Ulla Terkelsen interview om sin nye bog "Øst for paradis"
Interview

"Jeg fandt ud af, jeg var den eneste kommunist i Polen"

2. november 2021
af Julie Moestrup
Foto: Robin Skjoldborg
Hun er med egne ord ”verdens ældste tv-journalist”, og i 1963 blev hendes tilværelse finansieret af verdenskommunismen. Det var i Polen, og hun havde partibogen i orden. Men kun for en kort replik.

Udsyn. Det har 77-årige Ulla Terkelsen. Hun lever af det. Både i konkret og overført betydning.

Også i dag, som hun sidder her i en af Kanalhusets smukke hotellejligheder.

Den hvide og okkerfarvede ejendom har både kig til et historisk gårdmiljø og til Christianshavns Kanal.

I dag har ægteparret Lennart og Suzanne Lajboschitz omdannet den fredede ejendom til et boutiquehotel med 12 værelser.

Ulla Terkelsen lander i en sofa med et dansk designmærke trykt i træet. 

– Tag nu et glas, siger hun og nikker mod flasken med ingefærlimonade, der står på bordet. På væggen oven over hende hænger et litografi af kunstneren Tal R.

– Når jeg er i København, slentrer jeg ikke rundt i gaderne. Jeg er ikke typen, der får næring af at blive genkendt. Jeg mødes med nære venner eller familie. Her, hos dem eller på en god restaurant.

– Jeg tager metroen ind til Magasin, der har en velassorteret afdeling i kælderen med udenlandske aviser og magasiner.

– Jeg kører forbi min frisør og tager selvfølgelig også en taxa ud til TV 2 på Teglholmen for at aftale fremtidige projekter og indslag. Sådan er mit liv så enkelt, når jeg her, fortæller hun.

Ulla Terkelsen trækker skuldrene tilbage mod ryglænet. Kanalhuset er et historisk åndehul i København. Og netop historisk viden er helt afgørende for dannelse, fastslår hun.

Ikke docerende … som noget, man kan slå andre i hovedet med.

– Nej tak, konstaterer hun skarpt.

Viden modnes af nysgerrighed. Det er det, som i årtier har drevet hendes metier.

I Europas baggårde

Kanalhuset bekommer hende vel, og ejernes østeuropæiske efternavn, Lajboschitz, fremkalder minder. Siden 1960’erne har Ulla Terkelsen igen og igen besøgt lande som Ungarn, Polen og Østtyskland.

”Europas baggårde” kalder hun dem i sin aktuelle bog, ”Øst for Paradis”. Den skildrer tiden i Østeuropa før og efter Jerntæppets fald – og leverer også en høst af Terkelsens personlige oplevelser og møder med mennesker.

– Som journalist samler du bær. Og så sylter du. Det gør jeg i den grad med mine bøger. Det er en god proces, fastslår 77-årige Ulla Terkelsen, der kalder sig selv for ”verdens ældste tv-journalist og udenrigskorrespondent”.  

– Jeg har siddet i stue med alverdens ledere fra snart så mange årtier, at jeg ikke har tal på det, siger hun og virrer med det ansigt, vi alle kan genkalde os fra skærmen, omfavnet af et flagrende og ofte farverigt tørklæde.

– I direkte nyhedsindslag fra brændpunkter som Dublin, Kabul, New York, Paris og Berlin.

Ulla Terkelsen har interviewet utallige magthavere, kulturelle meningsdannere og mænd og kvinder på gaden. Hvem ville hun egentlig vælge at tilbringe sin næste drømmefødselsdag med?

Frit valg på alle hylder – levende som døde? Ulla Terkelsen sender et falkeblik og hurtigt svar.

– Det er da ikke svært. Lykken for mig er at fejre min fødselsdag med min søn, hans kone, mine to børnebørn, min niece, hendes mand og børn.

Tættere på hendes private liv skal vi ikke. For hun vil fortælle om Østeuropa og rejsen tilbage til den del af landkortet, som har været med til at definere hende som menneske.

Ulla Terkelsen i København.

Udlængsel fra barnsben

Som 19-årig og nygift flyttede Ulla Terkelsen til Polen til det dengang kommunistiske Warszawa. I ”Øst for Paradis” vender hun tilbage og møder gamle og nye venner.

Hun reflekterer over ”dem og os”, øst og vest og det levede liv på hver side af Jerntæppet.

Selv er hun vokset op i Aarhus i et hjem med klaver og højt til loftet.

