Samfund
2. maj 2025

“Jeg synes, at branchen bør dø”: 5 brugere på Reddit svarer på, hvorfor de foragter influencere

Hvorfor er influencere så spændende, at 85.000 danskere dagligt sladrer om dem Reddit? Vi har spurgt fem brugere.
Af: Nina Pratt
Influencere

Foto: Karsten Winegeart / Unsplash

Det er svært at komme på et erhverv, der er mere udskældt end influencere. Er de ikke bare nogle talentløse dagdrivere, der tjener penge på at sælge ligegyldige produkter? Pæne hoveder uden indhold, der taler lidt for højt om ting, de ikke har forstand på?

Det fristes man til at tro, hvis man scroller igennem Reddit-siden, ‘InfluencerGossipDK’, hvor 85.000 danskere dagligt bidrager med holdninger om influencere og kendisser.

Siden er i top 2 procent af Reddits mest populære i Danmark. Og den er da også flittigt besøgt. Et scroll nedad siden viser alverdens hot takes om online personligheder som Mai Manniche, Katherine Diez, Fie Laursen, Paradise Hotel-deltagere, mom-fluencere og alt midt imellem.

Samtidig er der lige for tiden en slags shitstorm-stafet i medierne, hvor den ene influencer afløser den næste i tsunamier af kritik – fra Julie Elsebeth over Saint Clara (som ganske vist er popsanger) til Morten Kjeldgaard, Cathrine Widunok Wichmand og senest Christina Sander.

Men hvad er det ved influencere, der er så irriterende, at de får Reddit til at bimle og bamle med sladder?

Og hvem er det overhovedet der sidder på den anden side og skriver kommentarer?

Vi har fået fem ‘redditors’ i tale og spurgt dem, hvor trangen kommer fra.

Kvinde, 31 år, fuldmægtig, Sjælland

– Jeg er aktiv, fordi jeg godt kan lide at se, at andre har samme holdninger til influencers og kendte som mig selv. Jeg mener, at influencere lever i deres eget ekkokammer, og at deres storhedstid er forbi. De har toppet. InfluencerGossipDK har været med til at pille dem ned fra piedestalen. Heldigvis!

– Jeg tror, at folk er blevet mættet af at se influencere poste deres dyre livsstil. Det gælder også dem, der prøver at appellere til masserne ved at bryde tabuer og dele det uperfekte liv. En hjemmegående momfluencer, der bor i Hørsholm og er på ferie fire gange årligt kan ikke også skrige om, hvor hårdt hun har det. Dét kan folk på Reddit godt se igennem.

Synes du, at det er problematisk, at du og andre kan skrive hvad som helst – eksempelvis usande rygter eller hadefulde udsagn – uden at blive stillet til ansvar?

– Jamen selvfølgelig er det et problematisk aspekt af Reddit, at alle kan skrive hvad som helst. Men omvendt synes jeg også, at det er problematisk, at influencerne bare kan skrive og reklamere for hvad som helst ud til deres mange tusind og ofte loyale følgere. De seneste eksempler er Julie-Elsebeth med baby-gate og grædeselfie i toget og Christina Sander med hendes kritik af Molslinjen. Dét får de lov til at dele, og i begge tilfælde bakker deres følgere dem op og hakker modparten ned. Er det i orden? Ja, de havnede begge i shitstorme, men hvad har det af konsekvenser for dem? De er stadig influencere med tusindvis af følgere, samarbejdspartnere og tjener penge på at reklamere for Hello Fresh.

– Hvis de har lov til at dele alt og intet og også at kritisere dem, de ikke lige synes bukker og nejer over deres tilstedeværelse, så er mit argument, at vi andre må komme med vores kritik i et forum, hvor vi heller ikke bliver stillet til ansvar. Influencere har så meget magt, som de kan bruge og misbruge, så jeg mener det er meget vigtigt med steder, hvor folk kan dele deres meninger om dem uden, at kommentaren bliver slettet. Personligt har jeg ikke skrevet noget, jeg ikke står inde for eller ikke tør sige højt i frokostpausen på arbejdet.

Kvinde, 29 år, kandidatstuderende, København

– For at være helt ærlig, er jeg her nok lidt som en guilty pleasure. Jeg slapper totalt af, når jeg er på Reddit. Jeg tror, det er noget med, at det er en tilpas blanding af ligegyldigt og relevant, og det er rart at få lov til at være anonym i stedet for at skulle eksponere sig selv og blive vurderet.

– Jeg synes, influencere ofte får fripas i forhold til, hvor meget magt, de har. De har i et stort talerør, og deres budskaber når ud til mange. Jeg har svært ved at se, hvad mange af dem bidrager med og er generet af deres konstante opfordring til forbrug. Og den standard, de sætter for andre.

– Det undrer også lidt mig selv, at jeg er herinde. Det passer overhovedet ikke med, hvem jeg er i virkeligheden. Jeg sladrer virkelig ikke, hverken om folk jeg kender eller ikke kender. Og jeg følger ikke influencere på sociale medier.

