"Jeg vil gerne være den voksen, der tør blande sig i andres alkoholvaner"

Nomi Forchhammer er selvstændig kommunikatør. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Hver syvende dansker er vokset op i en familie præget af alkoholmisbrug.

Jeg er en af dem.

For nylig delte jeg i en kronik i Berlingske, hvordan jeg – trods alt – er en af de heldige. Som voksen har jeg fået hjælp af TUBA, et gratis og specialiseret tilbud til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i familier med misbrug.

Siden kronikken udkom, har jeg fået mange reaktioner. Nogle fra mennesker, jeg aldrig har mødt, som kan spejle sig i mine oplevelser. Andre fra gamle skolekammerater, der skrev noget i retning af: “Jeg anede ikke, at der var noget galt. Jeg er ked af ikke at have hjulpet dig.”

Jeg bliver rørt over hver eneste besked. Men det gør også lidt ondt, når folk tror, at de burde have gjort noget dengang. For det er ikke min intention at give nogen dårlig samvittighed. Fortiden kan ingen ændre.

Til gengæld håber jeg, at mine oplevelser kan åbne for en samtale, vi alt for sjældent tør tage – nemlig den om, hvad vi gør, hvis vi oplever, at nogen i vores omgangskreds drikker for meget.

På TV 2 kører netop nu dokumentarserien “Hvorfor drikker jeg?”, hvor man følger en række danskere, der er på vej ud af afhængighed, og Alkohol & Samfund har i uge 40 kørt kampagnen “Alkoholproblemer kan se ud på mange måder”.

Det er en vigtig samtale, for statistisk set vil vi alle sammen på et tidspunkt møde nogen, der kæmper med alkohol i familien, på arbejdet eller blandt venner. Tal fra Sundhedsstyrelsen siger, at 402.000 danskere har moderate alkoholproblemer, mens 62.000 har svære alkoholproblemer.

Men det er også lidt nemt at tale om hypotetiske “hvis nu”-situationer og nikke genkendende til små reklamefilm. Sværere er det, når vi bliver konfronteret med det i virkeligheden.

Jeg har ofte tænkt på, hvordan mit liv kunne have set ud, hvis der dengang havde været en voksen, der turde gribe ind over for min mors misbrug. Jeg husker de voksnes blikke. De vidste, at der var noget galt. Men der var ikke nogen, der gjorde noget. Og selvom vi pårørende står tættest på, er det ikke os, der har muligheden for at gøre noget. Vi har jo også brug for hjælp.

Alkoholisme er ikke et valg. Det er en sygdom, der kræver behandling – ligesom depression eller spiseforstyrrelser gør. Men alligevel bliver mange af os tavse, når emnet kommer op. Måske fordi alkohol er så flettet ind i vores danske kultur, at det næsten føles upassende at stille spørgsmål til det. Vi fejrer, sørger og slapper af med et lille glas. Det er en del af fællesskabets regler.

Så hvordan taler man om afhængighed uden også at kigge indad? Kan man overhovedet sige til nogen, at de drikker for meget, hvis man selv har været fuld for nylig?

Jeg har flere gange som voksen hørt folk på mine forældres alder sige: “Ja, vi vidste jo godt, at din mor havde problemer – godt, hun kom godt ud af det.” Og jeg får altid lyst til at spørge: “Men hvis I vidste det – hvorfor sagde I så ikke noget?” I stedet smiler jeg og svarer, at “ja, heldigvis klarede hun den”. Men bagefter kan jeg mærke, at noget strammer i brystet. For det burde ikke være sådan. Vi burde ikke rose os selv for at have tiet stille, når nogen havde brug for, at vi sagde noget højt.

Derfor har jeg lovet mig selv, at jeg altid vil være den voksne, der tør tage snakken. Også når det er ubehageligt. Også når jeg risikerer at tage fejl. Jeg tror, det kan begynde så forsigtigt som med en enkelt sætning:

“Jeg har lagt mærke til, at du drikker mere, end hvad jeg tror, er godt for dig. Jeg er bekymret – og jeg vil gerne hjælpe.”

Mere skal der måske ikke til. Man kan se det som en lille dør på klem.

De modige mennesker, som står frem i TV 2’s program, deltager, fordi de allerede har erkendt, at de har et problem. Men de fleste når aldrig dertil alene.

Derfor håber jeg, at flere vil love sig selv det samme, som jeg har lovet mig: At turde tage snakken. Også når den føles akavet eller grænseoverskridende. For det handler ikke kun om den, der drikker. Det handler i lige så høj grad om alle dem, der står ved siden af og håber, at nogen voksne endelig vil gøre noget.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.