– Det var et meget underholdende hjem. Mine forældre havde mange venner og gæster. Min far spillede violin. Onkel Harald spillede endnu bedre violin.

– Og min mor var god på klaveret. Der var altid sang og musik. Man sad ikke kun ved bordet og talte. Man musicerede sammen. Det var et stærkt fællesskab.

Familien boede i en lejlighed på Frederiks Allé tæt ved banen og med udsigt til tog, der kørte til og fra hovedbanegården.

– Skinnerne gik ud i horisonten og forsvandt ude i himlen. Det syn skabte en udlængsel. Ikke fordi jeg var utilfreds med mit liv eller mine forældre og storesøster, nej … jeg havde en lykkelig barndom.

– Men der var noget derude, der var større, og det gjorde mig nysgerrig.

– Mine forældre tilhørte den generation, der ikke har rejst meget. Men de var kosmopolitter … i hovedet. De havde en international omgangskreds i Aarhus i 1950’erne og 1960’erne.

– Og de opfordrede min søster og mig til at rejse ud og opleve verden, da vi blev ældre. Min storesøster uddannede sig på universitetet i Tyskland, og det åbnede også en rute ud for mig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

De vigtige nuancer

På Frederiks Allé i Aarhus var det ikke kun hos Ullas forældre, at udlandet bankede på. Naboen fru Lottrup havde familie i Japan, Brasilien og Frankrig.

– Det var meget usædvanligt. Jeg passede hendes hund, og på den måde fik jeg fortalt historier fra den store verden. Det var utroligt spændende.

Men det var ikke alle i ejendommen, der havde et lige så mildt blik rettet mod familien Lottrup. Slet ikke i årene under 2. verdenskrig.

– De var tyskvenlige, og det var de andre naboer mildt sagt ikke. Vi var ikke kollaboratører, vel? Der var spændinger i luften. På den måde lærte jeg om krigen … helt ned på naboplan.

Det er jo interessant – set i lyset af hvad du kom til at beskæftige dig med i dit journalistiske liv?

– Ja, det er rigtigt nok. I en tidlig alder lærte jeg om de små, men vigtige nuancer. Familien Lottrup var hverken nazister eller stikkere, men de havde interesse for tysk historie og kultur. Under krigen fik de også besøg af tyske officerer.

– Hos os kom der frihedskæmpere. Under krigen var forholdet mellem dem og os noget anspændt, men da den sluttede, blev der igen hilst pænt i opgangen og på gaden.

Ulla Terkelsen fortæller om baggrunden for sin bog.

Historiesamler

Ulla Terkelsens første minde om Polen ligger også årtier tilbage. Som lille pige blev hun konfronteret med landets hårde skæbne.

– Jeg havde en legevogn med træklodser. En dag sagde min mor: ”Den skal vi sende ned til børnene i Polen.” Jeg spurgte hvorfor, og hun fortalte om landet, der var blevet ødelagt af nazisterne. Om børn og voksne, der sultede.

– Min mor var meget engageret i danmarksindsamlingen til de stakkels mennesker i efterkrigstidens Polen. Landet havde mistet 25 procent af sin befolkning. Jøder og polakker blev slået ihjel af tyskerne.

– Landet var fuldstændig bombet. Og Polen blev jo ikke befriet, men underlagt Den Røde Hær efter krigen.

Næste store indtryk fra Polen fik Ulla Terkelsen, da hun blev ældre og kom i gymnasiet.

– Jeg blev medlem af Aarhus-studenternes filmklub. Her så jeg en masse berømte polske instruktørers film. Jeg blev meget fascineret af de her sort-hvide film.

Var det æstetikken?

– Det var det også. Men det var nok mere portrætteringerne af et land med en stor og grusom skæbne. Man kunne mærke smerten i de her film. For mit vedkommende skabte det en stor interesse for landet.

Som mange andre unge fra den generation var Ulla Terkelsen også ræverød.

– For at irritere mine forældre blev jeg kommunist i gymnasiet og meldte mig ind i DKU. De tog det nu helt roligt. De var sikre på, at det nok skulle gå over igen.

Hun blev også hippie og tog på stop med vennerne til udlandet.

Ulla Terkelsen fik røverhistorier fra lastbilschauffører. Livshistorier af forretningsfolk, der tog de unge med i bilerne for ikke at falde i søvn bag rattet.

Hun fik øvet sig på det tyske sprog og fik indsigt i både øst- og vesteuropæisk historie og politik.

– Det var en meget dannende måde at rejse på.

