Maria Brus Pedersen
Essay

Hvis han ikke havde voldtaget mig, tror jeg, jeg ville have fundet ham morsom

6. januar 2022
Af Maria Brus Pedersen
Foto: Marie Hald
ESSAY: Hans hånd på min røv på trappen. Det øjeblik, hvor jeg græder og kravler op i hjørnet af sengen. Det er en særlig følelse at blive voldtaget på første Tinder-date og kun huske overgrebet i glimt.

Dette essay blev første gang bragt i den sidste udgave af Dansk Kvindesamfunds halvårlige magasin K&S. 

Jeg har ikke været tilbage siden, men jeg husker Herlev sådan her: Der er en S-togstation, der er travl i myldretiden. Nede i tunnellen sidder en mand og spiller lidt ubehjælpsomt på en harmonika.

Foran stationen er der en slags overgang, ikke rigtigt en vej, men en rundkørsel med fodgængerovergang, og der tårner det sig op i al sin betonpragt, Herlev Kollegiet. Fem etager i grå beton.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede i dagene inden, eller hvorfor jeg var i København, måske søgte jeg praktik? Det, jeg husker klart, er, at jeg blev voldtaget på min venindes kollegieværelse en fredag aften. Jeg kan også huske, at jeg var småforkølet.

Jeg var 22 år gammel og i gang med første år af min praktik. Jeg læste til journalist i Aarhus, og jeg var ikke specielt god til det på det tidspunkt. Det vidste jeg, for jeg havde ikke en følelse af at være landet på rette hylde.

Jeg kom ind på Journalisthøjskolen lidt ved et tilfælde, og jeg var ikke særlig dygtig til at være journalist på den måde, vi lærte på skolen. Det handlede meget om nyhedstrekanter og rapporter og om at konfrontere dem, der gjorde noget forkert. Intet af det sagde mig noget særligt.

Jeg tror, jeg var i København for at søge praktikplads nummer to. Min veninde boede på kollegie, så jeg sov hos hende. Vi har kendt hinanden, siden vores mødre lærte hinanden at kende i deres mødregruppe i starten af 90’erne.

Min venindes værelse lå på første sal, og hendes vindue vendte ud mod taget af den Aldi, der lå lige nedenunder. Hun skraldede altid i deres containere omme bagved. Aldis tag var hendes eget personlige køleskab. Hendes værelse lugtede af modne bananer.

En hånd på røven

Den weekend var hun taget hjem til sin familie, men vi havde aftalt, at jeg kunne blive. Jeg skulle se nogle venner. Men jeg var også blevet halvsløj. Jeg lå i sengen, sådan en 140 centimeters seng fra Jysk, den første seng, man køber, når man flytter hjemmefra. Jeg kan huske, at min veninde havde en dobbeltdyne med et gråt lagen på madrassen.

Jeg swipede på Tinder. Det var ikke særlig længe efter, jeg var gået fra min kæreste. Det var startet godt og endt dårligere. Jeg ledte efter noget sjovt.

Vi matchede, og jeg kan ikke huske, hvem der skrev hvad. Men jeg fortalte, jeg var småsyg og ikke rigtig orkede noget. Jeg tror, vores chat tog en mere liderlig drejning, for jeg fandt i hvert fald en eller anden form for overskud. Vi blev enige om, at han skulle komme forbi, for jeg gad ikke bevæge mig ud og ind til byen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

I mange år kunne jeg ikke huske, hvad han hed. Så en dag sad jeg på en café og interviewede med en kvinde, der var 10 år ældre end mig. Vi talte om de voldtægter, hun havde været udsat for. Den sidste var meget voldsom. Hun havde været bange for at dø.

Hun fortalte om hænder, der kvalte hende, og det var som om, jeg kunne mærke dem. Der lå en halvspist cookie på bordet mellem os. Jeg spurgte hende om gerningsmandens navn.

Hun svarede, og det gik op for mig, at det ikke hjalp mig, for jeg havde for længst glemt, hvad han hed. Jeg spurgte, hvad han arbejdede med, og hun svarede, og igen kendte jeg ikke engang selv svaret. Så fangede hun den.

Den aften, han kom forbi min venindes kollegieværelse, skulle have været sjov. Men det øjeblik, jeg så ham, vidste noget i mig, at det blev den ikke.

Hun fandt sin telefon frem, rakte skærmen hen over bordet, og det samme sort/hvide billede, som jeg swipede ja til for fem år siden, lyste mig ind i ansigtet. Ilten i rummet forsvandt. Den aften, han kom forbi min venindes kollegieværelse, skulle have været sjov. Men det øjeblik, jeg så ham, vidste noget i mig, at det blev den ikke.

Vi krammede på pladsen ude foran, og gik sammen op på første sal. Jeg gik forrest, og han tog fat på mig bagfra. Jeg var bange for, at nogen så det, men jeg tænkte, det nok blev nemmere, når vi var alene. Der var øjeblikke, der var sjove, elementer var sjove. Mest i starten.