Du skriver, at det at være aktiv på Reddit ikke harmonerer med den, du er i virkeligheden. Men kan man sige det, når man er aktiv og bidrager til forummet? Er det ikke at lægge ansvaret fra sig?

– Du har helt klart ret i, at jeg jo også er den “i virkeligheden”, som jeg er, når jeg skriver på Reddit. Måske mener jeg mere, at det ikke er en ting, som nødvendigvis passer ind i min selvforståelse og andres forståelse af mig. Der er da klart et element af indre svinehund, men der er også fællesskab på Reddit, og dét med, at man kan få lov til at have sine interesser helt for sig selv og være så nørdet og weird, som man nu er.

Du skriver, at du synes, influencere får fripas i forhold til, hvad de får lov at sige. Synes du, at anonyme på Reddit får fripas i forhold til deres udtalelser?

– For mig ligger forskellen i den magt en anonym bruger på Reddit har op imod en influencer med 100.000 følgere. Måske det er en kombinationen af fripas og privilegieblindhed, der tilsammen – for mig – gør mange udmeldinger fra influencere problematiske. Desuden deler jeg også influencerkritiske budskaber om eksempelvis klimabelastning, kropsbilleder og perfekthedskultur uden for Reddit.

Er det problematisk, at et forum som InfluencerGossipDK – hvor du af og til bidrager – også er med til at sprede usande rygter og hadefuld omtale?

– Ja – men det er problematisk, uanset om det sker på Reddit eller ej, og det vil jeg jo mene også sker på Facebook og alle mulige andre platforme virtuelt såvel som i den rigtige verden.

Har du skrevet noget derinde, som du efterfølgende synes har været over grænsen?

– Jeg ved ikke, om jeg selv er gået over grænsen. Måske har jeg et par enkelte gange skrevet noget, jeg har fortrudt og slettet igen eller tænk, at det var unødvendigt hårdt. Jeg prøver kun at skrive ting, som jeg ville kunne tåle blev kædet tilbage til mig. Jeg synes eksempelvis, det er totalt over grænsen, når der bliver gjort nar med folks udseende eller fjerndiagnosticeret.

Mand, 37 år, selvstændig, Nordsjælland

– Jeg har ikke Instagram, så jeg får mit ‘fix’ her. Jeg er her primært for at hade på denne ligegyldige branche. Det er lidt som at hate-watche mit hade fodboldhold, vil jeg tro. Jeg betragter influencere som biluheld. Vi vil helst kigge væk, men kan ikke rigtigt.
– Jeg vil samtidig ikke give dem trafik og kan derfor følge med blandt ligesindede herinde. Så slipper jeg for at blive irriteret over denne mærkelige idolisering af ligegyldige, talentløse danskere. De er indbegrebet af ‘tomme tønder buldrer mest’ og er til salg for ussel mammon. Jeg kan slet ikke holde ud, at de overhovedet har en platform. Det er ikke, fordi det er fedt at hade. Jeg tror nærmere, at jeg begræder eller undres. Tænk at være kendt for at kunne absolut ingenting? Stop making stupid people famous, mener jeg.

Vedkommende er ikke vendt tilbage på vores opfølgende spørgsmål.

Kvinde, 26 år, Midtjylland, receptionschef

– Jeg er personligt ikke meget for at give influencere online trafik, men er stadig meget nysgerrig på dem. Så det er en nem måde at holde sig opdateret uden at skulle følge en masse influencere på sociale medier.

– Jeg tror ikke, der er forskel på, om vi sladrer om influencere eller kendisser. Vi er bare nysgerrige af natur, tænker jeg. Sladder har eksisteret i det meste af den nedskrevne historie. Jeg tænker, det er en flugt fra ens egen – til tider – kedelige og ensformige hverdag. Det er nok også en flugt ind i et liv, vi ikke selv lever eller kender til. Men jeg har da helt klart en fascination/irritation, når jeg bidrager til forummet. Det tror jeg, alle har, ellers ville vi nok bare ignorere det.

Synes du, at der er noget hyklerisk i at “ikke ville give influencere trafik”, men alligevel bruge tid og energi på dem i et forum som reddit?

– Man kan vel godt kalde det hyklerisk, men når der tales om ikke at give influencere trafik, handler det jo om ikke at gøre det på deres egne profiler såsom Tiktok eller Instagram. Jeg tror, at mange, der bruger den her subreddit bare ikke vil bidrage direkte til en indtægt, som vi i sidste ende ikke helt mener giver noget til samfundet.

Er det så problematisk, at et forum som InfluencerGossipDK – hvor du af og til bidrager – også er med til at sprede usande rygter og hadefuld omtale?

– Selvfølgelig er det problematisk, hvis der spredes usande rygter. Man må dog generelt have en tiltro til sine medmennesker om, at de kildekritikken stadig vinder frem hos de fleste, og oftest ser jeg også at rygter bliver svaret med, at det er noget vås eller en løgn. Det bliver altså ikke taget for seriøst, når nogen spreder direkte rygter, ifølge det jeg har set i hvert fald.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.