Virkeligheden i Polen

Det blev Polen, den 19-årige Ulla flyttede til. Her boede hun i et halvt år i Warszawa med sin daværende mand, Svend Terkelsen.

Han var litteraturstuderende og studenterpolitisk aktivist på Aarhus Universitet og havde fået et studielegat. Ulla ville gerne med.

Det var i 1963, og det unge par tog toget ned igennem DDR og videre til det Polen, vennerne hjemme i Vesten kaldte et socialistisk paradis.

Men allerede på togturen var der noget, der ikke faldt helt i hak. Bag Jerntæppet var der ved selvsyn mere gråt end rødt. Fattigt og frygtsomt. Den polsk-kommunistiske regering var et diktatur – topstyret fra Moskva.

– Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg nok var den eneste kommunist i Polen, som hun humoristisk udtrykker det.

Partibogen var for størstedelen af befolkningen blot et stempel til overlevelse.

Ulla Terkelsen fik arbejde på statsradioen.

– Jeg skulle genskrive kommunistiske propagandaudsendelser, som en gruppe polske kvinder havde oversat til et mere eller mindre heldigt dansk.

– Men der var ingen kommunister hjemme i Danmark, der gad at høre det ævl. Det handlede om, hvor godt det gik de polske arbejdere. Det var absurd.

– Jeg skulle jo bare kigge ud ad vinduet for at konstatere, at det overhovedet ikke forholdt sig sådan. Og det imponerede jo heller ikke de danske arbejdere, at de polske nu havde fået sko!

– De boede selv i parcelhuse, havde bil og børn i gymnasiet. Men jeg kan ikke løbe fra, at min tilværelse i 1963 blev finansieret af verdenskommunismen.

Ulla Terkelsen om livet i Polen

Ulla Terkelsen meldte sig ud af DKU, men fik lov til at fortsætte hos statsradioen. Hun forsøgte endda at peppe indholdet lidt op.

– Jeg gik ind til oberstløjtnanten, der var overordnet chef for butikken. Han sad og sov med hovedet nede i partiavisen.

– Jeg foreslog, at man lavede nogle anderledes udsendelser. Om polsk film eller avantgardistisk malerkunst, der var i rivende udvikling i Polen.

– Han så på mig, som var jeg sindssyg. Det kunne da ikke have interesse for danskerne. Han troede tydeligvis heller ikke selv på det kommunistiske projekt. Jeg blev desillusioneret, ikke?

– I første halvdel af 1960’erne var der en meget stor kunstnerisk frihed i Polen. Der var jazzklubber. Der var mange kunstnere fra udlandet, der tog til Warszawa.

– Det var et meget spændende sted, også Krakow. Så det var ikke som at bo i et russisk-styret land med billeder af Lenin over det hele.

I ”Øst for Paradis” skriver du, at det var en bevidst strategi for netop at få de venstreorienterede fra Vesten til Polen – og få dem til at prise det her kommunistiske Nirvana?

– Ja, netop … se … så er kommunismen heller ikke værre. Den fælde gik vi jo lige i! Men det var også anderledes.

– De østeuropæiske lande var meget forskellige, og Sovjetunionens forsøg på at ensrette dem lykkedes ikke. Det var dømt til undergang. Og det kom jo også. Imperiet faldt fra hinanden.

Det gjorde det i 1989, hvor Solidaritet og Lech Wałesa vandt en jordskredssejr. Sovjetkommunismens deroute i Polen blev en realitet, og siden fulgte revolutioner i Ungarn, Tjekkoslovakiet og DDR.

Hvem husker ikke Berlinmurens fald samme år? Ulla Terkelsen har fulgt udviklingen tæt.

– Jeg har altid rejst i Østeuropa. Jeg har interesseret mig for at bevæge mig rundt i Europas kulisse. Her er spændende og også langt mere uigennemskueligt end i det vestlige Europa. Grusommere, mørkere og mærkeligere.

Hun håber og tror på, at internationalismen nok skal slå rod i Østeuropa. Især hvis Vesten udviser tålmodighed.

– Jeg tror, det er bedst for udviklingen af et demokrati, at man lader landene udvikle sig i eget tempo. Der kommer intet godt ud af at blive styret udefra. Det viser historien jo igen og igen.

Og beretningerne ude fra virkeligheden er Ulla Terkelsen slet ikke færdig med at sætte ord på.

– Når jeg en dag stopper som rejsende journalist, bliver jeg helt sikkert rejsende pensionist. Og mon ikke også, at der kan komme en bog eller flere ud af det?