faridah var også selv blevet voldtaget som barn.
– Det er bare hverdag for dem, og alligevel kæmper de hver dag for ligestilling, fortæller Josephine Skriver.
– Jeg synes, det er vildt med den ild, jeg har mødt i nogle af de unge kvinder, i forhold til hvad de har været igennem, som jeg tror, havde fået de fleste til at falde fuldstændig sammen.
Vrede frem for sorg
For Josephine Skriver var det inspirerende at se de ugandiske kvinder kæmpe en indædt kamp for bedre vilkår og tage de lange snakke med dem om det. Hun oplevede ikke, at kvinderne var triste over situationen, men snarere, at de havde en indre konstruktiv vrede.
– De har ikke behov for, at man sidder og siger, ej, hvor er det synd for dig. Men mere, hey, det er fandme ikke i orden, at det er sådan her, og lad os gøre noget ved det sammen, siger Josephine Skriver.
Foto: Signe Vilstrup
Den samme kampgejst mødte hun, da hun spiste frokost med en gruppe unge aktivistiske kvinder, som var vokset op under samme vilkår som Faridah.
– De lød mere uddannede end mange af de politikere, jeg ser på tv. De har nogle planer og nogle mål og noget ild i sig. Jeg tror, min kæbe sad på bordet. Jeg var dybt målløs. De har alle sammen nogle forfærdelige historier, men det er på ingen måde det, der styrer, hvem de er. Det bliver brugt som en motivation til at ændre på tingene. At deres børn ikke skal vokse op under de her vilkår. Det var vildt fascinerende at være en del af.
Josephine Skriver fortæller, at hun ikke kan vente med at komme hjem og finde ud af, hvad hun fremover kan gøre for kvinderne i Uganda, og hvordan hun kan fortsætte snakken om ligestilling.