Jeg ved ikke, hvornår det gik galt. Nogen fortæller, at de har huller i erindringen om deres overgreb, men sådan er det ikke for mig.

Jeg har ikke huller. Det meste er væk, og så er der enkelte scener, der står frem i et koldt, hårdt lys.

Hans læderstøvler, som jeg instinktivt hader.

Hans hånd på min røv på trappen.

Det øjeblik, hvor jeg græder og kravler op i hjørnet af sengen.

Det grå lagen.

Der, hvor jeg med hans pik i munden opgiver og tænker, at det er hurtigere overstået, hvis jeg hjælper til.

Hvis han ikke havde voldtaget mig, tror jeg, jeg ville have fundet ham morsom.

Bagefter går jeg ud på badeværelset, låser døren og skyller min mund med sæbe fra den brune apotekerflaske, som min veninde har fyldt sin billige håndsæbe over i.

Jeg går i bad, fordi jeg tænker, at man jo går i bad. Dagen efter får jeg en sms fra ham. Der står, at det da ikke var så dårligt, og det kunne vi godt gøre igen.

Hvid angst

Jeg fandt ham på Twitter for et års tid siden. Det var et tilfælde, en, jeg kender perifært, havde skrevet noget sjovt, og han havde svaret med en sjov kommentar.

Hvis han ikke havde voldtaget mig, tror jeg, jeg ville have fundet ham morsom. Måske kunne vi have mødt hinanden gennem fælles venner til fredagsbarer og grinet af de samme jokes.

Hvid angst skød igennem min krop. Jeg kan ikke beskrive det på anden måde, end at synet af det lille runde sort/hvide billede på Twitter gjorde mig rædselsslagen for at dø.

Jeg følte, jeg skulle kaste mine indvolde op. Min veninde skrev, at jeg skulle blokere ham. Så underligt, at jeg ikke selv kunne tænke det. Men hvid angst er blind angst, skyklapper og panik.

Da jeg kom hjem fra interviewet med kvinden på caféen, gik det op for mig, at min seng var den samme halvandenmandsseng, jeg var blevet voldtaget i fem år tidligere.

Jeg havde overtaget min venindes seng, da hun flyttede tilbage til Aarhus, og det var ikke gået op for mig, at det var den samme seng. Så jeg slæbte sengen ned til storskrald og tog i IKEA og købte en ny.

Jeg ringede til Center for Voldtægtsofre i Aarhus, jeg gik der i en kort periode efter overgrebet. Jeg ville gerne se, hvad der stod i min journal.

Jeg havde mødt ham på ”Tender”, stod der. Jeg synes på en måde, det tilføjer et fint touch af tragikomik. Der var ikke noget ømt eller følsomt over den aften.

På Center for Voldtægtsofre lærte jeg at lægge armene over kors over brystet og klappe i takt, når jeg hyperventilerede. Jeg gentog igen og igen, at jeg kunne handle, at jeg kunne gå, at min krop ikke var frossen. 

Voksenlivets største shitshow

Jeg spurgte på et tidspunkt en psykolog, om hun kunne hjælpe mig med at huske, hvad der var sket. Hun spurgte hvorfor. Det gav vel sig selv, tænkte jeg. En del af mig tænkte, at jo mere tydeligt jeg kunne gengive den aften, jo mere legitimt var det, at det faktisk var sket.

Hun sagde, at jo, der var ting, man kunne prøve. Hypnose, sådan noget. Men hvorfor egentlig? Når man frygter for sit liv eller er i stor smerte, kan kroppen lukke ned.

Man dissocierer, forsvinder ud af den faktiske virkelighed og over i en, der er nemmere at holde ud. Og så kan det være svært at huske bagefter, for man var ikke rigtigt til stede.

Psykologen sagde, at jeg måske skulle se det som en gave. Værsgo, du behøver kun huske 20 procent af dit voksne livs største shitshow. Jeg kunne godt lide hende, hun var meget pragmatisk anlagt.  

Det sværeste er at forklare, at min voldtægt på en gang er noget af det, der har formet mig mest i mine voksne år, og på samme tid fylder forsvindende lidt.

Som de morgener, hvor jeg hælder for meget vand på min stempelkande og plasker brunt vand ud på bordet. Det er irriterende, men det slår mig ikke ud.

Nogle gange kan jeg mærke, at folk forventer, jeg skal være mere ked af det, mere påvirket. Måske græde lidt mere. Men hvorfor?

Traumer er forskellige fra person til person. Nogle gange betyder det, at du ikke har opdaget, at du i et år har sovet i den seng, du blev voldtaget i. Andre gange, at du tror, du skal dø, fordi du ser et profilbillede på Twitter.

Nogle gange betyder det, at du nok aldrig kommer tilbage til Herlev. Og nogle gange, ja det meste af tiden faktisk, betyder det ikke særlig meget mere.